Altså, det kunne jeg bare aldrig klare. At passe sådan en, der bare ligger man kan jo få et nervøst sammenbrud af de plejekrævende! Sådan nogle skal afleveres et sted, hvor de hører til! Og se ikke sådan på mig! Jeg gider ikke alt det blødsødne pis, vel? Med dyr afliver man da, og ingen siger noget til det. Men vi danskere, vi skal altid være så pokkers humane! I et eller andet land bærer man gamle op på et bjerg, langt væk, og lader dem blive der. Der er… begyndte Antonina, men hun blev straks afbrudt af Lyng, som sagde:
Tonia, hvordan kan du overhovedet sige sådan noget? Det er jo vores mor! Hvilket bjerg?! Hvad bilder du dig ind?
Først og fremmest er det jo ikke min mor, det er jeres. Hun er min mands mor, hvilket altså er lidt noget andet. Og skulle hun være min, ville jeg stadig give slip, når det gik så vidt. Se, det er let nok at passe små børn de er søde, ikke? Men en voksen der bliver hjælpeløs? Helt ærligt, lugter dårligt og alting! Ingen håb tilbage. Jeg ville egentlig også lige spørge … hvad med hendes lejlighed nu, hvor du tog hende hjem til dig? Altså, den står jo bare tom burde du ikke sælge den, inden priserne falder? Vi har jo Vasken, som skal læse videre, og Peter, der vil giftes. Det er jo os, der har brug for boligen. Du fik også først barn ret sent hvor gammel bliver hun, før hun kan flytte hjemmefra? Ville det ikke være fair at lade din bror få lejligheden, og … Antonina nåede ikke at sige mere.
Lyng! Er du her, min pige? lød det inde fra værelset.
Du må hellere gå, Tonia. Mor er vågen sagde Lyng og skubbede let sin slægtning mod døren.
Hovedet dundrede. Mor havde det dårligt, havde ikke sovet i tre nætter. Men Lyng kunne ikke lade være med at tænke: Hørte hun mon vores samtale? Hvor er det pinligt …
Lyng gik ind i værelset. Hun skulle have åbnet vinduet, men mor frøs jo altid, selv midt om sommeren, og måtte pakkes ind i sjalet. Da hun hørte Lyngs skridt, vendte hun sig svagt om, løftede sig anstrengt op i sengen, forsøgte at ordne sit grå hår. Lyng kiggede på morens hænder grove, store, nærmest som luffer, men med fine, tynde håndled, hvor blå årer snoede sig som smykker. Moren pillede ved sjalets frynser, og hendes øjne stirrede hjælpeløst ud i ingenting. Hun kunne intet se, sagde lægerne, måske kunne en smule syn vende tilbage på det ene øje, men Lyng troede ikke på det mere. Hun ordnede rutinemæssigt sengetøjet, fodrede moren, der efter maden krøb sammen som et barn og faldt i søvn. Lyng gik til lægen, udmattet i hoved og sjæl hun ville bare væk fra det hele, hvis hun kunne.
Hun klagede længe: Ingen bedring, alt var tungt. Lægen en myndig, skægget mand udfyldte sine papirer, uden at se op. Endelig mødte han Lyngs blik, trætte øjne.
Det er vel arbejdet, meget af det … Der er vel nok at lave for dig? stoppede Lyng sig selv.
Vi mangler altid hænder her. Hvis jeg som læge kunne hælde ét mirakelmiddel på flasker og give alle det, så ville køen blive kortere og der var færre sygdomme, sagde han med et skævt smil.
Hvilket mirakelmiddel? Kan det skaffes? spurgte Lyng, forpint.
Ungdom, selvfølgelig. Hvorfor bliver du trist? Du er træt, det forstår jeg. Men har din mor egentlig nogensinde klaget? Gik hun til dig om natten, da du var barn og syg? sagde lægen, tog brillerne af.
Lyng sukkede. Billeder flød forbi i hukommelsen. Hun så sig selv som otteårig ligge syg i sengen, moren bærende hende rundt i armene, selv udmattet men hun gjorde det. Kom med te med citron, fandt tyttebær og lavede saft, selv midt om natten. Hvor hun fandt tyttebærrene, vidste ingen. Om morgenen faldt feberen, Lyng sov, og mor gik direkte på arbejde hun havde altid to-tre jobs, så Lyng kunne få det bedste.
En december husker Lyng, de stod foran en butik. Der hang en sølvskinnende kjole, glimtende i vinduet. Moren stod længe og så på den, henført, men vendte sig så, strøg Lyng over kinden og gik videre med hende for at købe vinterfrakke og nye støvler. Til sig selv købte moren aldrig noget. Og så var der engang en kage lille, men smuk, hvid og lyserød. Dengang, hvor alt var rationeret, var sådan en kage som et eventyr. Lyng spiste næsten det hele selv moren fik blot lidt glasur. Da Lyng så skyldfuldt på hende, tog moren hende bare ind til sig: Bare rolig, skat, vi skal nok klare den jeg køber en mere til dig næste gang.
Børn vokser op og glemmer, hvor meget deres forældre har ofret. Du var selv lille og hjælpeløs engang, ikke? Nu er det bare din mor, der er blevet som et barn. Hvis hun pludselig ikke var her mere, hvad så? Ville du blive lykkeligere? spurgte lægen, denne gang med en hård tone.
Nej… nej, jeg … Lad os gøre, som du siger. Undskyld det var ikke meningen! Jeg kommer igen senere, stammede Lyng og fór ud fra lægens kontor, kinderne brændte.
