Én datter til deling

En datter til to mødre
Mellem Karen og Kristian sagde kærligheden bang fra første øjeblik. Vi havde kun kendt hinanden en måneds tid, da Kristian en aften på caféen i Aarhus pludselig sagde:
– Karen, vil du gifte dig med mig?
– Hvordan? Gifte mig? Vi har jo kun været sammen i en måned, sagde jeg overrasket.
– Det er lige meget. Det har været nok for mig til at vide, at du er min skæbne. Der findes ingen andre for mig, du er den eneste, jeg vil have…
– Åh, Kristian… faktisk vil jeg også gerne det, svarede jeg og lagde mit hoved mod hans bryst.
Min mor var mindre impulsiv og spurgte skeptisk:
– Har du nu tænkt dig godt om, Karen? Er du gravid?
– Nej, mor. Vi har bare forelsket os hovedkulds og føler ikke, vi kan undvære hinanden. Det er sådan, det er.
De, som rystede på hovedet over vores forhastede bryllup, indså snart, at vi faktisk var som skabt for hinanden. Det var tydeligt for alle, hvor stor omsorg Kristian havde for mig, og jeg elskede ham dybt og tog mig af ham.
Vores kærlighed var ægte og inderlig, men der var én ting, der skæmmede vores lykke. Vi ønskede brændende at få børn, men den eftertragtede graviditet lod vente på sig.
– Kristian, vi bør nok lade os undersøge. Måske er der en årsag til, at jeg ikke bliver gravid.
– Det synes jeg også, svarede han straks.
Der fulgte mange håbefulde konsultationer, utallige lægebesøg og bønner, men intet hjalp. Karen kunne ikke blive gravid.
– Karen, jeg har tænkt… måske skulle vi tage ud til et børnehjem og adoptere et barn som vores eget?
– Det vil jeg gerne, svarede jeg straks. Jeg havde længe drømt om det, men været bange for, at Kristian måske ikke var med på ideen.
– Så lad os gøre det. Jeg kender faktisk et børnehjem, som jeg tit passerer, når jeg er i Herning på arbejde, fortsatte Kristian.
Da vi kom til børnehjemmet, stod der mange børn forsigtige og trætte men én lille pige, tre år gammel, lyshåret med blå øjne, løb hen til mig og krammede mig om benene.
– Mor, sagde hun glad, og jeg kunne ikke give slip på hende.
Sådan kom at lille Lise flyttede ind hos os. Hun var livsglad og hendes latter slog klukker gennem huset. Jeg følte mig for første gang helt lykkelig mine morsfølelser blomstrede, og jeg elskede Lise inderligt. Kristian forgudede hende.
Vi boede i en lille landsby på Djursland, hvor folk kendte hinanden. De fleste vidste selvfølgelig, at Lise var adopteret. Da hun var lille, havde vi ingen problemer. Men da hun blev ældre og kom i skole, var der nogen, som fortalte hende, at hun var adopteret.
Lise var fjorten, da hun en dag kom hjem og lavede en scene:
– Mor, hvorfor har I ikke fortalt mig, at jeg ikke er jeres rigtige datter? Jeg ved jo, I har hentet mig på børnehjemmet…
– Lise, rolig nu. Vi ville fortælle dig det, når du blev ældre, så du kunne håndtere det. Men nu er der nogen, som har sagt det… det har vi faktisk altid været bange for.
Lise græd og råbte, trak sig ind i sig selv blev mere vred. Hun var midt i teenagealderen, hvor det hele var svært. Hun opførte sig groft mod os, smækkede med dørene og svarede uhøfligt.
Så skete det uventede: Kristian døde. En trafikulykke på vej hjem fra Odense, lige før nytår sne og glat føre tog ham fra os. Jeg kunne ikke fatte det og var helt knust.
Kristian havde ofte været på forretningsrejser, og det var helt normalt, at han sendte et postkort, hvis han blev forsinket, for mobiler fandtes ikke dengang. Da han døde, var jeg 46 år gammel. I stedet for at støtte mig løb Lise ud, kom ikke hjem og gjorde, hvad der passede hende.
Jeg prøvede alt for at finde fællesskabet med Lise, græd og bad hende om ikke at trække sig men jeg råbte aldrig. Sådan fortsatte det. Lise voksede hurtigt op, og en dag, kort efter hun havde afsluttet gymnasiet, sagde hun:
– Jeg rejser til København.
– For at studere?
– Nej… Jeg vil finde min biologiske mor.
Jeg blev stum, måtte sætte mig. Mit hjerte bankede vildt.
– Hvorfor, Lise? Er jeg ikke din mor?
Lise vendte sig om mod vinduet, tav længe.
– Jeg har brug for at vide, hvem hun er. Jeg må forstå, hvorfor hun gav mig bort. Jeg har ret til at få det at vide.
– Det har du, Lise, svarede jeg. Jeg vidste, der ikke var noget, der kunne stoppe hende.
Hun var næsten nitten, pakkede hurtigt sine ting, kyssede mig på kinden og lovede, at hun ville besøge mig. Lise gik ud til busstoppestedet. Jeg stod tilbage, ensom.
