For to år siden flyttede hun ind hos mig, og siden dengang har vores hjem levet efter hendes stille, men meget nøje rytme.
Mit navn er Lise-Lotte, og min mor er nu 89 år gammel. For to år siden kom hun og boede hos mig, og nu pulserer hele huset efter hendes dæmpede, men præcise tempo. Hver morgen omkring klokken halv otte fornemmer jeg, hvordan hun glider op af sengen, mumler blidt til vores gamle kat, Villy, som nu er 23 år gammel, og fodrer ham med en omhu, som var han et spædbarn.
Dernæst laver hun selv sin morgenmad. Med en lilla kop kaffe i hånden slipper hun ud på terrassen, hvor hun sidder, indhyllet i morgenlyset, og samler sig, mens rugbrødsduften driver gennem luften. Når hun er helt vågen, griber hun moppen og går i gang det er for at jeg ikke skal ruste, hvisker hun, og hun vasker gulvet overalt i huset, som strækker sig over 240 drømmende kvadratmeter. Hvis stemningen griber hende, tryller hun lidt i køkkenet, rydder op, laver et par enkle gymnastiske bevægelser.
Efter frokost har hun tid for sig selv. Hudpleje, hår, små daglige ritualer skifter som kalejdoskopiske billeder. Nogle gange styrter hun til sit enorme klædeskab og sorterer tøj hvad skal jeg have, hvad skal doneres til Røde Kors, og hvad kan sælges på DBA? Jeg griner og siger:
Mor, du kunne have investeret i alt det dér og boet i et slot nu!
Hun fniser:
Jeg elsker bare mine ting. En dag er det hele dit, din søster har jo ingen smag.
Fem gange om ugen bevæger vi os, svævende, fire-fem kilometer rundt om Furesø, som om vi går i søvne. Én gang om måneden mødes hun med sine veninder og diskuterer bøger og verden over kaffe og wienerbrød. Hun elsker bøger og tygger sig metodisk igennem hele min bogreol med ro og styrke. Hver dag ringer hun til sin storesøster i Aalborg, som nu er 91 søsteren tager toget til os to gange om året med gaver og fortællinger.
Ved siden af Villy er hendes største kærlighed den iPad, jeg gav hende til jul en digital portal, der svæver over sengen som et vindue mod verden. Hun dykker ned i fortællinger om danske forfattere, lytter til musik og ser balletter, operaer, koncerter. Tit langt ud på natten hører jeg fra hendes værelse:
Jeg burde sove men nogen har sat Børge Müller på YouTube!
Hun og hendes søster har virkelig vundet i det genetiske lotteri. Jeg har et billede fra for to år siden, hvor mor tog flyveren og klædte sig smukt bare til rejsen.
På det billede ser jeg frygtelig ud, siger hun.
Som altid svarer jeg:
Mor, de fleste på din alder får aldrig engang mulighed for at se sådan ud eller leve som dig.
At bo sammen med min mor har lært mig, at jeg gerne vil blive som hende. Den her kvinde inspirerer mig til at bevæge mig fremad og at værdsætte hver eneste dag, som om hele livet var én lang, mærkelig og mild drøm.
