Kirstine ser Anders for første gang på arbejdet. Han møder ind for at søge stilling i indkøbsafdelingen, mens hun netop skynder sig ind i personalekontoret for at underskrive en afgørelse.
Hun stopper op, da hun får øje på den pæne besøgende, og tænker kort: Han er både flot og selvsikker. Sådan en får man ikke hver dag. Indkøb så mødes vi snart. Hun lytter til samtalen, nikker og går videre.
Næste dag kommer den ukendte mand forbi regnskabsafdelingen. Han hilser venligt, kaster et nysgerrigt blik på de tilstedeværende, og hans øjne hviler på Kirstine.
Hun mærker en mærkelig rysten gennem kroppen. Endnu en, tænker hun genert, han ser på mig har vi set sådan før? Historien siger intet om, hvorvidt de har set så mange som dem, men Kirstine indser hurtigt, at Anders er anderledes end hendes tidligere bejlgere.
Anders ser hende altid direkte i øjnene blidt, opmærksomt, uden hast. Han løser problemer uden at blive spurgt, men påtvinger sig ikke. Han er god til at holde sig i baggrunden og dukker altid op præcis, når han er mest nødvendig.
Alt dette gør et uudsletteligt indtryk på Kirstine, og hun forelsker sig fuldstændigt. En drøm om en sådan mand virker næsten uvirkelig.
Et par måneder lever de allerede sammen. Efter et halvt år gifter de sig. Da deres søn, en lille kopi af Anders, bliver født, indser Kirstine fuldt ud, hvad lykke betyder.
Om natten læner hun sig ind til ham og hvisker:
Du forsvinder ikke, vel? Jeg har knyttet dig fast.
Jeg havde slet ingen planer om at forsvinde, svarer han og kysser hende på panden.
Kirstine har fra starten vidst, at Anders har en datter fra sit første ægteskab. Hun spørger om hende, men han tøver med at dele detaljer, indtil han en dag siger:
Vi har ikke haft kontakt i årtier, jeg har ingen telefonnumre. Da Maja var tre, ville min eks Lene ikke have, at vi talte sammen. Nu er hun teenager lad os ikke grave i fortiden.
Kirstine ryster på hovedet:
Sådan er det. Men hvis du nogensinde vil finde hende, siger du til mig. Jeg støtter dig.
Han nikker. Hun stiller ingen flere spørgsmål. Hvorfor? Anders har ret alle har en baggrund.
En aften kommer Anders hjem helt anderledes. Han hænger sin jakke langsomt op, går tavst ind i køkkenet, hælder vand i et glas og står bare der med det i hånden.
Anders, hvad er der sket? spørger Kirstine bekymret.
Han ser skyldig ud og siger pludselig, som om han har fundet modet:
Jeg har fundet Lene på sociale medier, skrev til hende for at høre, hvordan hun og Maja har det. Maja vil gerne tale med mig. Vi har snakket lidt i telefonen
Kirstine fryser. Hun har gentagne gange mindet Anders om datteren, men nu, med den nyhed, føler hun en knude i maven.
Så fantastisk! svarer hun, skjult bag en smil, jeg er virkelig glad på dine vegne.
Anders lyser op. Han har brug for at høre det. Men Kirstine mærker en tunghed, der falder over hende.
Først er det kun korte opkald. Han går ind i soveværelset, lukker døren og siger: Maja er genert. Kirstine er alene i køkkenet og hører hans bløde, kærlige stemme, den samme stemme, der for nylig kun tilhørte hende.
Snart dukker Lene op i hans beskeder. Først korte notifikationer, så flere. Kirstines fingre søger automatisk hans telefon, når den ligger uden opsyn. Hun læser beskederne, ser billeder af en fremmed pige. Mellem linjerne opfanger hun den søde, men giftige tone: Vi er her, vi venter på dig.
Hver gang Anders tager telefonen med sig i et andet rum, beroliger hun sig med tanken: Han taler med sin datter, der er ingen grund til at forestille sig andet. Men en dag hører hun navnet Lene højt, og hendes indre helvede får konkrete kanter.
Hun hader sig selv for det, hun gør, men kan ikke stoppe. Hun følger hans smil over skærmen, hans tøvende åndedræt, mens han overvejer, hvad han skal skrive. Hver gestus virker som et tegn på forræderi. Hun er overbevist om, at han lever i to verdener.
Hver dag tænder hun gnisten af jalousi igen. Nu er alt irriterende.
Du værdsætter mig slet ikke! udbryder hun en aften, mens Anders ubevidst scroller gennem sit feed.
Kirstine, hvad foregår der? spørger han, øjnene fulde af oprigtig forvirring.
Stop med at lade som om! råber hun. Jeg ser alt! Du snakker med hende igen!
Med hvem henne? svarer han, som om han ikke forstår.
Det gør hende bare mere rasende.
Hvert ringetone er som et elektrisk støt. Hver forsinkelse på arbejdet er bevis på utroskab. Hun bliver sin egen spion i hjemmet, fordi hun elsker ham så meget, at hun er villig til at ødelægge sig selv.
