En flue summede højt og insisterende på ruden. Jeg åbnede øjnene. En solstråle gled blidt hen over puden og min næsetip. Jeg smilte og strakte mig dovent og blødt. Dynen var varm og hyggelig, og jeg havde slet ikke lyst til at stå op.
Mor, kaldte jeg forsigtigt. Og lidt højere: Mooor!
Mor trådte ind og tørrede hænderne af i sit forklæde.
Vågen, mus? Hvorfor råber du sådan? Hun kom hen til sengen, bøjede sig ned og kyssede blidt min lille næse.
Godmorgen, min dreng! Ud af fjerene, min lille fyr!
Jeg kastede armene om mors hals. Hun duftede af mælk, brød og af alt det gode og trygge. Dengang vi stadig boede i København, var det far, der hver morgen vækkede mig og fulgte mig i børnehave. Vi lavede øvelser sammen, børstede tænder, pjaskede med vand og grinede, mens mor skyndte på os. Men alting ændrede sig pludselig.
En dag hentede far mig ikke. Jeg sad i børnehaven sammen med pedellen, til det blev sent. Mor kom først meget sent, med et rødt og opsvulmet ansigt efter gråd. Hun fortalte, at far ikke kom hjem mere, og at jeg nu var manden i huset. Hvad der præcis var sket, vidste jeg ikke, men sidenhen hørte jeg de voksne fortælle, at han var kørt galt i en lånt bil. For den bil mistede vi lejligheden til nogle ubehagelige mænd. Kort efter flyttede vi til Jylland, hjem til mormor.
Byen var mindre end jeg havde været vant til, men den lå flot ud til en å og sluttede, hvor skoven begyndte. Netop der, inde ved skoven, boede mormor Karen og nu også vi. Morfar havde jeg aldrig kendt; han døde, før jeg kunne huske det, så nu var jeg familiens eneste mand.
Mormor og mor arbejdede på gården. Nu vidste jeg, hvad det egentlig var et stort sted med grise, køer og heste. Mor viste mig alle dyrene, når hun tog mig med på arbejde. Jeg brød mig ikke om stanken, holdt for næsen, mens de to grinede af mig.
Jeg smuttede i kolde hjemmesko og løb ud på gårdspladsen i nattøj. Det var en frisk augustsøndag. Jeg frøs lidt, mens haner galede fra alle retninger. Langt væk hørtes hundenes larm. Mormor staplede ud af stalden og brokkede sig:
Hvem er det nu, der har gravet under hønsegården igen? Måske en ræv?
“Snart er det efterår,” tænkte jeg lidt voksent og bekymret, “jeg glæder mig til at komme i skole!” Hjertet bankede af forventning. Mor og jeg havde gjort klar til skolestart og den nye skoletaske var bare så fed! Jeg lærte at læse denne sommer, men at skrive gik knap så godt endnu.
Vi spiste grød og pandekager til morgenmad.
Asger, mormor og jeg vil i skoven efter svampe i dag. Skal du med, eller er du for lille? Mor smilede skælmsk og blinkede til mormor.
Med jer, selvfølgelig! udbrød jeg, munden fuld af pandekage og kold mælk.
Først ud på formiddagen gik vi af sted. Skoven tog imod os med kølighed. Det var sidst i august, men træerne var stadig grønne. Jeg fandt svampe overalt, men mor forklarede, at ikke alle var spiselige, og hun viste mig forskel på kantarel og fluesvamp. Vi gik længe. Mormor forsvandt længere ind, mens vi råbte efter hende men hun svarede ikke.
Solen var på vej ned, da mor sagde, at vi skulle hjem. Kurven og posen bugnede af svampe. Min lille spand trak i armene, men jeg klagede ikke jeg var jo manden! Vi skulle finde hjem igen, men hvilken vej? Mor virkede pludselig nervøs det så ud til, at hun havde mistet orienteringen.
