Far, tag hende ikke væk! snøftede den yngste datter, Merete, syv år, med næsen rød af gråd. Vi kan ikke give Freja væk, hun er jo vores kat!
Din Freja, faren drejede hårdt på rattet, skider overalt. Overalt! På gangen, ved brændeovnen, og i går lagde hun en ordentlig bunke i mine træsko. Hun gider ikke gå på bakken. Hvad skal jeg gøre med hende?
Men far
Hold nu op, røg han.
Det blev sådan. Henning Rasmussen tændte den gamle hvide Lada plettet med rust på skærmene og kørte ud. På bagsædet, i en klemt papkasse, peb Freja den røde kat stille.
Far, tag hende ikke væk! gentog Merete med tårerne trillende. Freja er jo vores!
Hun ødelægger det hele, sagde Henning og satte foden på speederen.
Bilen hoppede afsted på de hullede landeveje. Merete stod stivnet ved havelågen og knugede hænderne om tremmerne og så på, mens den stakkels Lada forsvandt om hjørnet.
Det var efterår fugtigt og gråt. Himlen hang lavt over landsbyen et sted på Fyn. Vinden rykkede i Meretes fletninger og kærtegnede sømmen af hendes bomuldskjole.
Merete, kom indenfor, du bliver forkølet! råbte moren, Karen Rasmussen, ud ad vinduet. Hvorfor står du bare dér?
Pigen stod uden at røre sig. Tårer løb ned ad kinderne, salte og brændende.
Freja Deres Freja Den røde kat med de hvide sokker og den tykke pels. Hun spandt altid på Meretes skød om aftenen. Nu var der tomt.
I stuen duftede der af stuvet hvidkål og gærdej moren var i gang med at bage boller. De ældre børn Jesper (13 år), Mette (11) og Thomas (9) sad bøjet over deres skolehæfter.
Eller, det så i hvert fald sådan ud. Jesper sad og skriblede uden at se på papiret. Mette sad gemt bag skolebogen, og hendes røde øjne sagde det hele. Thomas, som ellers altid var den larmende, gnavede bare på en blyant.
Det er altid sådan, smed Jesper pludselig pennen fra sig. Far bestemmer, og ingen andre må sige noget!
Ti stille, snappede Karen og æltede dejen ivrigt. Far gør det rigtige. Vi har allerede tre katte. Misse og Felix bruger bakken som de skal. Men hende jeres Freja
Hun kunne have lært det! sagde Mette, med et lille hulk. Vi kunne have lært hende det!
Og hvem skulle så gøre det? Skulle jeg måske? Jeg har allerede nok: køer, grise, haven, jer og så en kat, der tror hun er dronning
Vi kunne selv! protesterede Mette. Vi ville have lært hende det!
For sent, svarede Karen bestemt.
Merete kom stille ind, satte sig ved vinduet og stirrede ud på regnens slør. Landsbyen var trist grå huse, marker med sorte visne planter.
Mor kommer hun ikke hjem igen? hviskede Merete.
Karen sukkede tungt:
Det ved jeg ikke, skat. Jeg ved det ikke
En halv time senere kom Henning Rasmussen hjem, smed den våde jakke, hængte den på krogen, og gik ind i køkkenet uden at se børnene i øjnene.
Nå? spurgte Karen.
Kørte hende over til Bundgaards i nabobyen. De sagde, de nok skulle tage sig af hende.
Hvor langt er der derhen? spurgte Thomas.
Fem kilometer, måske mere, mumlede faren.
Hun kommer aldrig tilbage, hviskede Mette.
Og det skal hun heller ikke, svarede Henning koldt. Nu er det slut med den snak. Giv mig noget te, jeg fryser.
Karen satte et glas varm te foran ham, lagde spaghetti og kødsovs på tallerkenen. Henning spiste med en træt, vred energi. Børnene sad ved bordet men rørte ikke maden de stirrede ned i deres tallerkener, som om der lå sten i.
Sent om aftenen, da huset var stille og alle var gået i seng, lå Merete længe og kunne ikke sove. Hun lå i den brede seng, som hun delte med Mette, hørte regnen piske mod ruden og den fjerne gøen fra en landsbyhund.
