For mange år siden boede jeg og min kæreste, Anders, til leje hos en ældre dame, fru Karen Jensen, i en lille lejlighed i udkanten af Aarhus. Vi havde boet hos hende i otte måneder.
Vi delte køleskab med hende. Hendes hylder stod næsten altid tomme, bortset fra en gryde med havregrød kogt på vand. Hun brugte kun det billigste sæbe til vasketøjet og den billigste, harske madolie. Skoene i entréen var lapper på lapper. Alt i lejligheden bar præg af, at pengene var små.
Vores værtinde blandede sig aldrig i vores liv. Hun gik ud tidligt hver dag og vendte først sent hjem, hvor hun samlede flasker og delte reklamer ud. Om søndagen lavede hun sig et måltid af de frugter, hun kunne få meget billigt på markedet ofte var de halvfordærvede.
Mit hjerte blødte for hende, især når hun fik besøg. Så græd jeg tit over, hvor uretfærdigt livet var.
En dag stod en kvinde på cirka 45 år pludselig i døren. Hun havde egen nøgle.
Har du pengene klar? sagde hun køligt.
Ja, datter, her er de, svarede vores værtinde stille.
Det er ikke nok. I morgen tager jeg min egen datter med, sagde hun skarpt.
Hvis tøj er det her? Har du gæster? Er der nogen inde på værelset?
Jeg lejer et værelse ud, jeg skal jo leve af noget, og jeg giver dig hele min folkepension, lød det forsagte forsvar.
Så vil jeg da se, hvem dine lejere er. De siger, du tager imod svindlere, sagde kvinden og åbnede døren til vores værelse.
Jamen, hvem har vi dog her?
Hele denne uhøflige stormen ind på vores betalte værelse ramte mig med en bølge af vantro.
Frue, vil De venligst lukke døren på vej ud! sagde jeg.
Hvem tror du, du er? Det er mig, der bestemmer her i huset! Nu betaler I til mig, her er mit telefonnummer og mit konto-nummer. Kvinden gik ind med sko på, lagde to sedler på bordet. Og I betaler til tiden, ellers smider jeg jer ud! Hvornår har du betalt husleje sidst?
Datter, lad nu dem være, bad fru Jensen. Jeg brugte pengene til elregningen, ellers truede de med at slukke strømmen. Hvordan skulle jeg ellers kunne leve?
Kvinden så koldt på hende.
Du får ikke flere penge. De skal betale direkte til mig. Jeg kommer med min datter i morgen.
Hun gik, og Karen satte sig tungt på en stol i gangen og begyndte at græde. Jeg satte mig hos hende, lagde armen om hendes skuldre.
Græd ikke, det skal nok gå, sagde jeg blidt.
Giv mig lidt te, hvis du gider, bad hun.
Men hos Karen var der sjældent rigtig te. Hun lavede udtræk på tørrede hindbær- og solbærblade, som hun havde i små bundter i køkkenet.
Hun tog imod koppen og begyndte stille at fortælle:
Jeg opfostrede min datter alene. Min mand gik hjemmefra og kom aldrig tilbage. Jeg lagde alt i min datter, kærlighed og al min kraft. Men hun voksede op og blev hård, lidt stolt, altid på udkig efter en mand. Hun fandt en, da hun var 35, og de fik min elskede barnebarn. Hendes mand er nærig og grådig, så jeg begyndte at hjælpe dem økonomisk.
Det begyndte frivilligt, men nu kræver hun det. Hun tager min pension hver måned. Hvis jeg ikke betaler, får jeg ikke lov til at se mit barnebarn. Så forsøgte jeg at leje værelset ud, så jeg kunne have råd til mad, men nu vil hun også have de penge. Hvad har jeg dog gjort forkert som mor?
Hun græd tyst og glemte alt om teen, og jeg kunne ikke andet end at føle med hende.
Og nu vil hun flytte mig. Hun har fundet et lille etværelses lejlighed ude på landet. Måske sætter hun mig bare ud på gaden sådan taler hun allerede. Hvis jeg nægter, truer hun igen med barnebarnet. Men jeg ville sælge min lejlighed bare for at kunne se mit barnebarn.
Senere på aftenen, da Anders var kommet hjem fra universitetet han læser jura på fjerde år spurgte jeg ham, hvad man kunne gøre for at hjælpe Karen.
Vi gik rundt til naboerne, der havde hørt datteren råbe om penge, talte med dem og bad dem vidne, hvis det skulle blive nødvendigt. Så skrev vi sammen en begæring til retten om, at Karen skulle have ret til samvær med sit barnebarn.
Vi foreslog også Karen at få en erklæring fra en psykiater, for man ved aldrig, hvad datteren kunne finde på at sige.
Sagen kom for retten og vi vandt! Nu ser Karen sit barnebarn lovligt to gange om måneden i tre timer. Hun får sin pension og bliver ikke længere truet. Karen har nu råd til at købe lidt kød, og frugt er igen blevet fast på hendes bord. Vi hjælper også lidt, maler vægge og skifter den gamle tapet ikke de store ting, men det gør en forskel.
Som tak vil hun ikke tage imod vores leje, men vi insisterer hun skal have sine penge, så længe vi bor her.
Hvordan kan man gøre sådan mod sin egen mor? At tage hendes lille pension, uden at tænke på hendes velbefindende kvinden, der fødte og opfostrede én! Det er ren utaknemmelighed.
Elsk jeres forældre, kære venner. Vi er her kun, fordi de var der for os.
Har du pengene klar? – spurgte en kvinde på omkring 45 år, der åbnede døren med sin egen nøgle.