Asger, hold dig tæt på! Vi prøvede den ene vej sump. Den anden krat. Vi gik tilbage. Skoven dansede rundt med os. Vi råbte på mormor, men vinden i aspen overdøvede alt. Mor satte sig på græsset, usikker. Fem minutter gik. Pludselig raslede det bag os blandt grenene. Buskene skiltes, og der stod en ægte heks. Ja, hun så vitterlig sådan ud! Mor sprang op.
Jeg stod stiv af skræk. Den gamle dame, bøjet helt sammen, slap sin knude brænde og kom tættere på.
Nåh, blev I bange? Bare rolig, jeg spiser ikke små drenge mere! hun blinkede til mor og lo kradsende, så man kunne se hendes tandløse mund. Hendes vorteprikkede næse rystede, hver gang hun grinede.
Er I faret vild? Hviskede eller sagde hun og, uden at vente på svar, svingede hun brænden over skulderen og gik forrest. Så vendte hun sig, glimtede skarpt fra øjenbrynene: Kom så, hvad venter I på?
Vi fulgte hende lydigt. Den gamle styrede sikkert gennem den høje græs, og snart nåede vi en lysning. I det fjerne lå byen. På den anden side kom mormor Karen ud af skoven. Heksen lo sit hæse grin, vinkede og forsvandt mod landsbyen, krumbøjet under sin byrde.
Tak for hjælpen, sagde mor forsigtigt, men heksen viftede bare af hende og småtrippede af sted.
Mormor nåede frem.
Hvor har du været, mor? Mor var ved at græde. Vi var faret vild, godt den gamle dame hjalp os!
Nå, altså, hvordan kan du fare vild i Bøgebakkerne, du løb jo rundt her som barn!
Mormor, var det en rigtig heks? spurgte jeg, forbløffet og stadig bange.
Ej Asger, det var bare Dorte Bondemor! Men hun kan da godt være lidt sur, som en ægte heks.
Om aftenen ved middagsbordet spurgte jeg pludselig:
Mormor, hvorfor kaldes hun Bondemor?
Det er der ingen, der rigtig ved, men hun har heddet det altid. Hun var vist meget tyk som barn, hendes folk havde stort landbrug og meget mad. Hun sad på bænken foran huset, tyggede brød med smør og sukker. Ungerne løb omkring, men hun ville aldrig dele, og derfor havde hun ingen venner. Drengene drillede: Pas på, maven revner og navlen sprækker! Jeg husker hende først som voksen, dengang jeg var ti, og hun nok omkring de tredive. Hun fik sig en kæreste, Knud, og de fik en søn. Men da drengen var otte år, druknede han i åen, hvor de flød træ fra skoven. Bondemors hjerne gik i stykker, og Knud begyndte at drikke. Han frøs ihjel på vejen hjem en vinternat. Bondemor blev lidt sær, boede alene i årtier. Hun holdt en ged og samlede urter, hjalp folk når de spurgte.
Mormor tav, og mor begyndte at rydde af bordet.
Ja, livet er ikke altid let, sagde mor stille. Og jeg følte pludselig medlidenhed med Bondemor.
September var lys og frisk. Morgenerne var kolde, somme tider med rim, men om dagen kunne solen stadig lune som i juli. Luften var klar og ren. Vi havde gravet kartofler op. Jeg havde gået i skole i to uger, for første september glemmer jeg aldrig. Læreren, fru Jensen, var streng, men også meget god, og hun holdt mig i hånden op i klassen, fordi jeg var den mindste.
Vi fik ikke karakterer i første, men fru Jensen roste mig tit og sagde, jeg skulle øve mig mere med at skrive for at få pæn håndskrift. Jeg lærte to drenge på min vej at kende Jeppe og Mads fra anden klasse. Vi gik hjem sammen, og de viste mig en smutvej over engen og gennem Bondemors have. Af og til hentede mormor eller mor mig.
Den dag havde jeg held med mig. Læreren gav mig to røde stjerner i kladdehæftet og sendte mig i skolebiblioteket. Jeg fik udleveret en bog: Det Magiske Ord. Humøret var i top, da jeg forlod skolen. Jeppe og Mads havde flere timer og jeg gik hjem alene over den forfaldne grund, fyldt med gammelt skrammel.
