Så sig det dog færdigt! Jeg hævede stemmen lidt ad Mette, Hvis du ikke ved det, hvorfor så rode alt det sammen…
Jeg ved det godt, smilte Mette skævt og så mig lige i øjnene, Der var aldrig nogen hemmeligheder mellem os
Det begyndte helt trivialt mellem mig og Signe. Det var vinter, der var glat på fortovet. Signe gled, mens hun var på vej på arbejde, og faldt ret uheldigt slog sit knæ. Jeg hjalp hende op og fulgte hende endda hele vejen til skadestuen.
Billedet viste heldigvis, at der ikke var noget brækket, og hun blev sendt hjem igen med besked om hvile og en elastikforbinding omkring knæet. Hele tiden blev jeg hos den søde pige, og jeg ringede også til min chef og fik lov at tage en halv fridag. Først da jeg havde sat Signe ind i en taxa, faldt roen over mig. Jeg tog på arbejde med løftet fra hende om at ringe, når hun kom godt hjem.
Hun syntes, jeg var utrolig betænksom. Sådan en mand havde hun ikke mødt før, og hun blev virkelig betaget. Vi kom lynhurtigt ind i vores mest romantiske periode. Vi ringede og skrev sammen hele tiden, snakkede om stort og småt. Alt ved Signe interesserede mig, jeg bekymrede mig om der var varmt nok tøj, om hun havde spist og sovet godt, og hvordan hendes dag var gået.
Det føltes slet ikke unaturligt for mig sådan havde jeg altid oplevet hjemme hos mine forældre, hvor vi tog os af hinanden. Jeg boede i min egen lejlighed, arvet fra min mormor, mens mine forældre boede i nabobyen. Vi havde været tætte og harmoniske hele mit liv aldrig de store skænderier, bare tryghed, varme og gensidig tillid. Da mormor gik bort, og jeg var blevet voksen, flyttede jeg ind i hendes gamle lejlighed.
Med piger havde jeg ikke heldet med mig. Jeg var for genert til at bare tage kontakt til fremmede på gaden, gik ikke til nogle vilde fester og havde heller ingen venner at tage ud med. Mødet med Signe var spontant hun havde brug for hjælp, og jeg kunne ikke bare lade, som ingenting.
To måneder senere blev vi gift. Det var nærmest for sjov, jeg friede, og til mit overraskelse sagde hun:
Lad os gøre det! Skal vi ikke bare gå ned og søge nu med det samme?
Vi nåede akkurat at komme på rådhuset, før de lukkede for dagen, og satte brylluppet til hurtigst muligt. Mine forældre, Birthe og Kristian, blev lidt overraskede over hurtigheden, men de kunne så godt lide Signe, at de hurtigt velsignede det.
Signes mor boede også i en naboby. Signe ringede bare til hende, og hun kunne desværre ikke komme, fordi Signes mormor var syg og ikke kunne være alene.
Vores ægteskab blev varmt og lykkeligt. Kærligheden voksede kun. Vi fik en søn, Mads, og lykken blev endnu større men bekymringerne også. Så til vores bryllupsdag, hvor vi havde samlet familien og veninderne på en hyggelig café, blev der lidt for meget vin til Mette, som er Signes nære veninde. Jeg måtte næsten bære hende ned ad trappen og hen til den taxa, Signe havde ringet efter.
Hele selskabet var der: mine forældre, Birthe og Kristian, og lille Mads på fem, der sad som de voksne og skålede med sin appelsinjuice for lykken. Signe havde sin bedste veninde Mette med. Mette og hende var som søstre, næsten endnu tættere, siden skoletiden. Mette havde dog ikke været så heldig med kærligheden; begge omkring de 30, men Mette var stadig alene modsat Signe, som de fleste mænd altid havde kredset om. Mette var ikke ligefrem en skønhed, ret lav, lidt buttet og med et ansigt, der ikke satte sig fast i hukommelsen det hele ret uanseligt.
Opmærksomhed fra drengene fik Signe altid, ikke Mette. Men venindeskabet gav Mette fordele. Kun med Mette fik Signe lov til at tage på ture hjemmentilladt af sin mor. Så tit var de sammen i flok. Opmærksomheden faldt sommetider også på Mette, men frierierne var kun gået til Signe fra gymnasietiden af, for hun valgte omhyggeligt. Først da hun mødte mig, kastede vi os ud i det hele…
Det var et værre cirkus at få Mette ud til taxaen den aften. Hun kunne nærmest ikke stå på benene, men så, da vi kom ud, trådte hun pludselig væk fra mig, helt uden slinger, og sagde højt og tydeligt:
Ved du overhovedet, hvis søn du opdrager? Han er jo ikke din rigtige søn!
