Ude i fortiden, dengang verden syntes mere enkel, sad Astrid ofte tilbagelænet i hjørnesofaen på den lille café ved Gothersgade med sin cappuccino og en cremet wienerbrød. Det var hendes lille morgenritual, før hun gik på arbejde. Udenfor dryssede sneen stille ned, og gennem vinduet kunne man ane de dæmpede lyde fra en begyndende dag i København.
Astrid tog en tilfreds slurk af sin varme kaffe, da to unge kvinder satte sig ved bordet overfor hende. Deres stemmer lød fortrolige; de var tydeligvis veninder.
Prøv at høre, jeg rendte ind i min ekskærestes nye kæreste forleden, sagde den ene og satte håret om bag øret. Altså, hun er da ikke noget at skrive hjem om! Hvad mon han ser i hende?
Måske laver hun verdens bedste stegt flæsk? Eller er hun bare virkelig god i sengen? fniste den anden.
Arh, kom nu! Se, jeg har et billede af hende på Facebook. Hun er altså ikke videre køn.
De smålo, og Astrid tav. Pludselig brød gamle stemmer frem fra hendes erindring hendes mors sagte ord til hendes far, den gang Astrid kun var syv: Vores Astrid bliver nok aldrig nogen skønhed. Hun skal nok gøre sig bemærket med sine evner.
Voksenlivet havde lært Astrid at passe på sit ydre, men ligegyldigt hvor omhyggelig hun var, var der altid noget, der manglede. Hendes mor plejede at sige: Op med hagen, min pige. Du vinder verden med dit hoved, ikke med dit ansigt. Sørg for en god uddannelse, så du ikke ender alene.
Som barn skammede hun sig over sin lemfældige figur og sit korte hår. På universitetet lærte hun at klæde sig med stil og lægge makeup, og hun fik endda en kæreste. Men han morede sig ofte med at gøre grin med hendes flade numse og store fødder. Langsomt begyndte Astrid at tro, at uanset hvor begavet hun var, ville ingen rigtig elske hende. Hun fandt sig i det og levede sit rolige, anonyme liv.
Da kaffe og wienerbrød var fortærret, hastede hun mod jobbet. I frokostpausen skulle hun over forbi sin veninde Karen på Østerbro for at fodre katten og vande blomsterne. Karen var rejst til Skagen i nogle uger, og hendes mand var sjældent hjemme. Hvis de ved et tilfælde mødtes, ville han næppe lægge mærke til Astrid, havde Karen sagt, inden hun tog på ferie.
I Karens hyggelige lejlighed fodrede Astrid først den søvnige kat, Misser, og gik så i gang med at vande blomsterne. Fra naboens lejlighed lød svagt radioen med en gammel dansk sang, hun kendte. Astrid begyndte ubevidst at synge med: Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk Hun mærkede pludselig en lethed, dansede forsigtigt lidt rundt blandt blomsterne og betragtede sig selv i spejlet med et lille smil.
Pludselig gik døren op, og to mænd trådte ind. Det var Karens mand, Henrik, sammen med vennen Christian. Begge stod de forbløffede og så på Astrid.
Hej Astrid. Det her er Christian. Vi skulle bare hente nogle papirer. Du dansede nu ellers vældig flot. Undskyld, vi forstyrrede, sagde Henrik med et venligt grin.
Jeg det Karen bad mig om at hjælpe.
Rød i kinderne hastede Astrid mod døren, men snublede over Misser og røg langstrakt ned på gulvet. Alting blev sort.
Næste hun huskede, var et hospital lyset hvidt og sterilt.
Hej, hvordan har du det? Jeg hedder Freja, sagde kvinden i nabosengen muntert. Lægen siger, du har fået en let hjernerystelse, men alt er okay. Der har været en bud forbi med en kurv, og også en ung mand med blomster.
Tak, var alt Astrid fik fremstammet.
Langsomt gik hun hen til vinduet, åbnede posen og fandt frugt, juice og hendes elskede wienerbrød. Hun tænkte, at Karen og Henrik stod bag. Da hun rakte ud efter blomsterne, opdagede hun dog en seddel: Kære Astrid, god bedring. Så køn en pige hører ikke hjemme på hospitalet. Vil du med på blomsterudstilling? Nej er ikke et svar! Christian
Astrid begravede ansigtet i de hvide krysantemum, lukkede øjnene i ren lykke og løb hen for at give sin værelseskammerat et spontant kram.
Skønhed behøver ikke at være larmende eller påtrængende. Hver kvinde har sin egen. Den kan skinne som en stille varme indefraDa hun senere sad alene, kiggede hun på den håndskrevne seddel igen. Christians krøllede bogstaver fik hende til at smile, og for første gang i lang tid mærkede Astrid en boblende forventning i brystet. Udenfor begyndte sneen at smelte, store dråber trillede ned ad hospitalsruden, som om verden langsomt åbnede sig på ny.
Da sygeplejersken kom ind med aftensmaden, nynnede Astrid svagt for sig selv. Hun tænkte på, hvor meget der kunne ske, bare man vovede at danse midt i en stue uden publikum, uden forbehold, kun med sig selv. Måske havde hendes mor haft ret i én ting: Verden vinder man med hovedet, men også med hjertet og med modet til at åbne døren, når nogen banker på.
Astrid tastede Christians nummer ind på telefonen og trykkede send, mens hun mærkede hjertebanken i hele kroppen: Blomsterudstilling lyder vidunderligt. Jeg tager mit pæneste smil (og ingen hospitalsskørter) hvornår henter du mig?
I det øjeblik blev Astrids verden større, ikke fordi hun havde lært at skjule det, der var anderledes, men fordi hun endelig havde fundet mod til at vise det frem. Uden for hospitalet begyndte solen at bryde igennem, og i vindueskarmen foldede krysantemummerne sig op i et stille, strålende lys.
