Har du pengene klar? – spurgte en kvinde på omkring 45 år, da hun åbnede døren med sin egen nøgle.

Mig og min kæreste har lejet et værelse hos en ældre dame en rigtig dansk bedstemor her i København. Vi har boet hos hende i otte måneder nu.
Vi deler køleskab med hende, og der er som regel ikke andet end en gryde havregrød lavet på vand derinde. Hendes hylder er altid tomme. Sæben er kun til tøjvask, olien den billigste og lugter lidt underligt. Hendes sko i entreen er repareret igen og igen. Hele lejligheden emmer simpelthen af knaphed.
Hun blander sig aldrig i vores sager – fra morgen til aften er hun på farten, samler tomme dåser og hænger plakater op. Hver søndag laver hun sig nærmest et festmåltid af de frugter, hun får billigt på torvet, som andre ikke vil have.
Jeg fik helt ondt i hjertet af hende. Sidst hun fik besøg, kunne jeg næsten ikke holde tårerne tilbage over uretfærdigheden.
Har du pengene klar? spurgte en kvinde, omkring 45, som selv låste sig ind i lejligheden.
Ja da, min pige. Tag nu bare, sagde vores værtinde.
Det er for lidt. I morgen tager jeg datteren med, svarede kvinden.
Hvem har det her tøj? Har du gæster?
Jeg lejer jo værelse ud, jeg skal jo kunne leve, og du får hele min folkepension, undskyldte den gamle dame.
Så må jeg lige se, hvem du lejer ud til. Man har hørt, at det er svindlere, sagde hun og åbnede døren til vores værelse.
Nå, hvem har vi så her?
Det var sådan en brutal og ubehøvlet invasion af vores private, betalte rum, at jeg røg helt op i det røde felt:
Du kan godt gå ud og lukke døren efter dig!
Hvem er du at tale sådan til mig? Jeg er jo chefen her! Nu skal jeg have leje direkte fra jer her er mit nummer og mit kontonummer, sagde hun og smed to post-its på bordet. Husk at betale til tiden, ellers ryger I ud! Hvornår har du sidst betalt husleje?
Kære, lad nu være. Jeg brugte nogle af pengene på elregningen, de ville ellers lukke for strømmen. Hvordan skal jeg kunne leve uden strøm? sagde bedstemor, og hendes stemme knækkede næsten.
Tag ikke mere husleje fra dem, de kan sende pengene til mig. Det var det i morgen tager jeg datteren med.
Så gik kvinden, og vores stakkels værtinde satte sig ned ude i gangen og græd. Jeg gik hen til hende, lagde armene om hende og prøvede at trøste:
Nej nu, græd ikke. Det skal nok gå det hele.
Vil du skænke mig en kop te?
Jeg havde aldrig set hende drikke rigtig te hun lagde altid tørrede blade af solbær eller hindbær på kogende vand. De hang i små bundter på hendes køkkenvæg.
Hun tog koppen og begyndte at fortælle:
Jeg opfostrede min datter alene, min mand forlod os for evigt. Jeg gav alt, jeg havde, i hende. Hun voksede op og blev en arrogant kvinde, altid efter mænd. Hun fandt en mand som 35-årig og fik mit eneste barnebarn. Men han er nærig og gnaven. Så begyndte jeg at hjælpe dem barnebarnet skulle ikke mangle noget.
Men så blev hjælpen til et krav. Nu tager hun hele min folkepension, og hvis jeg ikke giver hende pengene, må jeg ikke se mit barnebarn. Jeg tænkte, at ved at leje et værelse ud, kunne jeg da selv spise ordentligt. Men nu vil hun have de penge også. Hvad er det dog for en datter, jeg har opdraget?
Tårerne væltede frem, og teen blev glemt. Jeg havde så ondt af hende.
Nu vil min datter endda flytte mig væk hun vil sælge lejligheden og proppe mig i en etværelses ude i Brøndby. Eller lade mig blive hjemløs hun taler allerede om det. Siger jeg nej, truer hun med at tage barnebarnet fra mig. Men jeg ville sælge alt, bare for at se hende.
Da min kæreste, Anders, kom hjem fra universitetet han læser jura på fjerde år spurgte jeg, hvad vi kunne gøre for at hjælpe hende.
Vi talte med naboerne, de havde hørt datteren råbe om penge. De ville gerne hjælpe og gik med som vidner. Så hjalp vi bedstemor med at skrive til retten om familiemøder med barnebarnet.
Vi foreslog hende også at få en erklæring fra lægen, hvis nu datteren skulle prøve med nye anklager.
Sagen faldt heldigvis ud til bedstemors fordel, og nu må hun se sit barnebarn lovligt hver anden uge i tre timer. Datteren kan ikke længere true hende med pensionen. Nu har hun fået råd til at spise kød igen, der står friske æbler på bordet, og vi hjælper hende lidt med småting som at male vægge eller skifte tapet, der har siddet i 30 år.
Som tak vil hun ikke engang tage imod husleje, men vi insisterer og smugler nærmest pengene ind.
Hvordan kan nogen opføre sig sådan mod sin egen mor? At tage hendes lille pension uden en tanke på, hvad hun skal leve af? Det er da for groft fuldstændig utaknemmeligt.
Man skal værdsætte sine forældre! Vi findes jo kun, fordi de bar os.