Den sidste kjole
– Min pige, min kollega, Hanne Sørensen, hendes datter skal giftes, og de vil gerne bestille en brudekjole hos dig. Tager du imod opgaven?
– Nej, mor, jeg har alt for meget at lave, kan slet ikke nå det. De må finde en anden syerske.
– De ønskede kun dig, du syr jo så flot, alle anbefaler dig.
– Jeg kan virkelig ikke…
– Nå, det er ærgerligt. De bliver skuffede, selvfølgelig
Kirstine arbejdede hjemmefra, og der var hele tiden kunder ofte måtte hun takke nej. Lige siden hun var barn, hvor hun syede tøj til sine dukker, har hun vidst, at hun ville være designer. Efter folkeskolen var hun heller ikke i tvivl om uddannelsen.
Hun syede meget præcist, tøjet sad perfekt og kunderne var vilde med hendes arbejde. Hun nød at skabe tøj og tjente godt. Trods det store udvalg i butikkerne, var der mange, som foretrak at få syet noget helt unikt.
En uge senere kom hendes mor grædende ind.
– Min pige, det er frygteligt Hanne Sørensens datter, Amalie, hende der ville have bestilt kjolen hun er død i en bilulykke med sin forlovede. De var på vej til familie i Odense, og han faldt i søvn bag rattet om natten. Bilen kørte af vejen og ind i et træ. De var så unge, så lykkelige, lige ved at blive gift og så sker sådan noget frygteligt Det bliver begravelse i stedet for bryllup, det er så grusomt
Kirstine blev meget berørt. Livet var virkelig uretfærdigt nogle gange…
– Nu må forældrene købe en brudekjole, for de vil begrave Amalie i den… Tænk, de nåede ikke engang at bestille kjolen… Det er simpelt hen ubærligt, at skulle begrave sin datter…
Kirstine blev ved med at arbejde langt ud på natten, mens tankerne kredsede om tragedien. Hun havde selv aldrig fået børn lægerne havde sagt, at hun ikke kunne. Først var hun ulykkelig, men med tiden havde hun affundet sig med det.
Alderen var heller ikke længere så oplagt hun var lige fyldt 43. Kirstine kunne næsten mærke forældrenes sorg over at miste et barn.
Pludselig blæste vinduet op. Forundret gik Kirstine hen for at lukke det. Hvad pokker… det havde ikke stået åbent?
Da hun vendte tilbage til sybordet, stod der en ung pige ved siden af. Hun var nærmest gennemsigtig, som en tåge, og man kunne se værelset gennem hende.
– Nå, nu er jeg ved at blive tosset nu ser jeg syner, tænkte Kirstine.
– Sy mig en kjole, beder jeg dig. Jeg nåede ikke at blive gift her på jorden, så jeg vil have mit brudekjole med mig. Det er mit sidste kjole… Nu skal jeg og Rasmus være sammen for altid. Sådan var det bestemt for os.
– Hvem er du? Hvad er det her for noget?
– Jeg er Amalie… Kun du kan sy kjolen, som jeg ønsker den…
Jeg har fået lov at se, hvad der venter mig, og ved du, der er det vidunderligt, jeg er ikke bange især mens min elskede er ved min side Men jeg vil gerne føle mig smuk én sidste gang…
Kirstine var paf. Kunne det virkelig ske for hende? Sådan noget havde hun kun set i film. Hun besluttede at gå i seng det måtte være udmattelse og en livlig fantasi.
Næste morgen tog hun fat på arbejdet igen og slog begivenhederne fra sig som en mærkelig drøm.
Men da hun om aftenen ryddede op på sit syskrivebord, gled skikkelsen ind i stuen igen.
– Jeg begynder vist at vænne mig til min nye tilstand Men det gør ondt at se min mor så knust. Jeg prøver at nå hende, men hun kan ikke mærke mig. Det kan du… Ikke alle har den evne.
– Amalie, hvad sker der, når du er blevet begravet? Kommer du i himlen, eller hvordan er det?
– Min vejleder siger, jeg skal blive her lidt endnu. Han fører mig videre, når tiden er. Mere må jeg ikke sige. Mange ting åbner sig. Døden er ikke uhyggelig det er en overgang til et andet liv, og en dag vender jeg tilbage, måske endda som dreng. Men nu vil jeg gerne afslutte mit liv som en smuk brud. Vil du ikke hjælpe mig?
Kirstine trak på skuldrene i vildrede. Hvordan kunne man overhovedet sy et kjole til en afdød, på hendes opfordring…
– Jeg ved jo ikke engang, hvilken model du vil have, din størrelse eller noget Og hvad siger dine forældre?
