Har du fået pengene klar? – spurgte en kvinde på omkring 45 år, da hun åbnede døren med sin egen nøgle.

Sammen med min kæreste lejede vi et værelse hos en ældre dame, fru Madsen. Vi har boet sammen med hende i otte måneder nu.
Vi deler køleskab, men hendes hylder har altid været tomme. Den eneste ting, der stod der, var en gryde havregrød lavet på vand. Sæben kun til tøjet, olien den billigste og lugtede dårligt. Skoene i gangen var lappet sammen. Hjemmet udstrålede fattigdom.
Vores udlejer blandede sig aldrig i vores liv. Fra morgen til aften så man hende gå rundt og samle flasker eller hænge plakater op i byen. Hver søndag holdt fru Madsen festmåltid med overmodne frugter fra torvet.
Jeg havde så ondt af hende, det kunne bringe mig til tårer. Og når der kom gæster til hende, kunne jeg næsten ikke bære uretfærdigheden.
Har du pengene klar? spurgte en kvinde på omkring 45, der låste sig ind.
Ja, Rikke, her, tag dem, sagde vores udlejer og rakte hende nogle sedler.
Det er ikke nok. I morgen tager jeg min datter med.
Hvis tøj er det? Har du gæster?
Jeg lejer et værelse ud, jeg skal jo leve af noget, hele min pension får du, begyndte hun at forklare sig.
Så må jeg hellere se, hvem du har boende. Det siges jo, de er svindlere, sagde kvinden, åbnede døren til vores værelse.
Nå, hvem har vi så her?
Denne aggressive indtrængen i vores betalte værelse lammede mig helt.
Dame, luk døren efter dig!
Og hvem er du, der vil fortælle mig, hvad jeg skal gøre? Det er mit hus! Nu betaler du mig direkte, her er mit telefonnummer og mit kontonummer, sagde kvinden og lagde to sedler på bordet. Ingen forsinkelser, ellers smider jeg jer ud! Hvornår betalte du sidst husleje?
Rikke, lad dem nu være. Jeg betalte elregningen for det sidste beløb, ellers havde de lukket for strømmen. Hvordan skulle jeg leve uden lys? sagde fru Madsen nærmest grådkvalt.
Du skal ikke modtage mere husleje fra dem, det skal overføres til mig. Det var det. I morgen kommer jeg med min datter.
Hun gik, og fru Madsen satte sig på stolen ude i gangen og begyndte at græde. Jeg satte mig hos hende og forsøgte at trøste:
Kom nu, græd ikke, det skal nok gå.
Giv mig lidt te, hvis du har.
Jeg har aldrig set hende drikke rigtig te hun lavede altid urtete af tørrede hindbær- og solbærblade, der hang i små buketter i køkkenet.
Den gamle dame tog koppen og begyndte at fortælle:
Jeg opdragede min datter selv. Min mand forlod os pludseligt og kom aldrig tilbage. Alt, jeg havde, lagde jeg i hende. Hun voksede op og blev arrogant, altid på jagt efter mænd. Hun fandt en mand som 35-årig, og jeg fik et barnebarn. Men han er nærig og smålig. Jeg begyndte at hjælpe dem økonomisk.
Men frivillig hjælp blev til pligt. Hun tager min folkepension, og hvis ikke jeg giver hende pengene, ser jeg ikke mit barnebarn. Da jeg begyndte at leje et værelse ud, tænkte jeg, at jeg i det mindste kunne spise mig mæt. Men nu vil hun også tage det fra mig. Hvad har jeg dog gjort forkert i opdragelsen?
Hun græd, helt fordybet i sine tanker om fortiden. Jeg havde virkelig ondt af hende.
Nu vil de have mig flyttet har fundet en lille etværelses lejlighed ude på Amager. Måske ender jeg på gaden hun begynder allerede at sige sådan. Og hvis jeg nægter, truer hun igen med barnebarnet. Jeg vil gøre alt, bare for at se hende.
Da min kæreste, Søren, kom hjem fra universitetet han studerer jura på fjerde år spurgte jeg, om vi kunne gøre noget for hende.
Vi talte med naboerne, som havde hørt datteren råbe om penge. Vi fandt vidner og hjalp fru Madsen med at skrive en ansøgning til fogedretten om samvær med barnebarnet.
Vi anbefalede hende også at få en erklæring fra sin læge, hvis nu datteren begyndte at sprede rygter.
Vi vandt sagen. Nu kan fru Madsen se sit barnebarn en gang hver anden uge, tre timer ad gangen. Hendes pension er ikke længere i fare datteren kan ikke true hende mere. Fru Madsen får nu god mad, friske æbler og brød på bordet. Vi hjælper også til med små reparationer lidt maling eller nyt tapet.
Som tak nægter hun næsten at modtage husleje fra os, men vi giver hende det alligevel.
Hvordan kan man behandle sin egen mor sådan? At stjæle hendes sparsomme pension og ikke bekymre sig for, om hun har mad på bordet? Det er hjerteløs utaknemmelighed.
Husk at værdsætte jeres forældre! I står her kun på deres skuldre vis dem den respekt og kærlighed, de har gjort sig fortjent til.