Vibeke kom gående med indkøbsposerne fra Brugsen, mens hun snakkede livligt med naboen Karina. Men da hun så en dyr bil holde foran lågen til sit hus, rettede hun sig op med stolthed:
Nå, så er det vist min kommende svigersøn, der dukker op så tidligt på dagen!
Karina kastede også et blik på bilen; et skævt smil gled over hendes læber:
Du kalder ham allerede din svigersøn? Jaja, men han har altså ikke friet til Malene endnu. Man bør måske lige undersøge lidt nærmere, hvad han egentlig er for en person måske er han en svindler eller værre?
Vibeke fnes hånligt og viftede hende væk:
Sikke noget sludder. Han er en god mand og mener det alvorligt med Malene. Nå, jeg må skynde mig. Jeg skal sætte vand over til te til gæsten, og se bare, jeg har taget chokolade med hjem.
Hun løftede poserne og nærmest løb det sidste stykke hjem. Karina så efter hende med et let forurettet udtryk.
“Tja, nu forstår jeg, hvorfor hun købte den dyre spegepølse, god chokolade og ost. Hun gør sig måske til for at glæde ham. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få hendes dumme Malene gift væk.”
***
Hjemme bredte Vibeke et stort smil ud. Da hun åbnede døren, så hun følgende syn: Datteren Malene sad på en taburet i køkkenet, og ved siden af ham, gæsten.
Den kommende svigersøn lænede sig frem, kiggede Malene intenst i øjnene. Da Vibeke smækkede med døren, satte han sig straks tilbage og rejste sig åh, tydeligt, de havde flirtet!
Gæsten var, som altid, høflig. Han havde givet Malene både blomster, en æske chokolade og en parfume.
Han nær havde bukket for svigermor, og Vibeke kunne ikke tage øjnene fra ham:
Åh, datter, han er så flot! En smule sølv i tindingerne, men det gør ham bare endnu mere spændende. Han ligner jo nærmest en baron! betroede hun bagefter sin datter.
Malene smilede selvbevidst:
Det er han faktisk også, mor.
Men hvorfor var han her? Kom han endelig med blomster og gaver? spurgte Vibeke nysgerrigt.
Malene rynkede panden:
Nej, mor. Han friede ikke. Han inviterede bare på date i teatret ovre i Odense.
Vibekes smil falmede straks.
Nå Inviterede bare. De byfolk! Først render de rundt i byen, fjoller med alle de damer, og når de har fået nok, så finder de en ny at jagte på landet.
På date, siger du Åh, du har ramt jackpot med en vaskeægte Casanova. Nu har han været her i to måneder, men nævner ikke ordet vielse!
Mor
Hvad mor? Du er tredive! Han nærmer sig fyrre! Hvorfor skulle I ikke gifte jer? Han trækker det bare ud! Det er spild af din tid.
Mor, det lader vi være op til os selv!
Ti nu stille og lyt til din mor! Vibeke slog irriteret ud med armen, gik over til datteren, som sad og tyggede på spegepølsen, og rev den fra hende:
Læg den væk. Du må da tænke på linjerne! Spegepølse er dyr. Han kommer sikkert igen i morgen og drikker te hvad skal vi så servere, hvis du spiser det hele nu?
Malene så undersøgende på moren med sine meget blå øjne og spurgte lavt:
Mor, hvad er du egentlig så vred over i dag?
Vibeke lagde spegepølsen i køleskabet og begyndte at larme med tallerkenerne.
Hun snuppede også tallerkenen med ost fra sin datter. Og chokoladerne tog hun også.
Jeg er bare bange! Han kommer og kommer, og til sidst fortryder han og gifter sig aldrig med dig! Du er ikke nogen purung pige mere, nu vil folk begynde at kalde dig gammeljomfru. Og når rygtet om ham spreder sig, vil ingen andre fri til dig!
Tag det nu roligt, mor, smilte Malene. Han slipper ikke væk, bare rolig.
***
En uge senere stod Vibeke og pakkede Malenes kuffert, imens tårerne trillede. Hun havde troet, Malene levede dydigt, men nej.
Datteren var gravid! Og da Vibeke spurgte, hvordan det var gået til, smilede Malene slyngelagtigt:
Han kørte mig ud til skoven, hvor jeg skulle plukke bær, og så ventede han der, skal du tro. Han kunne ikke vente på at bringe mig hjem. Synes du ikke, jeg er smuk?
Jaja, forstod Vibeke ikke rigtigt. Var det så ude i skoven eller hvad? Fortæl mig det nu! Jeg må jo vide, hvor jeg fejlede i din opdragelse.
