Gud, Birgitte, er du helt fra den? Dine børnebørn går jo allerede i skole, hvad skal du med et bryllup nu? Sådan lød det fra min søster, da jeg fortalte hende, at jeg skulle giftes.
Men altså, hvorfor vente længere? Om en uge skal jeg og Poul på rådhuset, så det var vel på tide at sige det til søsteren. Hun ville selvfølgelig ikke dukke op til festen, vi bor i hver vores ende af landet. Og et stort bryllup med taler og bittert tilråb i min alder på 60 det skulle det bestemt ikke være. Vi ville bare giftes i stilhed og fejre det bare os to.
Egentlig kunne vi jo bare lade være at blive gift, men Poul insisterer. Han er så oldschool åbner døren for mig i opgangen, hjælper mig ud af bilen, retter mit halstørklæde, når vi skal ud. Nej, han vil have papir på det Jeg er jo ikke en knægt længere, jeg vil have noget, der varer. For mig er Poul egentlig netop den unge fyr, trods det grå hår. På hans job bliver han kaldt ved fornavn og alt muligt, han er respekteret og virker altid alvorlig, men når han ser mig, kastes de fyrre år af i ét hug. Han griber fat i mig og danser rundt på gaden, og jeg bliver sådan lidt genert, selvom jeg er glad. Folk glor jo, Poul, siger jeg, men han ler bare: Hvilke folk? Jeg ser kun dig! Når vi er sammen, føles det ærligt talt som om, vi er de eneste mennesker i verden.
Men jeg har jo stadig min søster, jeg må fortælle det til. Jeg frygtede, at Helle som mange andre ville fordømme det, og jeg manglede egentlig mest af alt hendes opbakning. Men jeg samlede modet og ringede.
Birgitte-eee, lød det forskrækket, da hun hørte, jeg ville giftes Der er jo kun gået et år, siden du begravede Henrik, og nu har du allerede fundet en erstatning! Jeg havde vidst, det ville chokere hende, men ikke at min afdøde mand ville være årsagen til hendes vrede.
Helle, jeg husker det godt, afbrød jeg. Men hvem bestemmer egentlig, hvor længe man skal vente? Kan du da nævne et tal? Hvor lang tid må der gå, før jeg må være glad igen uden at blive fordømt?
Hun blev stille:
For syns skyld skal man da mindst vente fem år.
Skal jeg så bede Poul komme tilbage om fem år, eller hvad? Så jeg kan gå i sorg indtil da?
Hun svarede ikke.
Hvad opnår jeg så? Tror du virkelig, der ikke vil være nogen, der sladrer efter fem år? Folk skal nok finde noget at snakke om, men ærligt talt, så er det ligegyldigt for mig. Det betyder bare meget, hvad du mener. Hvis du insisterer, kan jeg godt droppe brylluppet.
Ved du hvad, gør I bare som I vil! Men jeg forstår dig ikke jeg troede aldrig, du blev så fjollet med alderen. Kunne du ikke lige vente et år mere? Men jeg ville ikke give mig.
Hvis vi kun har et år sammen, hvad så, Helle?
Hun snøftede.
Gør, som du vil. Alle vil lidt lykke, men du har jo haft det så godt i mange år
Jeg grinede.
Altså Helle, det mener du ikke. Du troede, jeg var lykkelig alle de år? Det troede jeg jo også selv, men nu kan jeg se, at jeg i bund og grund bare har været et arbejdsjern. Jeg anede ikke, at livet kunne være så let og glædeligt!
Henrik var et godt menneske, og vi fik to piger sammen, nu har jeg fem børnebørn. Henrik var meget familieorienteret det var vigtigt for ham. Først sled vi for børnenes skyld, så deres families skyld, så børnebørns. Når jeg nu kigger tilbage, ser jeg bare en jagt på tryghed og velstand, uden pauser.
Da den ældste datter giftede sig, havde vi allerede sommerhus, men Henrik ville have mere. Han forpagtede jord, så vi kunne opdrætte dyr til børnebørnene. Vi knoklede år ud og år ind dyr der skulle passes, sene aftener, tidlige morgener. Vi boede i sommerhuset året rundt, sjældent i byen, og havde aldrig tid til andet. Når jeg en sjælden gang ringede til veninder, var de netop kommet hjem fra ferie med barnebarn eller havde været i teatret med manden. Jeg havde ikke engang tid til at tage i supermarkedet!