Pludselig hørte jeg en mærkelig lyd. Jeg løftede blikket foran mig stod en flok vilde hunde. Jeg bakkede og ville løbe, men for sent. Hundene havde omringet mig. Den største kom tæt på, snusede til jorden og blottede tænderne. Jeg nåede kun at skrige og i næste øjeblik hoppede den op. Jeg prøvede at beskytte mig med tasken, men dyret rev den ud af hænderne, splittede den ad. Jeg faldt, beskyttede mig med armene, men tandsættet bed hårdt i min skulder, og så blev det sort.
Jeg så ikke, hvordan den gamle Bondemor styrtede over hendes hegn med skovlen i hånden. Hun svingede den mod de vilde dyr. Hundene tøvede, men de var mange, og de havde smag for blod. De gik til angreb. Bondemor skreg, svingede skovlen, men en stor hund sprang op på hendes puklede ryg og bed i nakken. I smerte faldt hun over mig og dækkede mig med sin krop og sit lange, slidte skørter.
Normalt var der tomt på vejene om dagen. Folk var i marken eller på gården. Men dyrlægen og hans hjælper var netop på hjem fra en tur til Tønder for noget medicin til kvæget. Da de nærmede sig byen, opdagede de tumulten ved Bondemors have.
Erik, sving lige hen til Bondemors! udbrød dyrlægen.
Erik bremsede bilen og de løb mod stedet. Synet var rystende hundene var over det hele. Blod og bogstaver lå spredt. Den gamle dame lå med ansigtet mod jorden, hendes arm var bidt ind til benet, og en hund gnavede i hendes nakke. Mændene fór ud og slog efter hundene med hvad de kunne finde. Hunde bed og kastede sig over alt, men dyrlægens jernspade ramte hårdt ned i flokken. Skud og råb lød fra byen folk kom løbende med høtyve og geværer. Hundelederen løftede hovedet, peb, blottede tænder, og flygtede til skovs med hele flokken i hælene.
Bondemor stønne og først da opdagede mændene, at der lå endnu en under hende.
Erik, ring efter ambulance, Bondemor lever, råbte dyrlægen.
Da de løftede Bondemor væk, så de en lille bleg dreng dækket af blod, bevidstløs.
En gylden efterårssol gled hen over puden og min lille næse, da jeg vågnede. De hvide vægge på sygehuset var næsten skræmmende.
Hvor er jeg? Jeg mærkede min arm.
Mor brød ud i gråd og glæde.
Asger, min skat, du er vågen!
Min arm og skulder gjorde frygtelig ondt, men jeg huskede alt.
Mor, har hundene bidt min arm af, kan jeg ikke skrive mere?
Nej, min skat. De rev den kun op. Du er blevet opereret. Det skal nok hele før du skal giftes, jokede mor, du kan takke Bondemor, hun lagde sig over dig og reddede dig. Sov nu, lille ven…
Bondemor blev begravet med hele byen til stede. Hundene havde bidt begge arme og ben, og hendes gamle hjerte kunne ikke mere under operationen.
Dagen efter dræbte mændene i byen i hemmelighed hele hundeflokken fyrre kadavere blev begravet i én stor grav bag byen. Ved skovkanten fandt man hvalpe dem blev fordelt rundt i landsbyens stalde.
Jeg missede kun få uger i skolen. Armen kunne knap skrive, men hver dag trænede jeg. Fru Jensen roste mig, og drengene anså mig som en helt.
Mor og jeg besøgte Bondemors grav og lagde en stor buket blomster.
På navneskiltet stod: Rigtigt navn: Dorthe Pedersen, på dødsdagen nøjagtig 90 år gammel. Mor græd.
Sådan kan livet gå! Tak, Bondemor for skoven, for min søn! Må jorden være dig let!
Til skolekomedien til jul, da en pige kom udklædt som heks, måtte jeg snøfte og liste ud. Min arm gjorde pludselig ondt. Jeg tænkte på Bondemor.