Hvad er det dog, du siger! Jeg kæmpede for ikke at tabe besindelsen, som hele gaden virkede til at dreje rundt for øjnene af mig. Jeg havde mest lyst til at ruske Mette og få hende til at tie stille, men hun blev bare ved:
Nå, nu blev du bleg! Nemlig, Mads blev født alt for tidligt! Og brylluppet… Tror du virkelig Signe var SÅ forelsket, at hun skulle giftes lige med det samme?! Hah! Kan I ikke selv se det!? Din søn ligner dig jo slet ikke! Hun havde en anden før dig. Han ville giftes, og snød hende. Så forlod han hende sådan går det jo.
Jeg satte hende hårdt ind i taxaen og smækkede døren. Men Mette var ikke færdig og ringede mig op, næsten så snart bilen svingede om hjørnet. Forvirret tog jeg telefonen:
Spørg dog din hustru! Ha, så kan hun også mærke, hvordan det føles, ikke kun mig, der skal sidde alene på jeres lykkefest så kan hun også stege lidt! grinte Mette råt…
Hendes latter ringede for ørerne af mig resten af aftenen. Lige meget hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke få hendes ord ud af hovedet. For det var rigtigt: Mads var født for tidligt, men jeg havde aldrig tænkt meget over det. For tidlige børn sker jo! Og vægten og størrelsen det var da ligegyldigt, jeg var jo bare lykkelig! Jeg havde elsket min søn fra første sekund. At han ikke skulle være min rigtige søn, var aldrig faldet mig ind.
Mine forældre forgudede ham, inviterede os tit, tog Mads med i Zoologisk Have og på Statens Museum for Kunst. Forbandede Mette! Hun havde forgiftet alt: glæden, lykken… Bekræftelserne på hendes ord blev ved med at nage. Mads var spinkel, lyshåret dreng, hvor både Signe og jeg var mørke. Min mor sagde, håret skulle nok ændre sig. Men hvor kom det spinkle fra? Jeg var stor, Signe høj. Øjne heller ikke samme farve…
En hel uge sagde jeg ingenting. Indtil jeg ikke kunne holde det ud længere, og spurgte Signe ret direkte.
Hun så mærkeligt på mig, og sagde så med et skævt smil:
Jeg vidste, du spurgte en dag. Men hvorfor vente fem år? Du kunne bare have sagt det dengang! Så havde vi skilt os. Det er vel det, du vil? Jeg snød dig! Uærligt! Er det ikke det? Kom nu! Hvorfor råber du ikke ad mig?
Jeg trak mig væk fra hende, chokeret over hendes ord. Jeg elskede hende jo stadig, og havde hun sagt sandheden dengang, havde jeg nok tilgivet hende alt og stadig giftet mig med hende! Hun talte om konflikt og skilsmisse, som om hun bare ventede på det i fem år. Men det ville jeg ikke. Mads… min elskede dreng… Jeg holdt så meget af ham, at ligegyldigt hvad, ville jeg aldrig forlade ham. Hvad med mine forældre? Skulle jeg fortælle dem noget? Eller bare lade tingene være…
Signe var tydeligvis heller ikke sikker på mine følelser. Skænderiet blev voldsomt, og jeg pakkede mine ting og flyttede ud. Den lejlighed, jeg arvede fra mormor, stod tom; heldigvis uden lejere lige nu. I to uger boede jeg der, helt knust og jeg savnede Mads. Og Signe. Jeg tænkte meget og besluttede: Intet skulle ændres. Mette skulle ikke have held med at ødelægge os!
Jeg gik tilbage til Signe og Mads.
Undskyld! Jeg sagde mange onde ord, du fortjente det ikke, Signe græd, Jeg troede, du ville holde op med at elske mig, da du fandt ud af det hele. Jeg gik bare og ventede. Måske var det bedre, hvis jeg fik bruddet overstået…
Åh, Signe! sagde jeg og trak hende ind til mig, Efter fem år har du stadig ikke lært mig at kende. Jeg ville aldrig forlade jer. Jeg elsker dig. Og Mads det vil aldrig ændres. Jeg forstår, hvorfor du gjorde, som du gjorde. Du var bange. Men vores kærlighed er ægte, og hverken Mette eller nogen anden får ødelagt den.
Nej vel, Signe smilede taknemmeligt gennem tårerne, Men Mette vil jeg ikke se igen!
Hvad skal vi sige til mine forældre? spurgte jeg, for det havde gnavet i mig længe De elsker jo Mads… Hvad nu?
Vi fortalte dem det. Men ikke det hele. Vi sagde bare, at Signe skulle have et barn mere og at de snart ville være bedsteforældre til to…
