En datter til to
Jeg husker stadig, hvordan kærligheden mellem mig og Konrad opstod med et brag nærmest som lyn fra en klar himmel. Vi havde kun været sammen et lille måneds tid, da han pludselig på en café i Aarhus så på mig og sagde:
Lise, vil du gifte dig med mig?
Der blev jeg helt paf. Hvordan? Vi har jo kun kendt hinanden i en måned, svarede jeg.
Det er lige meget. Jeg har mærket, at du er mit livs kærlighed. Der findes ingen andre for mig, og det har jeg ikke brug for.
Åh Konrad, jeg siger ja, svarede jeg, og lagde hovedet mod hans skulder.
Mor var selvfølgelig skeptisk og spurgte: Er du nu helt sikker, Lise? Og er du vel ikke gravid?
Nej, mor, det handler bare om kærlighed. Jeg kan ikke undvære ham, og han kan heller ikke undvære mig. Sådan er det bare.
Vi blev hurtigt gift, og folk omkring os undrede sig først over, hvor hurtigt det hele gik, men de kom hurtigt til at indse, at vi passede helt perfekt sammen. Konrad elskede mig dybt, og jeg elskede og passede på ham.
Vores kærlighed var ægte og stærk, men der var en skygge over vores lykke: Vi ville begge utrolig gerne have børn. Men det blev aldrig til en graviditet.
Konrad, vi må nok lade os undersøge, måske er der noget galt, sagde jeg en dag.
Jeg er med, svarede han straks.
En lang række prøver, lægebesøg, håb og bønner førte ingen vegne. Jeg formåede aldrig at blive gravid.
Konrad foreslog en dag forsigtigt: Måske kunne vi tage til et børnehjem og adoptere et barn. Opdrage det som vores eget.
Det vil jeg gerne, svarede jeg med det samme. Jeg havde længe tænkt på det, men turde ikke nævne det for ham.
Så tog vi afsted, til børnehjemmet i udkanten af Odense, hvor Konrad ofte havde kørt forbi på vej hjem fra arbejde. Blandt mange forsigtige børn var der én en lyshåret, blåøjet lille pige, som løb hen til mig og omfavnede mine ben.
Mor! sagde hun glad, og mit hjerte smeltede.
Sådan kom lille Alva ind i vores liv. Hun fyldte huset med latter og glæde. Jeg følte for første gang, at min kærlighed og omsorg kunne komme til livs. Konrad forsvandt helt for hende.
Vi boede i en lille landsby på Fyn, hvor alles liv blev delt, og alle kendte næsten alle. Alle vidste selvfølgelig, at Alva var adopteret, men det var aldrig et problem, så længe hun var lille. Da hun blev ældre, og kom i skole, fandt hun ud af sandheden fra andre børn.
Alva var fjorten, da hun kom hjem fra skole, helt ude af den.
Hvorfor har I aldrig fortalt mig, at jeg ikke er jeres biologiske datter? sagde hun og skreg.
Lille skat, vi ville vente, til du blev ældre, så du kunne forstå det. Vi har altid været bange for det øjeblik, svarede jeg.
Hun græd, trak sig tilbage, og blev mere og mere vred. Puberteten gjorde det hele endnu værre, hun begyndte at tale hårdt, smække døre og fandt ingen ro.
Og så skete det, som jeg aldrig havde turde frygte. Konrad mistede livet i en trafikulykke, på vej hjem fra en forretningsrejse i København, lige før nytårsaften under en voldsom snestorm. Jeg var sønderknust, kunne slet ikke forstå det.
Jeg var fyrre seks, da jeg mistede ham. Alva, i stedet for at støtte mig, begyndte at gå og forsvinde hjemmefra, svarede ikke og blev mere og mere fjendtlig.
Jeg forsøgte at holde sammen på det hele, talte roligt til hende, græd, bad, men råbte aldrig. Vi fortsatte livet sammen, og hun voksede hurtigt op.
En dag, efter hun var færdig med gymnasiet, sagde hun med fast stemme:
Jeg tager til København.
Skal du begynde at studere, min pige? spurgte jeg.
Nej. Jeg vil finde min biologiske mor.
Mit hjerte stoppede. Hvorfor, Alva? Er jeg ikke din mor?
Hun vendte sig bort mod vinduet og sagde: Jeg har brug for at vide, hvem hun er, hvorfor hun forlod mig, hvorfor jeg blev givet væk. Det er min ret.
Det er din ret, svarede jeg stille. Intet kunne stoppe hende.
Hun var næsten nitten år, pakkede sine få ting i en taske, kyssede mig på kinden og lovede at besøge, når hun kunne. Jeg stod og så efter hende, til hun hoppede på bussen. Så blev jeg alene.
