Bekendte ville gerne med på vores sommerferietur i bilen og lovede at betale deres del. Da vi ankom, sagde de: I skulle jo alligevel den vej.
Det hele startede som enhver anden ferieplanlægning. Min kone og jeg, vores pålidelige crossover, en rute på over tusind kilometer hver vej, og en spirende forventning om frihed på hjul. Vi har altid elsket bilferier for deres frihed: du styrer tempoet, holder pause hvor du vil, tager små omveje efter humør. Ingen faste togtider, ingen grædende børn i nabokupeen eller forsinkede fly.
Men denne gang lavede vi en klassisk bommert: vi kom til at nævne vores planer for andre.
Til en fælles middag, hvor der var pænt blandede folk, kom jeg til at fortælle, at vi om et par uger skulle sydpå. Selvfølgelig i vores egen bil.
Hov! Hvilke datoer? lød det straks fra et par overfor.
Det var Per og Kamilla. Vi var ikke tætte venner blot folk vi så af og til i fælles selskaber.
Vi kører den 15., svarede jeg uden skyggen af mistanke.
Hvor pudsigt, det passer med vores ferie! udbrød Per og lagde kniven fra sig. Vi har ferie fra den 16., og vi ville tage toget, men der findes kun de værste pladser tilbage. Kan vi ikke køre med jer? Vi deler benzinen, og det bliver sjovere! Vi er nemme at have med, ingen dramaer.
Jeg så hen på min kone hendes blik sagde tydeligt nej. Jeg begyndte lidt tøvende på, at bilen allerede var fuld og at vi tog det i lavt tempo med mange stop.
Årh, vi har kun én kuffert til deling! blev Per ved. Benzinen er jo dyr som guld, så det er jo win-win for alle. Hjælp os nu! Vi er jo ikke fremmede.
Så vi sagde ja. Besparelsen på benzinen blev udslagsgivende, og så var det også svært at sige direkte nej. Vores eftergivenhed skulle koste os dyrt de kommende to uger.
Vil du undgå bøvl, så vær ikke alt for hjælpsom
Vi aftalte at mødes foran vores opgang klokken fem om morgenen. Min kone og jeg stod klar; bilen var pakket med vores tasker, lidt vand, værktøj og tæpper. Per og Kamilla dukkede op næsten 40 minutter for sent.
Undskyld, taxaen var langsom, sagde Kamilla uden at se spor skyldig ud, mens hun slæbte på en enorm kuffert og flere poser med snacks.
Vi aftalte ellers ikke for meget bagage, udbrød jeg.
Nå ja, men hun er jo en kvinde hun skal kunne skifte tøj, grinede Per.
Det blev et Tetris-spil at få det hele til at være der.
Efter en time begyndte mareridtet. Kamilla fik det for varmt så røg airconditionen på fuldt blus, og straks frøs Per. Min musik var ikke et hit. Der kom løbende ønsker om stop: WC, kaffe, benene strakte, rygepause.
Min nøje planlagte rute beregnet så vi undgik trafikkaos røg i vasken. I stedet for få planlagte pauser kørte vi som en bybus med stop for hvert hjørne.
Kulminationen kom ved en tankstation.
Jeg fyldte helt op det løb op i 3.500 kroner og gik tilbage til bilen. Per sad og gnaskede en fransk hotdog.
Skal vi lige dele udgifterne? spurgte jeg.
Vi kan ordne det til sidst, så vi ikke skal bøvle med småpenge, svarede han bare.
Det skurrede, men min kone hviskede: Lad det ligge, de betaler nok ved ankomst. Jeg sagde ikke mere og betalte også selv for de dyre motorvejsetaper og broen ingen spurgte til beløbet.
På hele turen spiste de deres mad, der dryssede krummer ud over sæderne. Når jeg forsigtigt bad dem være lidt mere forsigtige, grinede de bare:
Slap nu af, det er jo bare en bil, du kan jo støvsuge den bagefter.
Vi ankom sent om natten, drænet mest af selskabet.
Vi kørte jo bare sammen
Om morgenen, udhvilede, mødtes vi i fælleskøkkenet. Jeg fandt min notesbog frem med alle udgifter.
Okay, sagde jeg roligt. Benzin: 12.000 kroner, motorvejsafgifter: 2.500. I alt: 14.500. Delt i to: 7.250 fra jer.
Per hostede i teen, mens Kamilla spærrede øjnene op.
Siger du, vi skal af med syv tusind? Mener du det? udbrød hun.
Ja, sagde jeg. Det aftalte vi: deles om det hele.
Per satte koppen og svarede:
Du skulle jo have kørt alligevel! Du havde brugt de penge under alle omstændigheder. Det er din bil, det er din benzin, vi sad bare med.
Hold nu, sagde jeg irriteret. Vi aftalte betingelserne på forhånd. Jeg har tilpasset alt undervejs efter jer.
Der var da ikke noget besvær! fnøs Kamilla. Det var jo hyggeligt. Vi troede, det var som venner. Hvis vi havde vidst det, havde vi taget en bus billigere.
En anden chauffør havde smidt jer af for alt det bøvl og griseri, kunne min kone ikke lade være at sige.
Hør nu her, sagde Per. Vi kan give et symbolsk beløb, tusind måske halvandet. Men halvdelen? Det er vanvittigt. Vi har altså også et budget.
Jeg rejste mig:
Lad være. Behold pengene. I kan bare sige, jeg har givet jer turen. Men hjem må I selv finde ud af.
Mener du det?! udbrød Per. Vi havde jo en aftale om både ud og hjem!
Vores aftale handlede om lige betaling. Det svigtede I. Hav en god ferie.
Ferien hver for sig og hjemturen
De ti næste dage undgik vi næsten hinanden, selv om vi boede i samme sommerhusområde. Et par gange så vi dem på stranden; de vendte demonstrativt ryggen til.
Dagen inden hjemturen modtog jeg besked fra Per: Kom nu, vi giver tre tusinde for ud og hjem. Lad os følges, Kamilla bliver køresyg i bus.
Jeg svarede ikke.
Vi pakkede stille og roligt, tjekkede olie og kørte ved daggry. Hjemturen var en fornøjelse: vores egen musik, præcis de stops vi ønskede, og fredelig stilhed.
Senere fandt jeg ud af, gennem venner, hvilket frygteligt menneske jeg var blevet. At jeg havde efterladt venner i nød i Sønderjylland for et par tusinde kroner. Per og Kamilla måtte hoppe fra bus til bus, brugte penge og nerver, og siden taler de meget gerne dårligt om os.
Men vi lærte lektien. Når nogen nu antyder: Kan vi køre med jer til sommerhuset? svarer jeg høfligt men bestemt: Vi rejser helst bare os to.Og den frihed, vi fik tilbage, var alle rygter og sårede følelser værd. På næste bilferie åbnede vi vinduet, lod sommerluften blande sig med latteren, og hver eneste kilometer føltes uendeligt lettere. For vi vidste nu, at nogle gange er det bedste selskab hinanden og måske et godt soundtrack. Resten kan tage toget.
