En datter til to
Mellem Kirsten og Konstantin opstod kærligheden som et lyn, fra første møde. De havde kun set hinanden i en måned, da Konstantin oneirisk på en café i København sagde:
Kirsten, vil du gifte dig med mig? og hun blev helt forvirret.
Hvordan? Gifte dig? Vi har jo kun kendt hinanden en måned.
Det er lige meget. Jeg kunne mærke det fra starten, du er min skæbne Der findes ingen andre kvinder for mig.
Åh, Konstantin, jeg egentlig siger jeg ja, grinede hun lavt og trykkede sig ind til hans bryst.
Har du nu været for hurtig, datter? spurgte Kirstens mor, da Kirsten fortalte om beslutningen. Er du gravid?
Mor, hvad tænker du dog! Nej, det handler om kærlighed. Konstantin sagde, han ikke kan undvære mig og jeg føler det samme. Det er bare sådan, det er, mor.
Snart indså alle deres venner, at de to var skabt til hinanden. De boede i et lille landsbyområde i Nordsjælland, og det var tydeligt for naboerne, hvordan Konstantin behandlede Kirsten med omhu. Hun elskede ham og tog sig af ham.
Deres kærlighed var ægte og inderlig, men ét forhold overskyggede deres lykke: De ville så gerne have børn, men den eftertragtede graviditet kom aldrig.
Konstantin, vi må undersøges. Måske findes der en årsag til, jeg ikke kan blive gravid.
Ja, selvfølgelig, svarede han.
Håb, lægebesøg, venten og bønner fyldte deres år, men det var forgæves. Kirsten kunne ikke blive gravid.
Kirsten, jeg har tænkt på måske vi kunne tage til et børnehjem og vælge et barn, som vi kunne opdrage som vores eget, foreslog Konstantin forsigtigt.
Det vil jeg gerne, sagde Kirsten straks, for hun havde længe haft den drøm, men frygtet hans reaktion. Jeg har også tænkt på det
Så lad os gøre det jeg kender et børnehjem, jeg kører forbi det, når jeg er på vej hjem fra arbejde.
De tog sammen til børnehjemmet. Blandt de mange børn sad en lille tøs på tre år lyst hår, himmelblå øjne og hun løb straks hen til Kirsten og omfavnede hendes ben.
Mor! sagde pigen glad, og Kirsten kunne slet ikke give slip.
Sådan blev Lyng, deres datter, en del af deres hjem. Hun lyste op og lo, som en klukkende bæk. Endelig mærkede Kirsten den dybe, varme lykke, modermind følte man spire indeni. Hun elskede Lyng højt, og Konstantin var lige så kærlig.
Alt gik godt. I landsbyen kendte folk hinanden, og alle vidste, at Lyng var adopteret. Når Lyng var lille, var der ingen problemer. Men efterhånden, som hun voksede og begyndte at gå i skole blev hun en dag i fjortenårsalderen oplyst af en kammerat om, at hun ikke var deres biologiske datter.
Lyng kom hjem fra skole og var i vildt hidsigt humør.
Hvorfor har I aldrig sagt, jeg ikke er jeres rigtige datter? Jeg ved, jeg kom fra børnehjemmet!
Ro på, lyng! Vi ville fortælle dig det, når du blev ældre, så det ikke ville ramme dig hårdt. Desværre kom sandheden før vi nåede det Det har vi altid frygtet.
Lyng græd og råbte, efterfølgende lukkede hun sig inde og blev vred. Hun var midt i ungdommens vilde år prekære følelser. Hun blev grov overfor sine forældre, smækkede med dørene, svarede igen.
Pludselig ramte katastrofen. Konstantin døde. Kirsten var knust, da beskeden kom: han var forulykket i en trafikulykke på vej hjem fra Aarhus netop før jul, i en snestorm.
Konstantin var ofte væk på forretningsrejser, og sendte et postkort, når han blev forsinket. Da han døde, var Kirsten kun 46 år. Lyng tog ikke hensyn til mors sorg; hun blev endnu mere voldsom, forsvandt store dele af dagen, svarede groft.
Kirsten prøvede fortvivlet at finde fælles fodslag med datteren, græd og tryglede, men råbte aldrig. Sådan gik dagene. Lyng blev hurtigt voksen. Efter gymnasiet sagde hun pludselig:
Jeg tager til byen, sagde Lyng stille.
Kirsten hævede trætte øjne, holdt et viskestykke i hånden.
Skal du studere?
Nej jeg vil finde min rigtige mor.
Kirsten mistede pusten.
Hvorfor, Lyng? Er jeg ikke din mor?
Lyng vendte sig mod vinduet, tav længe.
Jeg må finde hende. Jeg skal forstå, hvorfor hun forlod mig. Jeg har ret til at vide det.
Det har du, sukkede Kirsten, for intet kunne holde Lyng tilbage.
Hun var allerede nitten. Lyng pakkede sine ting i en lille sportstaske, kyssede Kirsten på kinden og lovede at komme på besøg. Hun gik ud, mod busstoppestedet. Kirsten så efter hende, trist og alene.
