NYTÅRSAFTEN I KØBENHAVN
Hjem har Alma ikke lyst til at tage. Arbejdsdagen den 31. december er kort, de andre kvinder på kontoret er for længst løbet hjem til deres børn, mænd og deres forberedelser af tarteletter og nytårskur. Glade, strålende, forventningsfulde, med store poser fyldt med clementiner og en flaske mousserende vin en gave fra chefen, Henrik Madsen.
Men ingen venter på Alma derhjemme. Hun skal ikke lave tarteletter for nogen i år. Hun ser på den høje stabel clementiner i plastposen, der lyser op på hendes skrivebord, og sukker.
Nej, hjem har hun virkelig ikke lyst til at tage. Alma fordyber sig i arbejdet med årsrapporten. Pludselig kigger Henrik Madsen forpustet ind ad døren, iført uldhue og åbenstående fåreskindspels den eneste mand på kontoret og samtidig chefen.
Nå, hvorfor sidder du også stadig her? Jeg har glemt min kones gave, forestil dig det, fyrer han af, inden han forsvinder ind på sit eget kontor.
Fem minutter senere er han tilbage.
Hvorfor bliver du ved med at spørge? Skal du ikke hjem snart?
Jeg er jo også alene derhjemme, Henrik, siger Alma stille.
Chefen, som netop er på vej ud af døren til sin hustru, stopper pludseligt i døråbningen, går hen til Almas skrivebord og sætter sig ved siden af hende. Han kigger alvorligt på hende et øjeblik.
Nå. Alma, nu holder du op med det der. Det er jo nytårsaften! Hvorfor ser du sådan ud? Det er en fest, du skal glæde dig! Med det udtryk bliver du aldrig andet end alene. En kvinde skal smile! Kom nu, se nu glad ud, siger Henrik, mens han samler hendes papirer i en bunke, jeg har givet alle andre fri, og du skal ikke sidde her og surmule.
Du skal ikke bekymre dig, Henrik. Jeg skal nok tage hjem nu. Gå du bare til din familie. Jeg rydder op og låser kontoret.
Er du sikker? spørger Henrik mistroisk.
Ja, selvfølgelig!
Jamen, så god fest og godt nytår!
Alma sukker igen. Hun føler sig dum; der er ingen grund til at sidde på kontoret.
“Mon man kan bestille en pizza?” tænker hun. “Er der mon pizzeriaer åbent på sådan en aften?”
På det første nummer var der ingen der tog telefonen. På det næste var der en venlig pige, der med et smil i stemmen fortæller, at de kun har åbent til klokken atten og ønsker Alma godt nytår. Hun ser på klokken den er 18.05. Et sidste forsøg. Overraskende nok får hun bestillingen igennem.
Alma samler sine ting sammen, tager jakken på, snupper clementiner og den mousserende vin og går ud af kontoret.
Det slår hende straks, hvor eventyrligt det er udenfor. Den danske vinterluft bider lidt i kinderne, sneen knirker under støvlerne. Gadelamperne står og kaster lys over byens gader, og farvede lyskæder blinker over alt. Folk haster forbi med poser fulde af indkøb og gaver. Nogle butikker er stadig åbne, og de sidste-minuts-shoppere leder febrilsk efter nytårsgaver. Alma mærker, hvordan hun begynder at blive opslugt af den hektiske, men hyggelige nytårsstemning.
Hvad står jeg her for? tænker hun og tager straks skridtet ind i den åbne dør til supermarkedet.
Snart pakker hun varerne ud hjemme i sit lille køkken.
Kan kartoflerne nå at blive kogt? spørger hun sig selv.
Hun tænder for tvet, hænger den nyindkøbte lyskæde op i vinduet og sætter stikket i. En farverig kæde flakker og danser om vinduesrammen. Alma giver sig selv et lille sving med hænderne i vejret og går i gang med nytårsmaden.
Ja ja, for min egen skyld!
Imens kartoflerne køler af på altanen til salaten, anretter hun små rugbrøds-hapsere med stenbiderrogn og laks hendes yndlingsspise. Hun lægger charcuteri købt i supermarkedet pænt på et fad ovenpå frisk salat. En skål med ostetern, lidt ananas, en skål clementiner fra Henrik Madsen.
En halv time senere er også salaten færdig, og kyllingelår steger på panden. Alma ruller det lille sofabord op til sofaen, lægger en hvidmønstret dug på og begynder at bære maden frem. Hun sætter et glas og et juiceglas; kniv og gaffel placeres sirligt ved tallerkenen. Hun træder et skridt tilbage og inspicerer kritisk, som var det til gæster.
Kl. 23.30 går hun hen for at åbne den mousserende vin, da dørtelefonen ringer.
Har du bestilt pizza? lyder en energisk mandsstemme.
“Herregud! Det havde jeg glemt!”
Ja, kom endelig op! svarer Alma og trykker på knappen.
Kom indenfor. Hvor meget skylder jeg dig? spørger hun den unge mand med den store pizzabakke.
Ingenting. Det er en gave.
Hans smil er ægte og venligt.
Jeg kan ikke tage imod det. De trækker det jo fra din løn.
