Svigmoren kunne ikke vente på, at farfar endelig gik bort. Hun håbede på at overtage lejligheden.

Jeg passede på min mands farfar i ti år. Dengang boede vi med børnene og farfar i en lejlighed, vi lejede. Min mands søster, Helene, boede i farfars gamle lejlighed. Ingen ville egentlig have med ham at gøre hverken svigermor eller børnebørnene. Mit liv var ikke lige gået som planlagt jeg fik aldrig færdiggjort min uddannelse, blev gravid alt for tidligt, og nogen karriere kan jeg ikke ligefrem prale af.
Hver dag lignede den forrige: Jeg jonglerede mellem at tage mig af farfar og børneopdragelse.
Min mand kunne ikke lide det konstante pres derhjemme og forsvandt tit ud ad døren. Men der var ikke rigtigt nogle andre kvinder, der gad ham han havde børn og intet hus, så han endte altid med at komme tilbage til mig.
Jeg har tilgivet ham, men jeg elskede ham ikke længere. Det hele var mest for, at børnene og den gamle skulle have lidt økonomisk tryghed. Helene så vi sjældent, og når hun kom forbi, var det oftest for at tigge om farfars pension eller brokke sig over manglende penge. Men jeg vil nu ikke sige, at hun og hendes familie levede dårligt. De havde ingen husleje at betale og tog ligefrem på ferie sydpå indimellem.
For fem år siden skrev farfar så lejligheden over på mig:
Du er blevet mig dyrere end hele min familie tilsammen. Mit barnebarn er ikke meget værd, han ville give lejligheden til sin mor eller søster. Jeg vil hellere lade dine børn, mine oldebørn, have den. Det er min form for tak for alt det, du har gjort. Så kan du ikke bebrejde mig, at livet var så hårdt med mig i huset.
Men ingen i familien kendte til testamentet. Da farfars helbred begyndte at skrante, kom både datteren og barnebarnet pludselig løbende for at besøge ham. De lurede godt, hvor det bar hen, og ville gerne vise lidt omsorg. Men farfar var ikke dum og forstod udmærket, hvorfor.
Da den gamle døde, gik arven hurtigt op. Svigermor og Helene fik min mand overtalt til at frasige sig lejligheden Helene boede jo der. Han gik med til det, men ingen anede noget om testamentet endnu.
Allerede næste dag begyndte min mand at pakke sine ting og fortalte mig, at han havde fundet en anden, og at han kun havde boet hos mig, fordi jeg passede farfar. Så smuttede han, og jeg mærkede et kæmpe pres lette fra mine skuldre. Da familien fandt ud af, at lejligheden var min, gik de straks i kampmode med trusler.
Tro mig, du får aldrig fingre i den lejlighed! Jeg ved ikke, hvad du har gjort ved farfar, eller hvordan du har manipuleret ham, men vi skal nok få dig ned med nakken i retten. Du er en svindler, og det skal vi nok bevise.
Du ved hvad? Jeg har lige opdaget, at jeg er ligeglad. I kan bare smutte ud af mit liv find én, der gider høre på jeres brok!
Deres ord ramte mig faktisk ikke. Jeg føler mig ret sikker på, at jeg nok skal finde lykken: Jeg har fået mig et arbejde, mig og børnene har egen lejlighed, og vigtigst af alt, nu har jeg slet intet med den familie at gøre længere.
Hvad ville du have gjort, hvis du var i mit sted?