Uden mig klarer du dig aldrig! Du kan jo ingenting! råber hendes mand, mens han smider sine skjorter ned i en stor sportstaske.
Men hun klarer det alligevel. Hun faldt ikke sammen. Måske hvis hun havde givet sig tid til at tænke over, hvordan hun overhovedet skulle få familien til at hænge sammen alene med to børn, havde hun måske forestillet sig alverdens rædsler og måske tilgivet utroskaben. Men hun havde ikke tid til det; hun skulle have pigerne i børnehave og så hurtigt videre på arbejde. Manden var først dumpet ind ad døren for en halv time siden, glad for sin nye kærlighed og fuld af selvtillid.
Derfor, mens hun tager frakken på, giver Tilde klare og præcise beskeder:
Rikke, hjælp Mille med lynlåsen på jakken og se, hun nu også får spist sin mad i børnehaven. Pædagogen sagde, hun nægtede havregrød i går.
Markus, tag nu endelig alt dit habengut med nu, istedet for at trække tiden ud. Og smid nøglen i min postkasse, tusind tak. Farvel.
Rikke kom til verden akkurat en halv time før Mille og blev hermed regnet som storesøster. De er begge fire år nu. Selvstændige piger, begge med deres egen stærke vilje. Hvor Rikke bare spiser den ærgerlige havregrød fordi det forventes, vil Mille argumentere: Der er klumper i, jeg vil ikke have det!
Heldigvis ligger børnehaven lige rundt om hjørnet, kun ti minutter væk. På vejen dertil snakker og griner pigerne, og det får Tilde til at glemme dagens bekymringer. På arbejdet har hun slet ingen tid til at tænke hun tager imod patienter som lægesekretær, og siden fortsætter hun med opkald og administrative opgaver.
Det er først om aftenen, hvor hun hjemme i entréen ser de tomme bøjler, hvor hans jakker plejede at hænge, at virkeligheden rammer: Fra i dag er hun alene. Men hun har aldrig været typen, der giver op og ynker sig selv. Alt skal bare fungere, måske endda bedre end før. Man kan vælge at græde og give op eller man kan tænke sig om, finde en vej frem og måske endda se lidt lyst på det hele. For nu skal der laves aftensmad.
Hvad har egentlig ændret sig for os tre? tænker Tilde, mens hun skærer grøntsager til salaten. Min mand er væk. Hvilke opgaver havde han? Hvad skal nu lægges oveni? Ikke noget jeg ikke kan klare. Det gælder bare om at ændre på hverdagen lidt. Jeg skal nok finde ud af det. Det skal nok gå. Og kan kun blive bedre. Jeg gider ikke leve med mistillid og hele tiden spekulere er han nu igen hos sin nye dame? Hellere være alene det er hårdere, men roligere.
Efter godnathistorien fra Eventyret om Træmanden Buratino og et godnatkys til de to sovende piger, iler Tilde ud i badeværelset: vaskemaskinen er netop blevet færdig vasketøjet skal hænges op.
Før sengetid beslutter hun sig for en kop te, samler tankerne og planlægger morgendagen. Hendes piger ligner hinanden som to dråber vand ægte tvillinger. To børn er nok lidt hårdere end et, men Tilde har aldrig tænkt sådan. Hun undres altid, når folk viser hende medlidenhed.
Vi har det fint, svarer hun, ingen er tæt på at kollapse herhjemme. Vi klarer det.
Vandkedelens fløjten tager hende tilbage til nuet. Tilde hælder en kop te op med den elskede citronmelisse og tænder bordlampen. Udenfor blæser det, sne blandet med regn hamrer mod ruderne, men inde i lejligheden er der varmt og tyst, kun uret tikker på væggen
Så ringer det på døren. Tilde bliver overrasket udenfor står fru Møller fra nabolejligheden. Denne ældre kvinde har altid været lidt afvisende. Hun lufter hver morgen sin lille, pjuskede Frida, men hun hilser altid lidt stift, næsten uden at smile. Tilde har flere gange set hunden ved skraldespanden en tynd og slap krabat, der kigger efter poserne, som bliver smidt væk. Fru Møller må have taget den til sig af medlidenhed. Ingen besøger hende, hun går kun ud for at handle og for at lufte Frida.
Undskyld jeg forstyrrer, siger fru Møller, trukket ind i sit store, hjemmestrikkede sjal, men jeg så din mand bære sine ting ud til bilen. Han har forladt dig, ikke?
Det vedkommer ikke dig, svarer Tilde skarpt.
Nej, din mand rager mig bestemt ikke, men jeg vil bare sige Hvis du nogensinde har brug for hjælp, bør du vide, at du altid kan spørge mig. Om det så bare er at passe pigerne kort.
Kom ind, siger Tilde og spørger Hvad hedder du? mens hun skænker te i to kopper og stiller en kurv med småkager på bordet. Tag for dig.
Jeg hedder Inge Møller. Du er Tilde, ved jeg. Så, Tilde, siger hun og knækker en småkage over, jeg vil ikke trænge mig på. Bare vid, at hjælpen er der, om du har brug for. Og det er ikke for penge det ville glæde mig at hjælpe, helt ærligt.
Inge smager på teen og nikker tilfredst:
Mmm, det er citronmelisse, ikke? Jeg har masser i kolonihaven. Du må komme ud og besøge mig her til sommer, der er plads nok. Jeg har et lille æbletræ de sødeste, saftigste æbler
Mens Tilde lytter til Inge, tænker hun på, hvorfor hun egentlig har syntes den ældre dame var ubehagelig? Var det fordi hun ikke smiler overdrevet og aldrig spørger, om Tilde mon har det svært alene? At hun ikke er nysgerrig eller dømmer? Tilde havde troet, hun var stolt og utilnærmelig. Men nu spørger hun ikke ind til mandens forsvinden, hun byder bare sin hjælp.
Tilde ser nu med andre øjne på nabokonen: vasket og pæn, nye tøfler, håret sat op, kjole med blondet krave, og der er en mild blomsterduft om hende.
Tilde lytter til hendes stille fortællinger om kolonihaven, æblerne, den lille, varme sauna, og den sø, hvor ænderne holder til hele sommeren, og de triste tanker forsvinder. Hun bliver varm om hjertet.
Nu, fem år senere, husker Tilde det hele klart hvordan han råbte: Du går ned uden mig! Men det er fortid.
Inge Møller snitter snildt æblerne ud, lægger dem sirligt på dejen og sætter tærten i ovnen. Salaterne står klar og gryderetten dufter i køkkenet. I dag er det hendes fødselsdag. Det er august, kolonihavehuset dufter af æblekage, dørene og vinduerne står åbne.
Hun har reddet mine dage mange gange, tænker Tilde og kigger på Inge, der smiler foran ovnen.
Hvad skulle jeg have gjort uden hende? Pigerne forguder deres Bedste Inge. Og dengang kunne hun bare have lukket døren, men det gjorde hun ikke. Nu går pigerne i skole, ni år gamle, og hvert eneste sommerferie bliver brugt her: svømmeture, venner og den elskede bedstemor. Hun er nu familie.
Jeg går ud og samler flere æbler til kompot, siger Tilde og træder i haveskoene.
Under æbletræet, i skyggen, ligger Frida. Hvem havde troet, at den elendige krøltop, Inge tog ind fra skraldespanden, ville blive til denne flotte, blankpelsede labrador?
Kærlighed. Det er kærlighed, der redder os, tænker Tilde og rækker Frida en småkage fra hånden.