Nej, vær rolig. Det sker ikke. Det er kompensation for, at det blev så sent. Tag nu bare din pizza.
Alma opdager, at hun stadig står med flasken i hånden.
Hold lige den mousserende vin, siger hun og rækker ham flasken, mens hun tager imod pizzaen, jeg skal bare sætte den ud i køkkenet.
Du ligner ikke helt en budbringer, siger hun, da hun kommer tilbage.
Det er jeg heller ikke, svarer han og smiler, jeg ejer pizzeriaet. Jeg lod mine ansatte gå tidligt. Ja, det er jo nytår. De har familie. Så opdagede jeg, at din bestilling stadig lå, og så kørte jeg selv ud med den. Jeg skal jo alligevel ikke hjem til nogen, men din pizza ventede på dig. Undskyld, at det tog lidt tid.
Der er ti minutter til midnat! udbryder Alma, åbn nu den vin, vi skal nå det, inden året slutter!
Ingen problem. Har du champagneglas?
Mens Alma finder glassene, lyder der et højt ‘pop!’
For det gamle år!
For det gamle år!
De skåler, og drikker de boblende dråber.
Åh nej, hvad har vi gjort!
Hvad er der, spørger manden.
Du har drukket champagne! Men du skal vel køre?
Hov, det har du ret i, siger manden og smiler bredt.
Hvordan kommer du så hjem?
Tja, det gør jeg vel ikke!
Og det er jo umuligt at få taxi
Præcis, siger han med et grin.
Ved du hvad? Smid skoene og kom indenfor, ellers holder vi nytår ude i entréen!
Der er virkelig hyggeligt hjemme hos dig.
Skænk op! Statsministerens tale er forbi!
Godt nytår, øh
Alma, hjælper hun.
Godt nytår, Alma! Jeg hedder Anton.
Godt nytår, Anton! Smag min salat, jeg har selv lavet den. Jeg har kun én gaffel, men du kan tage direkte fra skålen, det er fint.
Alma snakker hurtigt, og mærker hvordan glæden bobler. Hun kan rigtig godt lide Anton og stemningen med ham er let og varm.
Det smager altså bedst direkte fra skålen. Har du noget rugbrød? Jeg er skrupsulten!
Selvfølgelig!
Da Alma kommer tilbage med rugbrød, sidder Anton med to kyllingelår en i hver hånd.
Undskyld, jeg kunne ikke vente, siger han med munden fuld, det er virkelig lækkert. Du kan altså lave mad, Alma!
Hvor er jeg glad, Anton. Jeg troede alt det her ville gå til spilde. Se, hvor meget jeg har lavet. Jeg kunne aldrig spise det hele selv!
Du er ikke alene. Jeg hjælper dig!
Hjælp bare!
Alma mærker sulten, og sammen spiser de salaten direkte fra skålen, drikker mousserende vin, ser nytårsshow og snakker muntert om ingenting.
Tror vi har fået drukket hele den mousserende!
Jeg har mere i bilen, jeg henter det!
Nej, jeg går med!
Sikke en skøn luft, siger Alma, og breder armene ud.
De står ved Antons bil. Overalt sprænges der fyrværkeri.
Ved du hvad, Alma? Gifter du dig med mig? Ikke i dag, altså. Om et år! Du skal jo lære mig bedre at kende.
Mon du spøger?
Overhovedet ikke!
Så lover jeg at tænke over det!
Skal vi fortsætte festen så?
Alma nikker glad, Anton finder en pose i sin bil, og sammen går de op og fejrer videre.
Hele natten langDa de træder ind i stuen igen, strømmer lyset fra lyskæden som kulørte stjerner ud over rummet. Anton hælder forsigtigt mere bobler op, denne gang i et gammelt lige-ved-og-næsten-vinglas, som Alma finder bagerst i skabet. De samler resterne fra bordet kolde kartofler, salat, rugbrød, det, som nattens fejring nu kræver.
Udenfor buldrer fyrværkeriet hen over Københavns tage, røde og grønne streger tegner himlen, og fra nabolejlighederne strømmer latter og glade råb. Anton tænder for radioen, og i det sagte lys danser de, klodsede og grinende, mellem paptallerkener og krøllede gavebånd.
Bare vi laver vores egen tradition, siger Alma efter en tid, læner sig mod vinduet og ser alle raketterne spejle sig i hans øjne. Nytår for én går sagtens, men nytår for to smager dobbelt så godt.
Anton tager hendes hånd, der stadig er smurt lidt ind i pizza, og lader være at slippe. Lad os love, at vi hverken skal vente på lykke eller på nogen fest. Hvis vi mangler én at fejre med, så ringer vi på hinandens dør. Også om et år. Også hvis vi ikke er gift endnu.
Deres latter blandes med nytårsnattens ekko. Med hovedet let på skrå ser Alma på ham, og hun føler det for første gang længe som om noget åbner sig, ikke bare i hende men i hele det nye år, lige på den anden side af midnat.
Uret slår, tusind raketter springer ind i himlen, og Alma tænker: Måske er dette året, hvor alt begynder igen.
Så løfter hun glasset, skåler med Anton og med København selv, der glimter udenfor som et løfte om endnu en begyndelse.