Mette, sover du? hviskede hun.
Nej, svarede Mette.
Freja kommer tilbage. Jeg er sikker. Hun finder hjem.
Sig nu ikke sådan noget. Hvordan skulle hun finde vejen? Far har jo kørt hende langt væk. Fem kilometer! For sådan en lille kat er det som et helt andet land.
Hun er klog! Hun finder os.
Mette svarede ikke, vendte sig bare mod væggen. Men Merete lå med åbne øjne og hviskede stille, sådan som bedstemor havde lært hende: Kære Gud, pas på Freja. Hjælp hende hjem. Bare én gang mere
Imens sad Freja under brændeovnen hos Bundgaards i den anden by. Gamle mennesker, søde nok de gav hende mælk, en lille bid kød, de klappede hende endda. Men Freja spandt ikke eller nussede. Hun var fremmed blandt fremmede, rullet sammen til en bange lille klump.
Hvor var hendes hjem? Hvor var børnene Merete, Mette, Thomas, Jesper? Hvor var Karen, der engang imellem i smug gav lidt leverpostej fra bordet? Hvor var duften af hjem brænde, halm, mælk?
Her lugtede det helt anderledes. Stemmerne var fremmede. Der boede allerede en kæmpe grå kat, som hvæsede, hver gang Freja nærmede sig madskålen.
Hun ventede. Hele natten. Og da konen næste morgen åbnede døren for at gå ud til hønsene, smuttede Freja lynhurtigt ud.
Nej! Hvor skal du hen? råbte Bundgaards kone, men katten var allerede væk. Gennem køkkenhaven, forbi hegnet, og så ud på vejen mod marken.
Regnen holdt ikke op, det silede ned, koldt og nådesløst. Frejas pels klistrede til kroppen, poterne gled i den tunge lerjord.
Hun anede ikke hvilken retning, men indeni brændte en lille gnist. En stædig hukommelse, en slags urinstinkt: Den vej videre giv ikke op.
Dagen gik. Katten fandt ly under en halvrådden høstak, rystede af kulde. Maven knurrede. Hun forsøgte at fange en mus, men den forsvandt lydløst ned i et hul. Så drak hun regnvand fra en pyt bittert og koldt.
På andendagen nåede hun til landevejen. Knust asfalt, store huller, sjældne biler der sprøjtede med mudder. Freja haltede langs rabatten, faldt, rejste sig igen, videre.
Om natten fandt hun en forladt lade. Træværket duftede af mus. Hun fangede én og slugte den hel. For en stund var sulten væk.
På tredjedagen kom der sne. Den første den vinter. Vådt og klæbrigt lagde det sig på ryggen. Frejas poter var ømme og slidte, men hun stoppede ikke.
For der langt derude var huset. Der var børnene. Den varme krog. Og Karen, som godt kunne skælde ud, men også klappede én, når ingen så det.
På fjerdedagen kom den lille birkelund til syne. Frejas hjerte slog hurtigt. Hun løb næsten ja, det var den, hvor børnene samlede svampe om sommeren, hvor Merete flettede blomsterkranse.
På femtedagen nåede hun bækken. Smal, men iskold. Hun vadede over, kom op, dryppende og stivfrossen.
Sjettedagen fik hun hoste. Næsen løb, vejrtrækningen var anstrengt. Men hun kæmpede sig frem.
Og på syvendedagen. Tidligt om morgenen. Freja, klatret ind i sne og mudder, sad hun foran den gamle haveport. Hun mjavede, lavt og hæst. Ingen hørte det. Hun prøvede igen, højere.
Døren gik op. Merete stod på trappen barfodet, i natkjole.
FREJA! råbte hun, løb ud til lågen, åbnede den på vid gab, greb katten op. Mor! Far! Alle sammen, kom! Hun er kommet hjem! Hun gjorde det!
Børnene løb ud én efter én Mette, Thomas, Jesper. Karen, med hænderne tørret af i forklædet, satte sig på hug for at kigge.
Kære hun er jo helt afmagret og snottet det ligner en forkølelse, sagde hun blidt.