– Sy du bare det hele går, som det skal. Se her
Amalie drejede rundt i stuen i en smuk, hvid kjole, stoppede op, og Kirstine så nøje på snit og detaljer. Kjolen var virkelig vidunderlig, fyldt med blonder.
Kirstine begyndte at skitsere modellen, og så snart hun var færdig, forsvandt skikkelsen som tåge.
Næste morgen lå skitsen på bordet. Så det var altså sandt det hele var ikke bare en drøm.
Hun tog til stofforhandleren, købte det smukkeste blonde og det fineste stof. Hun vurderede størrelsen på øjemål Amalie var slank. Hjemme satte hun sig straks til at sy. Hun vågnede først op, da det var blevet aften, og hendes mand, Svend, rystede hende blidt.
– Kirstine, er du okay? Du virker helt ved siden af dig selv for tiden. Hvad sker der?
– Jeg kan ikke forklare det, du vil bare tro, jeg er skør… Så jeg siger intet, tag det ikke ilde op…
To dage senere var kjolen færdig. Aldrig havde det gået så let, som om nogen hjalp hende. Hun klædte mannekinen i kjolen og betragtede værket. Hvor var det synd, at Amalie ikke nåede at være brud i levende live…
Om aftenen kom hendes mor med nyt.
– Tænk, de kan simpelthen ikke få Amalie begravet. Først ville de ikke udlevere hende fra lighuset, så var der problemer med papirerne Og de kan slet ikke finde en kjole, forretningerne nægter at sælge. Aldrig hørt mage…
– Mor, jeg har syet kjolen til Amalie Hun skal begraves i den…
– Min pige, hvordan? Du ville jo ikke sy, og du målte hende ikke engang op
– Mor, lad dem bare hente den, det skal nok gå tro mig.
Næste dag hentede Amalies familie kjolen. Kirstine krævede ingen betaling.
Amalie og Rasmus blev begravet samme dag. Kjolen passede perfekt. De formåede endda at tage den på hende, kroppen var blevet blød og medgørlig som et under.
– Hun lå så yndig i kisten, min pige, og hun smilede Må hun og Rasmus hvile i fred…
Et par dage efter drømte Kirstine om Amalie. Hun dansede rundt med Rasmus, smilede bredt, og omkring dem var en smuk have fyldt med farverige blomster og eksotiske træer. Fugle sang, et lille vandløb rislede.
Efter dansen kiggede Amalie på Kirstine:
– Kjolen er fantastisk, tak! Jeg er lykkelig! Og snart kommer der en ny i dit liv, hun hedder Ida. Jeg har hjulpet hende finde vej til dig
Kirstine vågnede med et sæt. Amalie var glad, kjolen var som ønsket og så nævnte hun en Ida… hvem var det?
Kirstine gik igen op i arbejdet. Hun tog ofte på besøg hos veninden Inger, for at komme lidt væk fra syskrædderiet. Her drak de te og mindedes de unge år.
– Nå, Inger, jeg har det underligt for tiden, måske skal jeg få tjekket maven, jeg har slidt mig selv op. Og jeg har ikke været til gynækolog i evigheder, tror næsten overgangsalderen er startet, jeg har ikke haft min menstruation længe. Jeg må til lægen i morgen jeg betaler gerne, gider ikke ventesale.
– Ja, Kirstine, det er på tide! Du glemmer dig selv med alt det arbejde!
***
– Kirstine, du er gravid. Det er ret utroligt, det sker ikke så ofte i din alder
– Nu må De lige holde op, jeg har været ufrugtbar i mange år. Tjek hellere igen…
– Ingen tvivl. Se selv på skærmen: arme, ben, hjerte det hele er, som det skal være med den lille. Og det er en pige. Tillykke!
Kirstine forlod lægen med tårer i øjnene. Lykkelige tårer. Et mirakel Efter alle de år En lille pige. Det var altså det, Amalie havde ment Ida var på vej!
Hun købte en buket og gik ud på kirkegården for at lede efter Amalies grav. Underligt nok fandt hun den med det samme, benene vidste bare, hvor de skulle hen.
– Tak, Amalie. Du har givet mig det dyrebareste, et barn Jeg håber, du og Rasmus har fundet lykken sammen også
Med buketten på graven gik Kirstine hjemad, smilende og kærtegnede sin mave. Var det ikke for kjolen, havde hun måske aldrig mødt sit barn… Giv godhed, så vender det tilbage til dig…
