Min ven siger, at han elsker mig, men han har aldrig valgt mig.
I tre år har det været sådan. I tre år har vi set hinanden i al hemmelighed. I tre år har jeg lyttet til de samme løfter. I tre år har jeg levet i et forhold, der kun eksisterede, når hans kone ikke var til stede.
Jeg kom ikke ind i hans liv, velvidende at han var gift. Først efter et par måneder gik sandheden op for mig at de stadig levede som et helt almindeligt ægtepar. Men da var jeg allerede blevet følelsesmæssigt involveret.
Fra begyndelsen har alt været underlagt betingelser. Vi så kun hinanden på bestemte dage, til bestemte tider, altid på steder, hvor vi ikke kendte nogen. Han kunne aldrig overnatte. Han kunne ikke tage på tur med mig. Jeg måtte ikke lægge et billede op. Ikke engang antyde noget.
Hvis jeg skrev til ham om aftenen og han ikke svarede vidste jeg hvorfor.
Hvis han blev væk i weekenderne det samme.
Hans rigtige liv var et andet sted. Mit drejede rundt om de huller, han lod være åbne.
Mange gange har jeg spurgt ham direkte, om han ville forlade sin kone. Roligt, voksent. Svaret var altid det samme ja, bare ikke endnu. Han ventede på det rette øjeblik. Det var ikke let, sagde han. Der var noget, der skulle ordnes. Hun var afhængig af ham. Han ville ikke såre hende. Jeg har hørt den sætning så mange gange, at jeg simpelthen er begyndt at hade den. Der kom altid en ny undskyldning. En ny tidsfrist. Et nyt håb.
Det var mig, der måtte indrette mig.
Skiftede arbejde, aflyste aftaler. Lærte at lade være med at spørge for meget, så der ikke kom konflikter. Når han tog på ferie med hende var jeg tavs. Når han holdt bryllupsdag med hende lod jeg som ingenting. Når han kom til mig efter et skænderi derhjemme var det mig, der trøstede ham.
Det var mig, der lyttede.
Mig, der forstod.
Mig, der ventede.
Og alligevel blev jeg aldrig valgt.
Der har været øjeblikke, hvor jeg troede, at nu går jeg for alvor. Han sagde engang, at han havde talt med en advokat. Jeg sagde igen, at jeg ikke var lykkelig. Jeg ledte igen efter en lejlighed. Håbede igen. Satsede det sidste.
Men der var altid et eller andet: arbejde, familie, penge, det er ikke det rigtige tidspunkt.
Og jeg blev. Frosset fast i en historie, der ikke gik nogen vegne.
Imens gik livet videre omkring mig.
Mine veninder blev gift. Flyttede. Lagde planer.
Jeg løj. Sagde, at jeg var single. Eller at jeg havde noget uden navn. Jeg kunne ikke fortælle sandheden, for jeg vidste, hvordan det lød. Jeg vidste, hvad de ville sige. Og jeg blev alligevel. Ikke fordi jeg var naiv. Men fordi jeg elskede ham. Eller troede jeg gjorde. Nogle gange ved jeg det ikke længere.
Det, der gjorde allermest ondt, var ikke, at han ikke forlod sin kone.
Det var, at han aldrig stod op for mig.
Hvis hun blev mistænksom gled han væk fra mig.
Hvis der var spændinger derhjemme forsvandt jeg.
Hvis han skulle vælge mellem at se på mig og at se godt ud foran hende så var det altid hende, der vandt.
Jeg var ikke et valg.
Jeg var en reserve. En, man kan lade vente.
Jeg er stadig sammen med ham. Men jeg er ikke den samme længere.
Jeg vil stadig have ham, men jeg er træt.
Træt af at forstå.
Træt af at vente.
Træt af at nøjes med resterne af hans tid og kærlighed.
Jeg har brug for råd til at tage den endelige beslutning.
Sker det her også for andre?
Hvis du stod foran mig, hvad ville du sige?
Livet har lært mig, at ingen andre bør have magten til at gøre os til statister i deres historie. Man fortjener at blive valgt aktivt ikke bare at vente passivt. Kærlighed kræver mod til at stå ved sig selv. Måske er den største gave, vi kan give os selv, at vælge os selv.