Datteren nippede til spegepølse og sin mors dyre ost og smilede:
Det er lige meget, mor! Haha Det vigtigste er, at han vil gifte sig med mig!
Men så holder vi bryllup, for hele familien! sagde Vibeke. Åh, hvordan skal jeg dog undvære dig, min eneste?
Bare rolig, jeg kommer tit og besøger dig, mor
I det samme væltede naboerne ind for at ønske tillykke:
Vibeke, vi hører, din datter skal giftes, og du har ikke sagt det!
Jamen hun flytter jo bare til byen med sin forlovede, lød Vibeke, mens hun løb forvirret rundt.
Åh, og vi har slet ingen gave med, det skulle du da have sagt!
Det er ikke nødvendigt, hun flytter bare til Odense.
Det er fantastisk!
***
Sådan forsvandt min eneste datter, kørt væk mod storbyen af sin elskede.
Malene ringede indimellem hjem fra Odense for at fortælle, hvor flot et hus hendes kommende mand havde.
Vibeke ventede på nyheden om et bryllup, men ventede forgæves.
Først gik der én måned, så to, så et halvt år Til sidst kom Karina løbende og fortalte, at hun havde set Malene med en barnevogn i byen og Vibeke var lige ved at besvime.
Med en barnevogn?! Hvordan kan det være?
Hun hev sin jakke på, løb til bussen, og kan dårligt huske rejsen.
At hun nu var blevet mormor, havde Malene ikke sagt et ord om!
Hun ringede til Malene lige fra stationen heldigvis var der mobildækning i byen, det kunne man jo ikke sige om deres landsby.
Datteren tog ikke røret med det samme, afviste endda flere gange, hvilket kun gjorde Vibeke endnu mere rasende.
Hvor bliver du af? råbte hun i telefonen. Jeg står på stationen. Kom og hent mig! Og forklar så, hvordan du kunne få et barn uden at jeg fik det at vide!
Malene dukkede op alene i taxa og gik stille moren i møde.
Undskyld, mor, der var bare ikke tid. Jeg har fået en lille pige, hun hedder Liva. Hun ligner dig meget
Og vi bor i Palles hus (kæresten hedder Palle). Han har det så pænt!
Nå?
Vibeke så bistert på sin datter.
Skammer du dig over mig? Sig det bare, Malene!
Malene rystede på hovedet:
Nej, mor, slet ikke! Det handler bare om Palle bor stadig sammen med sin mor.
Det er hendes hus og bil, det hele. Og hun styrer alt. Hun nægter, at han må gifte sig med mig!
***
Vibeke gik ind i huset beslutsom på at få sat gang i sagerne.
Hvad er det for noget, svigermor nægter at lade sønnen gifte sig, når hun får et barnebarn i huset!
Hun overså både Palle og barnebarnet, som Malene stak hende i armene, og gik i stedet op for at finde den svigermor, der nu sad og klimprede på flyglet på førstesalen.
Vibeke hostede og forsøgte at få hendes opmærksomhed, men gik så bare hen og lukkede klaveret.
En stram dame så bebrejdende på Vibeke.
Hvem er De, og hvad vil De? spurgte hun skarpt.
Jeg er Malenes mor! røg det ud af Vibeke. Og synes du, det er rimeligt at spille klaver, når der er en lille, der skal have ro til at sove?
Du mener Liva? Hun har sovet. damen trak på skuldrene. Hvem forstyrrer hvem?
Er det irriterende at have et barn i huset? undrede Vibeke sig. Der er en løsning: Flyt selv ud, så kan I sove i fred!
Hvorfor skulle jeg flytte fra MIT eget hus, frue?
Fordi I forstyrrer den unge familie.
Forstyrrer? damen løftede øjenbrynene. Jeg tvinger dem ikke til at være her. Døren står åben.
Så du er ligeglad med dit barnebarn? spurgte Vibeke måbende.
Damen så iskoldt på hende:
Hvad hedder du? Vibeke? Det er mig, der har givet dem det vigtigste jeg ejer min søn! Det er åbenbart ikke nok for dig. Hvis jeg gider, kan jeg hurtigt få dig smidt ud herfra, og er I for irriterende, kan I alle fire tage hjem til jeres landsby!
Palle kom stormende ind ved lyden af deres råben, gav sig til at skubbe til Vibeke:
Du må være træt efter turen, mor. Malene har lavet te til dig i spisestuen.
***
Te virker altid beroligende. Vibeke sendte onde øjne efter “den forbandede gamle”, der blot smilede listigt og drak videre.
