Da min datter fik sit syvende barn, indså jeg, at nu var min tålmodighed brugt helt op!

De sidste tyve år har jeg boet sammen med min datter og hendes mand, og jeg kan efterhånden mærke, at jeg ikke orker mere.
Jeg er 65 år gammel og bedstemor til syv børnebørn. Mange ville mene, at det er livets største gave og jeg ville selv have sagt det samme, hvis jeg ikke skulle passe dem konstant og døje med larmen dag ud og dag ind. Min datter, Alberte, virker ikke til rigtig at fatte, at hun har fået så mange børn…
Da mit sjette barnebarn kom til verden, satte jeg mig ned med Alberte for at tage alvorlig snak. Det føltes mærkeligt at skulle tale om prævention med min 35-årige datter. Men da hun og Rasmus valgte at få barn nummer syv, blev jeg nærmest svimmel. Vi har kun fem værelser, og nu bor ni mennesker under samme tag.
Min datter er heldig, at min mand og jeg altid har knoklet og fået opført et større hus og købt jord, de i dag dyrker. Nu kalder min svigersøn sig “landmand”, mens min datter hjælper ham med det hele, og jeg står i køkkenet fra morgen til aften. Jeg skal bespise, hvad der føles som en hel folkeskoleklasse. Børnene vokser og spiser mere, og ingen vil have mad, der bare har stået natten over det skal være friskt hver gang.
Da den sjette barnebarn blev født, håbede jeg, Alberte ville forstå mig, og at jeg i det mindste kunne få et pusterum fra hylende børn og endeløse bleer. Men sådan gik det ikke.
Jeg har hele tiden ringet til min bror, Bjarne, som bor alene i Århus hans datter flyttede til Norge for arbejdet. For nylig ringede han en aften og spurgte, om jeg ville komme og være hos ham; han havde fået problemer med helbredet. Jeg blev selvfølgelig bekymret, men sandheden er, at jeg også så mit snit til at komme lidt væk fra mit eget hamsterhjul. Nu har Bjarne det meget bedre, og jeg ved faktisk ikke, om jeg kan få mig selv til at tage tilbage. Bare tanken om at vende hjem til larmen fra alle børnene fylder mig med uro.
Tiden her hos min bror har mindet mig om, hvor jeg elsker at læse bøger, høre musik og se gode danske film. Endelig kan jeg nyde min alderdom lidt, i stedet for bare at tælle ned til børnebørnene engang bliver voksne. Men jeg aner ikke, hvordan jeg skal få det sagt til familien
Nu ringer Alberte gang på gang og beder mig komme hjem igen. Hun klarer det ikke selv. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal stille op.
Jeg har lært, at man ikke altid kan ofre sig selv fuldstændigt og stadig være lykkelig. Man må også tage sig tid til at passe på sig selv også selvom det er svært at sige højt til dem, man elsker allermest.