Mor, vi må hjælpe hende! tryglede Mette.
Hjælpe? Karen rystede på hovedet. Har du nogensinde hørt om nogen, der kaldte dyrlæge ud til katte? Han kommer kun for køer og grise, kattene må klare sig selv. Men ok varm lidt mælk til hende. Find en klud at tørre hende med, så ser vi
Henning stod i døren, kiggede på den røde kat i Meretes arme.
Så fandt hun vejen mumlede han.
Far, hun har gået mindst fem, måske seks kilometer! Kan du forestille dig det? udbrød Jesper.
Faren sagde ikke noget. Han vendte bare om og gik ind.
Freja blev båret ind, lagt ved brændeovnen. Merete hentede frisk, varm mælk. Katten drak grådigt, så mælken løb ned ad hendes hvide hage. Mette tørrede hende blidt med et gammelt viskestykke.
Hendes poter er helt flænsede hviskede Mette. Mor, se.
Karen satte sig ned, kiggede ordentligt.
Du har godt nok fået din part, du lille, sukkede hun. Thomas, hent klorhexidin. Mette, tag forbindingerne. Vi må lægge en lille forbinding.
Hvad med forkølelsen? spurgte Merete.
Forkølelsen svarede moren eftertænksomt. Vi prøver med kamillete. Jeg spørger efter råd hos tante Ruth hun har forstand på sådan noget. Det vigtigste er varme og mad. Så må vi se
Fra det øjeblik passede børnene Freja, som om hun var et spædbarn. Merete forlod hende ikke, talte roligt og klappede hende hele tiden. Mette lavede kyllingebouillon. Thomas fandt et gammelt tæppe og lagde det foran brændeovnen. Jesper gik rundt med hammer og brædder.
Hvad laver du? spurgte Mette.
En kattebakke, svarede Jesper. Så hun kan gøre det ordentligt. Nu må hun lære det.
Tror du, hun kan?
Hun skal i hvert fald.
Freja var syg i næsten en uge. Hun nøs og snottede, øjnene løb. Men børnene gav ikke op: lagde våde omslag, gav hende varm mælk, pakkede hende ind.
Og langsomt blev hun frisk igen. Snottet forsvandt, øjnene blev klare, pelsen rød og blød.
Så begyndte træningen til kattebakken. Jesper lavede den ud af en gammel skotøjsæske, fyldte sand i. Når Freja begyndte at lede, bar de hende derhen.
Her, Freja, her, sagde Merete tålmodigt.
Freja genstridig, ville væk, men børnene gav ikke op. En dag skete miraklet: katten gik selv derhen, skrabede i sandet og gjorde som man skulle.
Det lykkedes! råbte Merete. Mor, far! Hun kan selv nu!
Karen smilede for første gang i mange dage.
Se nu der Man kunne åbenbart godt. Det anede jeg ikke.
Henning sad med avisen, kiggede op på Freja, der nu vaskede poten overlegent.
En stædig én, du er, sagde han stille. Hvor mange kilometer gik du mon?
Far, du kører hende ikke væk igen, vel? spurgte Merete forsigtigt.
Han tænkte sig om og svarede så:
Nej. Hvis hun kan finde hjem af sig selv så hører hun til her.
Merete sprang hen og kastede sig i armene på ham.
Tak, far! Tak!
Ja, ja brummede han, men man kunne se på øjnene, at han ikke var sur længere.
Freja blev i huset i mange år. Hun lavede aldrig ballade igen og gik altid pænt i bakken. Om aftenen spandt hun ved brændeovnen, varmede sig rullet sammen. Hun fangede mus lige så godt som Misse eller Felix og børnene var mægtigt stolte af hende.
Nogle gange kiggede Henning på hende og rystede på hovedet.
Hun har vilje, sagde han. Ægte katteånd. Hun ved, hvor hun hører til. Ingen kilometer kan holde hende væk.
Børnene var enige. For sådan var det: Freja vidste, hvor hun skulle hen. Og det gjorde hun. Gennem regn, kulde, sult og smerte. For hjemme ventede de på hende.
Og hvor der bliver ventet, dér hører man til. Ja, så er der liv.