“Men jeg overlever dig,” tænkte Vibeke trodsigt.
Palle så nervøst på sin svigermor, sparkede Malene under bordet og signalerede, hun måtte tage en snak med sin mor.
Malene forstod, det blev nødvendigt. Moren tromlede frem som en kampvogn.
Mor! sagde hun, da de havde låst sig inde på Palles kontor, mens den ældre oppe på førstesalen igen slog sig løs på klaveret. Vi skal altså lige snakke!
Om hvad? bed Vibeke.
Du har ikke opnået noget med alle dine diskussioner. Og svigermor gør med os, hvad hun vil!
Hun er ikke min svigermor, indrømmede Malene. Hun er Palles kone, mor! Hans første og eneste!
Vibeke var så chokeret, hun ikke kunne få øjnene væk fra Malene.
Hvad? Hvordan gik DET til?
Malene så ned:
Palle er jo velhavende, mor. Det er hendes skyld. Han giftede sig med hende for 20 år siden, hun var tæt på 50 De har ingen børn, hun ville ikke have det.
Vibeke så sig langsomt omkring forgyldte vægge, velourgardiner, dyre møbler, en kæmpe bogsamling alt sammen hendes svigerdatters. Alt kostede en formue.
Alt her tilhører hende, sukkede Malene. I starten forstod jeg det ikke, men da jeg begyndte at kæmpe imod hende, troende hun var Palles mor så fortalte Palle sandheden.
Sikke et svin! udbrød Vibeke. Hvorfor gider du ham?
Det er ligetil, mor! Palle vil have børn. Hun ville ikke. Han holdt det ud længe, men da årene gik, lod hun ham finde sig en elskerinde mig.
Palle har ikke været en mand for hende i mange år. De lever bare som bofæller.
Nu har jeg hørt nok, sagde Vibeke skarpt. Pak dine ting, tag Liva med, vi tager hjem til landsbyen!
Men Malene så trodsigt på moren:
Glem det, mor! Jeg tager ikke nogen steder. Jeg har det godt her. Jeg bliver hos Palle. En dag bliver han enkemand, så gifter han sig med mig.
Og indtil da får du et helvede med hende!
Fint nok, mor. Det er mit valg. Mit liv.
Så bliv her, bo som en gæst uden ret til noget som helst, jeg rejser. Du ser mig ikke mere her! rasede Vibeke.
***
Nu trak dagene sig sejt og tomt for Vibeke. Hver dag blev fyldt med sladder fra naboerne.
Nu var Karinas datter blevet gift, fået en søn. Vibeke tog ofte over for at lege med barnebarnet, sukkede og tænkte på Malene og sit eget barnebarn.
Til sidst kunne hun ikke mere. Hun låste huset og tog til Odense.
Hun gemte sig bag hækken udenfor villaen, hvor datteren boede, og så, hvordan hendes barnebarn Liva nu løb legende rundt med to små pudelhunde og råbte: “Bedste, bedste!” Og bedstemor var den anden kone ikke hende selv.
“Fy for pokker,” tænkte Vibeke, ramt af misundelse. “Hun er jo slet ikke hendes familie jeg er bedstemor!”
Hun trådte frem og begyndte at banke på lågen.
***
Bedste Vibeke blev ikke smidt ud. Selv fruen sagde bare: “Huset er stort, her er værelser nok til alle.”
De to kvinder kom aldrig rigtigt i åben krig, kun konkurrerede de drillende, når de lugede have eller legede gemmeleg med Liva:
Nå, nu er du ankommet? Var du bange for, at jeg skulle gøre noget ved din datter? Det skulle du også være din datter er en vatnisse, hun har brug for beskyttelse.
Hvis jeg ville, kunne jeg smide hende på porten, eller lade hende blive. Hun ligner ikke dig sikkert mere sin far. Du har dog rygrad, selvom den er lidt tynd.
Pas på, ellers får du én med kluden, selvom du er husets madmor. Hvem siger, jeg har svag rygrad?
Du flyttede jo herind, ikke din datter hjem til dig. Så slap er du.
Snak du bare, jeg er stærkere end dig! Tror du, jeg er her for sjov? Næ, jeg tror, du snart går under, så vil der være brug for, at nogen hjælper. Hellere mig end at Malene skal løfte dine potter.
Haha, har du set mig? Jeg er sund og rask, spiser godt og går til de bedste læger. Jeg har endda aldrig født, aldrig haft stress. Hvad får dig til at tro, det er mig, der først lægger mig, Vibeke?
