Den morgen forlod min mor hjemmet, som hun plejer. Hun sendte mig en besked for at høre, om jeg havde spist morgenmad. Jeg svarede: “Ja, vi taler senere,” og fortsatte med mit arbejde. Der var ingen sygdom, ingen hospital, ingen bekymringer, ingen farvel. Bare en helt almindelig dag. En af dem, man er sikker på, ikke ændrer noget.
Klokken 16 fik jeg et opkald fra et ukendt nummer. Det var naboen, Karen, hendes stemme var anspændt: “Din mor har været ude for en ulykke.” Jeg spurgte, hvor hun var, og Karen sagde hvilket hospital. Jeg tog afsted med det samme. De fortalte mig, at hun var faldet på gaden, slået hovedet, og intet kunne gøres. Det var det ingen drama, ingen sidste ord.
Der var ikke sidste sætninger. Ikke en eneste omfavnelse. Ingen tid til at sige noget. Jeg stod, stirrende på en hvid væg, mens de forklarede papirer, underskrifter, procedurer. Jeg ringede til mine brødre, stemmen dirrede, og sagde det sværeste: “Mor er død.”
Den virkelige sorg ramte ikke på hospitalet. Det kom da jeg trådte ind alene i hendes lejlighed for at samle hendes ting. Skabet stod åbent med tøj, der ventede på at blive vasket. Hendes sandaler stod stadig ved døren, pungen hang bag stolen, indkøbene var halvt pakket ud. Alt var frosset i det øjeblik, livet stoppede.
Jeg tog en af hendes bluser for at lægge den ned i tasken, og duften af hendes typiske sæbe ramte mig. Jeg blev stående, med blusen i armene, helt ude af stand til at bevæge mig. Jeg satte mig på sengen og lod blikket hvile på gulvet. Vreden kom snigende.
Så kom de små ting, der svider mest: at ringe til hendes nummer af vane, men huske, at det ikke længere findes; at komme hjem fra arbejde uden nogen, der spørger, om jeg er kommet godt hjem; at passere hendes hjem uden at gå ind. Ingen forbereder dig på den stilhed.
Alle siger: “Det var tiden,” “Gud har sine grunde,” “Nu hviler hun.” Men jeg mærker ikke fred. Jeg mærker fravær. Jeg mærker, hun gik på en tilfældig dag uden tilladelse, uden advarsel, uden tid til at berolige mit hjerte.
Og det gør mest ondt: Der var ikke et farvel. Bare et brat, tørt snit.
Forleden dag forlod min mor hjemmet, som hun plejer hver morgen. Hun skrev til mig for at spørge, om jeg havde spist morgenmad. Jeg svarede “ja, vi taler senere” og fortsatte med mit arbejde. Det var ikke noget særligt.