Kom hjem efter et år
Da jeg gik ud på trappeopgangen for at smide skraldet ud, sad han stadig lige foran døren. Min Knud. Rød, selvhøjtidelig, med blændende hvid skjorte på brystet og det der helt besondere, halv-dovne og nærmest drillende blik. Som om han ikke for bare et par timer siden var stormet ind i køkkenet og havde væltet låget af gryden. Jeg nikkede til ham han værdigede mig ikke så meget som et øres vip.
På vejen tilbage var måtten tom.
Panikken indfandt sig ikke straks. Han kunne jo sagtens være gået en etage ned og lagt sig foran en fremmed dør, sådan som han havde for vane. Jeg kaldte. Gik etagerne rundt. Tjekkede alle trapper og snusede ud i gården. Intet.
Knud var aldrig sådan én, der for vild. Han holdt sig til sin daglige rute: opgangen, bænken ved indgangen, busken med katteurt og hjem igen. Han var hverken interesseret i biler, duer eller andre katte. Bare observerende. Og pludselig var han som sunket i jorden.
Hen på aftenen havde jeg været hele gården rundt. Jeg kaldte, fløjtede og rystede med foderposen, selvom jeg så lettere vanvittig ud. Ingen respons. Kun ældre naboer vinkede medfølende gennem opgangens vinduer.
Ikke vendt hjem endnu?
Nu har han været væk en hel dag.
Tja, katte er jo deres egne, du ved
Nej. Han var ikke bare en kat. Han var hjemmevant. Vores. Ikke én eneste gang i syv år var han forsvundet.
På tredje dagen begyndte jeg at hænge sedler op. På hver sædel billeder af Knud: på vindueskarmen, i en rund krølle, stirrende ind i kameraet med sin karakteristiske utilfredse mine. Folk ringede. Nogen var nysgerrige. En mand påstod endda, han havde set en rød kat på torvet i et anden bydel. Jeg tog selvfølgelig afsted. Spildte en time. Det var en hund. Rød, javist. Men ikke Knud.
Efter en uge kom det frem, at der var begyndt at hænge nogle unge i opgangen om aftenen. Én havde spurgt, hvis kat det var, der sad på femte sal. Med ordene: Meget tam, meget stille den må da være dyr
Tror du, de har taget ham?
Det er sgu nok, sagde jeg. Og for første gang lod jeg tårerne få frit løb.
Der gik en måned. Og én til. Jeg forsøgte at distrahere mig selv, gik på arbejde, lyttede til hæle der klikkede og døre der smækkede ude i opgangen. Hver gang røg hjertet op i halsen måske var det ham. Men nej.
Hans madskål røg i skabet med tiden. Men tæppet lod jeg ligge. Vaskede det, tørrede, foldede ud igen. Bare for en sikkerheds skyld. Hvad nu hvis
En dag kom min veninde forbi, slæbende med en killing. Grå, livlig og konstant miavende.
Du kan da ikke blive ved at gå rundt og sørge sådan, sagde hun.
Jeg beholdt den lille fyr. Kaldte ham for Birk. Han var fræk, kærlig og skør på den gode måde. Men ikke Knud. Hver gang jeg aede Birk, rumlede tomrummet i brystet. Ikke fordi han var forkert men fordi hjertet stadig huskede den gamle.
Der gik næsten et år. Vinter. Sne til knæene, is på fortovene. Jeg kom hjem fra arbejde og sled en overfyldt indkøbstaske op ad trappen, bandede over de glatte trin og opdagede selvfølgelig for sent, at jeg igen havde glemt at købe te. Pludselig hørte jeg noget, der lød som blid kradsen. Næsten ingenting.
Jeg frøs midt i trappetrinnet. Gik mod døren. Åbnede.
Der sad Knud på måtten. Mager, snavset, frynset til i ørerne af frost, og poterne rystede. Men i øjnene det blik. Som om han sagde: Nå, hvor har DU så været hele det år?
Jeg troede ikke mine egne øjne. Satte mig på hug. Rakte hånden frem.
Knud?
Han sagde ikke et mjav. Bare rejste sig, slentrede hen og borede panden ind i min håndflade.
Jeg begyndte at tude. Der, i opgangen, med tasken og rugbrødet, gennemblødt vinterjakke og det hele. Tårerne løb ned over kinderne, mens han gned sig op ad mig tydeligvis heller ikke helt overbevist om, at det virkelig skete.
Jeg lukkede ham ind. Varmt vand. Bad. Foder. Han åd, som om han aldrig havde set mad før. Så hoppede han op i stolen og faldt i søvn på stedet. I en rund, tryg klump.
Senere tog vi forbi dyrlægen. Halv frostbitt hale spidsen måtte fjernes. Et par tænder væk, kroppen forslået og mager, ar og skrammer alle vegne. Men han var i live!
Nogen har haft fat i ham, sagde dyrlægen. Meget kælen, men også temmelig slidt. Nok blevet stjålet. Smidt ud igen eller stak måske selv af. Men han fandt hjem.
Kom han tilbage af sig selv?
Ja, det sker ikke tit. Men de kan noget, de kræ, med næse og hukommelse. Vi fatter ikke selv helt, hvor kloge de faktisk er.
Siden sover han kun i min seng. Tæppet nægter han at røre. Begejstringen for udelivet? Helt forsvundet. Han syntes først, Birk var noget værre pjat, men gav sig til sidst. Nu spiser de sammen, vasker hinanden bag ørerne og er brødre på fuld tid.
Nogle gange tænker jeg: Hvad nu, hvis jeg ikke havde åbnet døren lige den dag? Hvis jeg var kommet hjem bare ti minutter senere?
Men han ventede. Han kom hjem. Efter næsten et år. Slidt og tynd, men i live.
Nu, selv hvis jeg bare lige skal smide post i skraldespanden, tjekker jeg altid, om døren er lukket. Hver gang.
Har du også prøvet noget lignende? Skriv endelig din historie i kommentarfeltet. Jeg lover at læse dem for vi er flere, end man tror.