Vi har siddet med rugbrød flere dage i træk, fordi dyrene bandt os. Det, der gav energi, var dog børnene og børnebørnene. Vores hjemmearbejde betød, at den ældste datter kunne skifte bil, den yngste fik nyt køkken så det var ikke forgæves. Engang fik jeg besøg af en gammel kollega, hun sagde:
Birgitte, jeg kunne knap kende dig du skulle da slappe af og nyde pensionistlivet! Men du ser jo helt udslidt ud. Hvorfor slider du sådan?
Man må da hjælpe børnene, sagde jeg.
De er voksne, vær nu lidt for dig selv.
Men jeg anede ærligt talt ikke, hvad det betød at leve for mig selv. Det gør jeg nu sove længe, gå i butikker når jeg vil, tage i biografen, svømme eller løbe på ski. Ingen lider af det! Børnene mangler ikke noget, og vigtigst, jeg har lært at se verden på en ny måde.
Tidligere blev jeg irriteret over nedfaldne blade, dem samlede jeg i store sække på sommerhusgrunden. Nu kan jeg gå i parken, sparke til blade og føle mig som et barn. Jeg elsker regnen, for jeg skal ikke mere skynde mig hjem til dyrene, jeg kan bare sidde på café og kigge ud på verden. Nu ser jeg, hvor smukt Aalborg egentlig er! Det var faktisk Poul, der åbnede mine øjne for alt det.
Efter Henrik døde, gik jeg som i en tåge. Det gik så hurtigt hjertet sagde stop, og lægerne nåede ikke frem. Børnene solgte straks alt på landet og flyttede mig tilbage til byen. De første dage var jeg helt fortabt vågnede op klokken fem, gik rundt i lejligheden og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op.
Så kom Poul ind i mit liv. Han var min nabo og kendte min svigersøn, hjalp os med at køre ting fra sommerhuset. Senere indrømmede han, han ikke så mig som mere end sørgmodig kvinde, han syntes bare, jeg skulle hjælpes på vej. En dag inviterede han mig ud i parken. Vi sad på en bænk, han købte is, bagefter ville han gå ned til søen og fodre ænder. Jeg havde jo haft ænder hele mit liv, men aldrig haft tid til bare at kigge på dem. De er jo sjove sådan som de dykker efter brød!
Det er mærkeligt, at jeg bare kan stå her og kigge på ænder, sagde jeg. Mine egne har jeg aldrig rigtigt set på, kun sørget for at fodre og rense dem, men nu bare stå og se til.
Poul smilede og tog min hånd. Vent, Birgitte, jeg har så meget spændende, jeg gerne vil vise dig! Du bliver som genfødt.
Han havde ret. Jeg levede som et lille barn, opdagede nyt hver dag, og den fortid, jeg før troede var lykken, begyndte kun at ligne et tungt mareridt. Hvornår jeg blev fuldstændigt afhængig af Poul, ved jeg ikke, men en dag vågnede jeg bare op og forstod, at jeg aldrig kunne undvære ham og alt dette.
Mine døtre tog skarpt afstand! De sagde, jeg svigtede mindet om deres far. Det gjorde frygteligt ondt, for jeg følte mig skyldig. Pouls børn blev derimod glade Nu er der nogen til at passe på far! sagde de. Kun min søster manglede at få det at vide.
Hvornår bliver I gift så? spurgte Helle til sidst.
På fredag.
Hvad skal jeg sige? Kærlighed sent i livet, hmpf, sagde hun og lagde på.
Fredag købte vi lidt ind til os selv, tog pænt tøj på, bestilte en taxa, og kørte til rådhuset. Jeg frøs helt, da vi steg ud for dér stod mine døtre med mænd og børnebørn, Pouls børn med koner/mænd og, vigtigst af alt, min søster! Helle stod med et kæmpe bundt hvide roser og smilede bag tårerne. Er du fløjet hele vejen for min skyld? Jeg troede ikke mine egne øjne.
Jeg skal vel se, hvem jeg overlader dig til, grinede hun.
Det viste sig, de alle sammen i hemmelighed havde haft kontakt og bestilt bord på café.
Forleden fejrede vi vores første bryllupsdag. Poul er nu bare endnu en del af familien. Nogle gange kan jeg stadig ikke tro, alt det her sker for mig jeg har det decideret pinligt godt og er næsten bange for, om lykken holder.