Dagen gik langsomt. Jeg var nu pensionist, sad ofte i min stue om vinteren og bladrede i gamle postkort fra Konrad, gemt i den samme gamle chokoladeæske med bånd rundt. Der var ikke mange, men det sidste, med gran på, var gulnet af tiden. På bagsiden stod der: “Lille Lise, jeg bliver et par dage ekstra, savner dig. Kys, din Konrad.
Jeg strøg kortet med rystende fingre, pressede det mod brystet. Det føltes som at holde ham igen, selv om han var væk. Snart var det 25 år siden hans død.
Jeg sad ved vinduet, lod minutterne gå. Før i tiden sad jeg ofte nede på bænken ved Brugsen med de andre kvinder, men nu kom jeg sjældent ud mest for at handle eller hente post. Vinduerne var dækket til, postkassen tom, og huset stille. Det blev kun fyldt af glæde, når Alva kom forbi med sine børn men det skete sjældent. På kommoden står et billede af Konrad med den lille Alva på armen begge smilede.
Åh Konrad, du gik for tidligt. Nu sidder jeg her mutters alene, talte jeg til billedet.
Kun min kat Mikkel brød stilheden, sprang ned fra vinduet og spandt højt. Jeg gav ham mad, drak lidt te og besluttede mig for at gå til købmanden, vendte tilbage til kommoden og kiggede på billedet.
Der kom et slag mod havelågen. Jeg huskede, hvordan Alva dengang havde sagt, hun rejste for at finde sin biologiske mor. Nu oplevede jeg det hele igen, det stille triste morgen jeg sad i køkkenet og drak te, da nogen bankede.
Jeg tog min frakke og gik ud, åbnede lågen. Der stod en kvinde, yngre end mig, med triste øjne.
Goddag Er du Lise? hendes stemme dirrede.
Ja, men hvem er du?
Hun stod og trippede.
Jeg er… Alvas mor hendes anden mor altså hendes biologiske mor Mit navn er Vera Jeg håber, du forstår.
Det frøs indeni mig. Alva var rejst for ikke så længe siden hvordan havde hun fundet hende?
Er der sket noget med Alva, siden du er her? Hun har fundet dig?
Vera talte hurtigt, næsten forvirret:
Alva ligger på hospitalet nu i København, der er noget med hendes mave Vi gik tur i parken, hun fik ondt og satte sig, blev pludselig bleg, jeg tilkaldte straks ambulancen.
Vi stod der bare og stirrede.
Alva fandt mig for længe siden, men turde ikke fortælle dig det, hulkede Vera.
Så kom dog ind, sagde jeg hurtigt. Lad os gå indenfor.
Jeg lavede varm te, og hun satte sig ved bordet:
Jeg var meget ung, da jeg fik Alva. Mine forældre var strenge og tvang mig til at bortadoptere hende. Min kæreste forsvandt, da han hørte, jeg var gravid. Mine forældre truede med at smide mig ud. Så skrev jeg under, og har levet med det lige siden undskyld, men nu handler det jo om Alva Hun ville så gerne have, du kom og besøgte hende på sygehuset.
Jeg sprang op.
Hvorfor har hun ikke ringet?
Hendes telefon blev stjålet eller rettere hendes taske i parken. Ambulancen kom, og jeg måtte tage med, men da jeg kom tilbage, var tasken væk. Sammen med hendes papirer.
Himmelske, min stakkels pige, mumlede jeg.
Alva gav mig din adresse og sagde: Find min mor.
Vi sad der, kiggede hinanden i øjnene ingen fjendtlighed, kun bekymring og træthed.
Lad os tage af sted nu! Jeg låste døren og sagde: Kom, det skal gå stærkt.
Bussen mod København sneglede sig af sted. Først sagde vi ikke meget, men efterhånden begyndte vi at tale.
Jeg er også alene, sukkede Vera. Min mand døde for tre år siden, det var lang og hård sygdom. Jeg fik aldrig flere børn. Jeg tror, Gud har straffet mig for at bortadoptere Alva. Det er min skæbne.
Så har vi kun Alva svarede jeg.
Ja, vi har én datter sammen, sagde Vera bedrøvet.
På hospitalet spurgte sygeplejersken:
Hvem skal I besøge?
Alva Mikkelsen, vores datter, svarede vi begge.
Og hvad er jeres forhold?
Mor, begge to, grinede vi til hinanden.
To mødre? Nå, men kom bare ind
Alva lå bleg under drop, men smilede, da hun så os.
Mor og mor hviskede hun.
Jeg kyssede hende først.
Rolig nu, min pige. Jeg er her, sagde jeg, mens Vera satte sig ved hendes side.
Alt bliver godt nu, du er ikke alene, sagde Vera og rettede dynen.
Vi sad længe og talte om alt.
Siden dengang fik Alva to mødre, senere en mand og to sønner. For mig og Vera blev Alva vores fælles datter, og nu mødes vi alle sammen engang imellem.
Tak for, at du læste med og for din støtte. Jeg ønsker dig alt det bedste og glæde i livet.
En datter til deling