Tiden gik. Dagene var langsomme og tyste. Kirsten var nu pensionist; på mørke vinteraftener sorterede hun postkort fra Konstantin, gemt i en gammel chokoladeæske bundet med bånd. Der var få kort, det sidste med gran og for længst gulnet, på bagsiden stod: Kirsten, jeg bliver tre dage længere, savner dig, din Konstantin.
Kirsten strøg med rystende fingre over kortet, holdt det ind til sig, som en omfavnelse af den afdøde. Over toogtyve år var gået. Livet var dybt forandret. Hun sad ved vinduet, blev overvældet af minder. Før havde hun siddet på bænken ved Brugsen, men nu kom hun kun ud for at handle.
Gardinerne var trukket for, postkassen stod tom, huset var tyst. Hjemmet fyldtes med glæde, når Lyng besøgte med sine børn men det skete sjældent. Konstantins billede stod på kommoden: han holder lille Lyng, begge smiler.
Konstantin, hvor tog du tidligt afsted du efterlod mig helt alene, sagde hun til det gamle foto. Helt alene har jeg det.
Huset var stille. Kun katten Tøsen sprang fra vindueskarmen, spandt højt. Kirsten fodrede Tøsen, drak te og besluttede, at i dag ville hun gå til Brugsen. I det hun tog koppen, bankede det på havelågen.
Hun mindedes det morgengrå øjeblik, da Lyng sagde, hun ville rejse ud for at finde sin biologiske mor. Den dag var dyster og tyst. Kirsten sad i køkkenet, te dampede, og så bankede det på havelågen.
Hun tog sko på, snuppede sit uldsjal og gik ud i gården, åbnede havelågen der stod en kvinde, meget yngre.
Goddag… Er du Kirsten? hendes stemme dirrede.
Ja, hvem er du?
Kvinden vuggede.
Jeg er Lyngs mor altså den anden den biologiske, Vera hedder jeg ja, du har nok forstået det.
Kirsten blev kold, indeni. Lyng var rejst og nu stod hendes mor her, hvordan havde hun fundet dem?
Er der sket noget med Lyng, siden du står her? Kirsten blev forskrækket hun har jo fundet dig
Vera talte hurtigt og uroligt:
Lyng er på hospitalet i byen, noget med maven vi gik i parken, og hun satte sig, blev hvid, jeg ringede straks til akutmodtagelsen.
De stod tavse, så på hinanden.
Lyng har længe kendt mig, men turde ikke fortælle dig det Vera snøftede.
Kom ind, vågnede Kirsten. Lad os gå indenfor.
Kirsten lavede te, Vera satte sig og fortalte stille:
Jeg var meget ung, da jeg fik Lyng. Mine forældre var strenge og tvang mig til at opgive barnet. Min kæreste forsvandt, og mine forældre truede med at smide mig ud. Jeg skrev under på opgivelse i fødeafdelingen jeg har levet med det hele mit liv. Men det er ikke det, nej Lyng bad dig komme til hospitalet.
Kirsten rejste sig hastigt.
Hvorfor ringede hun ikke selv?
Hendes telefon blev stjålet, sammen med tasken i parken. Da ambulancen kom, blev hun kørt væk. Da jeg vendte tilbage, var hendes taske væk
Åh, min stakkels pige, hviskede Kirsten.
Lyng gav mig din adresse og sagde: “Find min mor.”
De to kvinder sagde ikke meget, men deres blikke mødtes ingen fjendskab, kun bekymring og træthed.
Lad os komme af sted, sagde Kirsten og låste døren hurtigt, afsted.
Den gamle bus gennem Nordsjællands drømmeagtige landskaber, kørte langsomt; først var de stille, men begyndte at tale.
Jeg er også alene, Vera sukkede. Min mand døde for tre år siden, lang sygdom. Jeg kunne ikke få flere børn. Jeg ved, det var min straf for at opgive Lyng ja, det har jeg altid følt.
Så har vi kun Lyng, sagde Kirsten.
Ja vi har én datter til to, Vera smilte trist.
På hospitalet spurgte sygeplejersken:
Hvem søger I?
Vi er her for Lyng Jensen, svarede de i kor.
Hvem er I?
Mødre, igen svarede de ens, kiggede på hinanden og lo.
To mødre? Jamen, værsgo.
Lyng lå bleg under droppet. Da hun så dem, smilede hun svagt:
Mor og mor hviskede hun.
Kirsten kyssede hende først.
Rolig, min pige, jeg er her, Vera satte sig.
Du er ikke alene, Vera rettede dynen.
De blev hos Lyng længe, og talte om meget.
Siden havde Lyng to mødre. Senere fik hun mand og to sønner. Kirsten og Vera havde én datter til fælles. Af og til samles de alle flydende mellem tid og minder, i livets drømmeagtige rum.
Tak fordi du læste med, og held og lykke til dig.
En datter til to