Tiden gik. Langsomt og stille. Jeg gik på pension, og de lange vinteraftener sorterede jeg gamle postkort fra Kristian, gemt i en konfektæske med bånd omkring. Det sidste kort, med gran, var gulnet, med ordene på bagsiden: “Ka’re Karen, jeg bliver nok tre dage længere savner dig, knus, din Kristian.”
Jeg strejfede kortet med fingrene, lagde den til hjertet, som om jeg kunne kramme min elskede igen. Der var sket meget siden næsten femogtyve år efter Kristians død.
Jeg sad ofte ved vinduet, blev mere stille med årene, gik mindre ud. Før sad jeg på bænken ved Brugsen og snakkede med de andre damer, nu gik jeg kun sjældent ud, kun for at handle.
Tæpper for vinduerne, tom postkasse, huset stille. Kun når Lise kom med sine børn, blev huset levende, men det skete ikke tit. Ellers var jeg alene. På kommoden stod et billede af Kristian, med lille Lise på armen, begge smilende.
– Åh, Kristian, du gik alt for tidligt, efterlod mig alene, mumlede jeg. Jeg er helt alene nu.
Kun min kat, Mis, brød stilheden hoppen fra vinduet, høj spinden ved mine fødder. Jeg fodrede Mis, drak te, tænkte, jeg måtte snart handle. Jeg så på billedet af Kristian og Lise, mens jeg tog min kop.
Pludselig bankede det på havelågen.
Jeg huskede, hvordan Lise dengang sagde, hun ville til København for at finde sin mor. Jeg genlevede morgenen grå og stille da jeg sad i køkkenet med te, mens nogen bankede.
Jeg tog sko og en striktrøje og gik ud, åbnede lågen. Der stod en kvinde, yngre end mig, med triste øjne.
– Hej… Er du Karen? spurgte hun med rystende stemme.
– Ja, det er jeg. Hvem er du?
Hun tøvede, flyttede vægten fra det ene ben til det andet.
– Jeg er Lisens mor… altså hendes biologiske… Jeg hedder Sine… Undskyld, jeg er lidt nervøs…
Mit indre blev koldt. Lise var ikke længe rejst, og pludselig stod hendes biologiske mor her. Hvordan havde hun fundet mig?
– Har der været noget med Lise? spurgte jeg nervøst.
Sine talte hurtigt og usammenhængende:
– Lise er på hospitalet… I København… noget med maven… Vi gik en tur og pludselig fik hun ondt, satte sig på en bænk og blev bleg, jeg ringede straks efter ambulance.
Vi stod stille, kiggede på hinanden.
– Hun har længe haft kontakt til mig, men har været bange for at fortælle dig det, sagde Sine og snøftede.
– Kom dog ind, sagde jeg hurtigt. Lad os gå indenfor.
Jeg satte te over, og Sine satte sig ved bordet.
– Jeg var kun tyve, da jeg fik Lise. Mine forældre var meget strikse og tvang mig til at opgive hende. Min kæreste forsvandt straks, og mine forældre truede med at smide mig ud, hvis jeg beholdt hende. Jeg skrev mig ud af fødslen… Jeg har levet med det i årevis… Men nok om det. Lise bad mig om at hente dig til hospitalet.
Jeg sprang op.
– Hvorfor ringede hun ikke?
– Hendes telefon blev stjålet eller rettere hendes taske, mens hun sad og ventede på ambulancen. Jeg kom tilbage, men tasken og hendes papirer var væk…
– Åh, min stakkels pige, hviskede jeg.
– Hun gav mig din adresse, sagde: “Find min mor”.
Vi så hinanden dybt i øjnene ingen fjendskab, kun bekymring og træthed.
– Lad os komme afsted, sagde jeg, låste døren og satte i gang.
Bussen føltes langsom. Vi sagde ikke meget i starten, men begyndte senere at tale.
– Jeg er også alene, sukkede Sine. Min mand døde for tre år siden af sygdom. Vi var sammen længe, men jeg kunne aldrig få børn igen. Jeg betragter det som en straf fra Gud for at jeg opgav mit barn.
– Så har vi kun Lise, sagde jeg.
– Ja… en datter til to mødre, svarede Sine trist.
På hospitalet spurgte sygeplejersken:
– Hvem søger I?
– Til Lise Jensen, svarede vi næsten i kor.
– Og hvem er I for hende?
– Mødre, sagde vi begge, og udvekslede et smil.
– To mødre? Nå, I må gerne gå ind.
Bleg og træt lå Lise under drop. Hun smilede, da hun så os.
– Mor… og mor… hviskede hun.
Jeg kyssede hende først.
– Rolig, Lise, jeg er her. Sine satte sig ved sengen.
– Du er aldrig alene, Lise, sagde hun og lagde tæppet over hende.
Vi sad længe. Der blev talt om meget.
Siden havde Lise to mødre, og senere mand og to sønner. Sine og jeg havde én datter til fælles, og vi ses stadig, omend sjældent.
Nu ved jeg, at kærlighed ikke kun handler om blod, men om hjertet man kan være mor på flere måder. Det er nok at holde af.