Svigerinden kunne ikke vente på, at bedstefar endelig gik bort. Hun håbede på at overtage lejligheden.

13. marts 2023
Jeg har nu i ti år taget mig af min svigerfars bedstefar, Viggo. Dengang boede vi mine børn, min mand og jeg sammen med ham i en lejet lejlighed på Amager. Min mands søster, Astrid, boede i hans gamle lejlighed på Vesterbro. Det var kun mig, der bekymrede mig om ham. Hverken min svigermor eller Viggos andre børnebørn gad involvere sig.
Mit liv blev ikke helt, som jeg havde håbet. Jeg færdiggjorde aldrig universitetet, blev hurtigt gravid, og min drømmekarriere blev det heller ikke til noget med.
Dagene flød sammen; det var den samme rutine dag ud og dag ind, hvor jeg forsøgte at balancere omsorgen for Viggo med børneopdragelse. Hele tiden.
Min mand, Henrik, kunne ikke holde til presset og forsvandt ofte ud af døren. Men andre kvinder gad ham ikke han havde for mange børn bag sig og intet eget hjem så han vendte altid tilbage til mig. Jeg tilgav ham, selvom jeg ikke længere elskede ham. Det handlede bare om, at han smed lidt penge ind, så børnene og Viggo ikke manglede noget.
Astrid kiggede kun sjældent forbi, og når hun endelig gjorde, var det for at bede Viggo om penge eller for at klage over økonomien. Men jeg syntes ikke, de levede sparsomt ingen husleje, så havde de råd til lidt af hvert, selv charterrejser kunne de få råd til.
For fem år siden testamenterede Viggo så sin lejlighed til mig:
Du er blevet mig kærere end resten af familien tilsammen. Henrik min egen sønnesøn ville bare give lejligheden til sin mor eller Astrid. Du har gjort alt arbejdet, og du har opfostret mine oldebørn. Det dér er din belønning, så I ikke en dag forbander mig for alt det hårde liv, jeg trak jer igennem.
Ingen i familien vidste, hvordan testamentet egentlig lød. Da Viggos helbred forværredes, begyndte både svigermor og Astrid pludselig at komme på besøg og spille bekymrede men Viggo så lige igennem deres påtagede omsorg.
Efter hans død blev arven hurtigt afgjort. Svigermor og Astrid fik Henrik overtalt til at give afkald på lejligheden, fordi Astrid boede der men ingen kendte endnu til testamentet.
Næste dag gik Henrik i gang med at pakke sine ting og fortalte mig, han havde fundet en anden. Han havde kun boet hos mig, så jeg kunne gøre livet nemmere for hans bedstefar. Han flyttede ud, og jeg mærkede straks, hvordan en stor sten lettede fra mit bryst.
Da familien opdagede testamentet, gik de nærmest til angreb.
Hør nu her, du får aldrig lejligheden! Jeg ved ikke, hvad det er, du har bildt Viggo ind, eller hvordan du fik ham til at skrive det men vi ser dig i retten! Du er en svindler, og vi skal nok få sandheden frem!
Jeg opdagede hurtigt, at jeg endelig ikke skyldte dem noget. Jeg behøvede hverken forklare eller undskylde og jeg nægtede at tage ansvar for deres bitterhed.
Nu har jeg fået et job, mine børn og jeg har vores egne hjem, og vigtigst af alt: Jeg er ikke længere viklet ind i den familie. Jeg har fået min frihed tilbage.
Hvis jeg skal tage noget med fra alt det her, er det, at man skal passe på dem, der virkelig viser kærlighed og ikke spilder sit liv på at forsøge at tilfredsstille dem, der aldrig sætter pris på én.