Hvad havde hun gang i? Bare tanken om at miste moren fik hendes indre til at krympe. Uanset at hun var voksen og selv mor uden moren, var hun intet. Hvor mange gange havde hun ikke grædt med hovedet i morens skød? Eller holdt ud til det var overstået, fordi hun vidste, hun kunne tage hjem til mor som altid trøstede, støttede, hviskede gode råd. Telefonen ringede. Det var Jesper, broren.
Hvad vil du? Tonia var her. Vil I have lejligheden? Tag det hele! Jeg er træt af det, jeres evige pengesnak. Mor elsker dig jo! Hun spørger altid til Jesper. Men hvem plejede dig, da du lå syg i tre måneder? Hvorfor siger du intet? Det var mor! Hun har slidt for os begge sagde Lyng vredt og smed røret på.
Hun gik gennem regnpytter, uden at se dem. Tårerne løb ned ad kinderne. Foran et butiksvindue standsede hun. Kjolen lignede den fra barndommen. Hun styrtede ind.
Den er kun tilbage i den her størrelse, desværre, du får den ikke på, sagde ekspedienten undskyldende.
Det ved jeg. Pak den ind den er ikke til mig, men til min mor. Hun er så fin og slank nu, jeg kan se, den vil passe hende! sagde Lyng og smøgede næsen.
Ekspedienten blinkede forvirret. Kjolen var smuk, festlig men alligevel. På vej hjem købte Lyng sådan en kage som fra barndommen, hvid og lyserød. Moren kunne ikke se den længere, men Lyng ville fortælle, hvor yndig den var.
Hun nærmest sprang op ad trappen. Åbnede døren. Inde fra værelset lød datterens sang. Lyng gik derind; Tanja sad ved siden af mormoren, aede hende over håret og sang blidt. Moren smilede.
Kom, Lyngen, kom og hvil dig, min kære datter. Du er så træt, og jeg slider dig jo op, sagde moren, famlende efter Lyng.
En klump samlede sig i halsen, hun kunne ikke trække vejret. Prøvelser får alle, men ikke alle klarer dem med værdighed. Hun, Lyng, havde næsten fejlet.
Mor … sagde hun bare og gemte ansigtet i morens hænder.
Det var lige her, man mærkede det: Så længe forældrene lever, er vi børn. Når de ikke er her mere, er vi for evigt forældreløse uanset om vi er ti, tredive eller tres. En mor kan ikke erstattes.
Mor. Jeg har købt kjolen til dig. Den, du så i vinduet dengang. Sølvglimtende. Og kage. Nu skal vi klæde dig fint på og drikke te sammen, og du bliver min smukkeste pige! sagde Lyng, mens hun forsigtigt frittede morens hår ud.
Moren rodede ved kjolen, smilede forsigtigt. De klædte hende på, Lyng lavede hår, Tanja hentede parfume og lagde lidt læbestift. Satte te over.
De fortalte minder og drak te. Og Lyng fyldtes af kærlighed hendes mor var så smuk! Der var en ro over hendes ansigt, en kærlighed, som sjældent fandtes mere. Også i smerte klagede hun ikke én eneste gang. Da bankede det på døren. Jesper stod der, med blomster og en ananas.
Hvorfor pokker er ananasen med? udbrød Lyng.
Mor længtes en gang efter ananas, men der var ikke penge. Nu skal hun have det hver dag, hvis hun vil! Og du skal ikke tage Tonia så tungt. Lad mor blive så længe hun kan jeg skal ikke bruge nogen lejlighed. Når hun får det bedre, kan hun flytte til mig. Vi skal have masser af kage sammen, sagde Jesper.
Han trådte ind, tog morens hånd, beundrede kjolen. Moren smilede, som om hun ikke havde været syg.
Dagene skiftede for Lyng. Hun forestillede sig, hvordan det ville være uden mor og kæmpede derfor for hver eneste dag hun fik med hende. Forfærdeligt bange for at miste hende. Hver dag bad hun: “Bliv hos os, ligegyldigt hvordan.” Og hun gav ikke op.
Hun smed tristheden ud af hjemmet, forsøgte at smile mere. Fortalte sjove historier, lovede moren at hun snart skulle stå op og gå. Gjorde hver dag til en lille fest pustede balloner op med Tanja, sang sange, som moren elskede. Selv begyndte moren at synge med til sidst.
Du har da vist noget gult på i dag, ikke? spurgte moren en dag.
Lyng tabte karkluden. Hun havde en gul kjole med små blomster.
Du kan se! Gud, hvor er jeg lykkelig! udbrød Lyng og kastede sig i armene på hende.
Langsomt, langs væggen, begyndte mor at gå igen. Det var en ubeskrivelig glæde. Lyng insisterede på, at hun blev boende sammen. Tre piger hun, mor og Tanja skulle bo sammen. Så meget at lære endnu! Mor havde lært hende at bage, men aldrig brød hendes brød brændte altid på. Jesper kom forbi, stor som en bjørn, bar moren ud i gården, satte hende på bænken, satte sig hos hende. Lyng glædede sig over, hvor fin hendes mor var ny frakke, nydelig hue. Lignede næsten en barnepige.
Endelig fandt Lyng ro. Et skridt ad gangen alt kunne lykkes, bare mor ville blive. For uden hende blev verden grå. Mødre ER både vand, lys og varme.
Hvad mere kan man ønske? At mødres hjerter må slå altid. At de får omsorg og overraskelser, buketter på grå dage, en ny kjole. For det er ligegyldigt, om den bare hænger i skabet hver kvinde frydes over det, selv i alderdommen. Parfume, læbestift.
Og så de vigtigste ord, som aldrig kan siges for tit:
Jeg elsker dig, mor. Vær altid her, mor! Du er det bedste, jeg har i livet.
