Jeg flytter ind hos ham for at få en frisk start, men ender med at sove på sofaen i det, der burde være mit eget hjem. Da jeg gik med til at bo sammen med ham, troede jeg virkelig på, at vi skulle bygge noget fælles op. Jeg forlod mit gamle nabolag, min dagligdag, mine ting. Jeg tog kun noget tøj, mine drømme og forestillingen om et fælles hjem med mig. Han bor i en lille etværelses lejlighed på Nørrebro, men forsikrer mig om, at det bare er midlertidigt, og at vi snart vil finde noget større sammen. Jeg tror på ham.
De første måneder er faktisk rare. Vi sover sammen, laver mad sammen, ser serier om aftenen. Det er småt, ja, men det føles som vores sted. Indtil den dag, han kommer hjem og fortæller, at hans mor har fået økonomiske problemer, og hans søster står uden bolig. Han siger, at det kun er for et par dage, indtil de finder en løsning. Jeg vil ikke blive opfattet som egoistisk, så jeg går med til det.
Problemet er bare, at de et par dage bliver til uger. Hans mor og søster overtager soveværelset, for mor skal jo have en rigtig seng, hun er trods alt oppe i årene. Søsteren fylder skabe og badeværelse op som om hun har boet der hele livet. Og jeg rykker ud på den hårde sovesofa i stuen. Først tænker jeg, at det kun er midlertidigt, at de snart finder en udvej. Men der er ingen, der taler om at flytte. Hver aften lægger jeg de samme tæpper ud på sofaen, og hver morgen gør jeg stuen pæn igen.
Snart begynder irritationen. Jeg har intet privatliv, ingen steder at lægge mine ting, og ingen mulighed for at slappe af. Efter en lang arbejdsdag kommer jeg hjem og har ikke mit eget sted at falde ned på. Samtidig kommenterer hans mor alt hvordan jeg laver mad, hvordan jeg går klædt, hvornår jeg kommer hjem. Søsteren står sent op, arbejder ikke, efterlader beskidte tallerkener jeg føler mig som gæst i mit eget hjem.
Det, der gør allermest ondt, er dog hans passivitet. Han siger aldrig: Astrid skal også have sit eget rum. Sætter aldrig grænser. Tværtimod beder han mig have tålmodighed, vise forståelse, og ikke lave ballade. En aften, træt og udmattet efter endnu en nat på sofaen, siger jeg til ham, at vi er nødt til at finde en løsning jeg kan ikke fortsætte som en slags logerende. Han svarer kun: Det her er min mor, det er min familie. Og der forstår jeg, at jeg slet ikke er inkluderet i den familie.
Jeg ringer til min egen mor i Roskilde og flytter tilbage til barndomshjemmet. Nogle gange skriver han til mig, siger, vi kan være sammen bare ikke bo under samme tag. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal tro længere.