Dette er alt sammen så utypisk for ham
Deres skænderier bliver hyppigere, ofte over småting, som vokser til store konflikter. Kirstine råber, at Anders ikke hører hende længere, at hans blik er koldt, at hendes tilstedeværelse er en byrde. I hovedet kredser en tanke, der kvæler hende:
Hvis han en dag vælger fortiden frem for nuet?
Om morgenen skubber hun disse tanker væk, skammer sig og forsikrer sig selv: Vi er en familie. Nej, han er ikke sådan.
Jo mere hun forsikrer sig, jo stærkere bliver frygten for hans valg.
En aften glemmer Anders sin telefon i køkkenet, da han tager badebarnet. Skærmen lyser med en besked fra Lene. Kirstine rører ikke ved den, selvom fingrene ryster, og hjertet hamrer af forudindtaget frygt. Hun åbner den ikke, bange for at se indholdet. Frygten er nu en del af hverdagen.
Senere spørger Anders:
Hvorfor er du så stille i dag?
Alt er fint, svarer hun hastigt.
Han ser hende længe i øjnene, som om han har opdaget noget, men han siger intet.
Om natten, mens han sover, ligger Kirstine ved hans side, lytter til hans rolige åndedræt. Pludselig tænker hun på, at en anden måske snart vil lytte til den samme rytme. Tanken brænder så meget, at hun rejser sig, går ind i køkkenet, sætter sig på en barstol og klemmer sine hænder.
For første gang i sit liv føler hun sig udskiftelig.
Anders træder ind, hun løfter de tårerige øjne:
Jeg er bange for at du en dag vil forlade mig.
Han knæler, tager hendes hænder i sine og spørger langsomt:
Hvor skal jeg så?
Til dem. svarer hun, uden at se ham i øjnene.
Der er stilhed. Den korte pause vejer tungere end enhver svar.
Senere i nat kommer han ikke hjem. Ingen besked, ingen opkald hans telefon er uden for rækkevidde. Kirstine sidder i mørket i køkkenet, forestiller sig dem sammen i tusind scenarier uden hende. Om morgenen er hendes hjerte som is.
Hun sætter sig ved sin bærbare, fingrene begynder at skrive til Lene. Hun græder, uden at bemærke tårerne, skriver desperat som en, der synker og griber efter den sidste strå.
Hun beder om én ting: Sig sandheden!
Da hun trykker på send, mærker hun både lettelse og tomhed. Hun har gjort sit træk; nu venter hun på svar.
Hele dagen kan hun ikke finde ro. Hun forestiller sig samtalen, når han vender tilbage, hvordan hun skal fortælle ham, at hun ved alt. Hun går rundt i leiligheden, rører ved minderne, fodrer sønnen mekanisk, men indeni er alt kun venten.
Han kommer sent, næsten om natten, bleg og udmattet. Stille sætter han sig overfor hende.
Hvorfor gjorde du det? spørger han, stemmen lav og træt.
Kirstine ryster.
Hvad gjorde jeg?
Jeg læste dit brev. Du har misforstået alt.
Virkelig? udbryder hun, på grænsen til at miste besindelsen, så forklar det! Vil du vende tilbage til dem? Gamle kærlighed ruster ikke, siger man! Hvorfor tier du? Hvor er telefonen? Hvordan fandt du mit brev? Hvad vil du?
Lene vil ikke svare dig, Kirstine, siger Anders roligt, jeg svarer dig selv. Alt vil blive fint, så længe du ikke ødelægger det selv.
Hvor interessant, svarer hun sarkastisk, men lad mig være. Jeg er ligeglad nu. Jeg burde aldrig have skrevet til hende.
Han ånder tungt.
Lene døde i nat. Jeg var sammen med hende. Til sidst
Kirstine tror, hun hører forkert. Verden stopper op. Hun får en kold fornemmelse i brystet.
Hun døde? hvisker hun, som om hun frygter at høre svaret.
Anders nikker.
Hun har været syg i årevis, siger han, hun blev glad, da jeg dukkede op, men indrømte ikke det med det samme. Hun ville se, hvordan vi klarede os med Maja. Så hun forsøgte ikke at vinde mig tilbage, kun at sikre, at Maja ikke bliver alene.
Han sukker tungt.
Forstår du nu, hvorfor alt hviler på dig? spørger han, øjnene fast på hende, hvis du siger nej, må jeg finde et sted til Maja.
Tænker du på et børnehjem? fryser Kirstine.
Nej, mine og Lenes slægt har andre familiemedlemmer. Jeg håber, nogen vil tage hende ind. Men jeg kan ikke træffe beslutning uden dig
Kirstine rejser sig:
Ikke engang tænke på det! råber hun så højt, at hun selv bliver overrasket over sin stemme. Din datter skal bo hos os! Forstået?
Anders stopper, lukker øjnene et øjeblik. Da han åbner dem, er de fyldt med tårer.
Jeg vidste, du ville sige det, svarer han stille.
Kirstine læner sit hoved mod hans bryst, alle frygt og mistanker forsvinder. En ny, svær fremtid ligger foran dem, men Kirstine er ikke længere bange. Hun har truffet sit valg.
