Der var gæster hjemme. Der var næsten altid gæster hjemme hos dem.
Alle drikker, drikker, der er flasker over det hele, men mad er der overhovedet ikke. Bare et stykke rugbrød ville være noget… men på bordet ligger der kun gamle cigaretskodder og en tom makreldåse, sagde Leon, mens han endnu engang lod blikket glide over det sørgelige spisebord. Intet.
Nå, mor, jeg smutter, sagde drengen og begyndte langsomt at mase sine hullede støvler på.
Han håbede stadig, at hans mor ville stoppe ham. Måske ville hun sige:
Hvor vil du hen, min dreng, uden at have fået noget at spise, og det er koldt udenfor. Bliv nu hjemme. Jeg koger noget havregrød, smider gæsterne ud og vasker gulvene for en gangs skyld.
Han længtes altid efter de varme ord fra sin mor, men hun kunne nærmest ikke finde bløde ord frem. Hendes ord var som tidsler, så Leon bare havde lyst til at trække sig væk og gemme sig.
Denne gang besluttede han, at nu var det slut. Han skulle væk for altid. Leon var kun seks, men følte sig meget voksen. Først skulle han dog tjene lidt penge og købe en bolle. Eller to måske. Maven knurrede som en vild cykel.
Hvordan man tjente penge, anede han dog ikke. Men mens han gik forbi kioskerne i Vesterbro, så han en tom sodavandsflaske stikke halvt ud af sneen. Han stak den i lommen, fandt en pose, og resten af dagen gik han i jagt efter flere flasker.
Der var allerede mange flasker, og posen klirrede lystigt. Leon forestillede sig allerede, hvordan han ville købe en blød, duftende birkesbolle eller måske en gulerodsbolle. Måske endda én med glasur, men på glasurflæsket var han realistisk og fortsatte flaskejagten.
Han nærmede sig S-togsperronen, hvor mændene stod og bællede øl, mens de ventede på toget. Han satte den tunge pose ved kiosken og smuttede hen efter en frisksmasket flaske. Men før han så sig om, stod der en sur, snavset mand, der snuppede posen med alle flaskerne. Han så så ondt på Leon, at han ikke turde nærme sig og måtte gå tomhændet væk.
Drømmen om bollen var væk som dug for solen.
Flaskeindsamler det er altså også et hårdt job, tænkte Leon, mens han trampede gennem det våde, klæbrige snelag.
Hans fødder var gennemblødte og iskolde. Det blev buldrende mørkt. Han huskede ikke engang, hvordan han endte i en opgang, hvor han faldt om på trappen, rullede hen til radiatoren og forsvandt i en varm søvn.
Da han vågnede, troede han, at han stadig drømte. Det var varmt, trygt, og der duftede så fortryllende godt af morgenbrød og kakao.
Så trådte der en dame med de mest smilende øjne ind i rummet.
Nå, min ven, spurgte hun, er du ved at få varmen igen? Har du sovet godt? Kom og få lidt morgenmad, du har vel heller ikke sovet for meget på sådan et koldt trappetrin. Jeg var på vej hjem, og så ligger du der som en våd killing. Så tog jeg dig med ind.
Er det her mit hjem nu? spurgte Leon, stadig fortabt i lykken.
Hvis du ikke har et hjem, så kan det her blive dit, sagde damen.
Herefter var det næsten, som var han med i et eventyr. Den venlige dame gav ham mad, passede på ham og købte nyt tøj. Leon begyndte stille og roligt at fortælle hende om sin mor, sit liv og alt det, han havde slæbt rundt på.
Den venlige tantes navn var Ingrid. For Leon lød det som noget fra et eventyr. Han havde aldrig før mødt nogen, der hed sådan. Det måtte være navnet på en god fe.
Vil du have, at jeg bliver din mor? spurgte hun på et tidspunkt, mens hun holdt om ham ligesom en rigtig, kærlig mor.
Selvfølgelig ville han det. Men lykken holdt heller ikke længe, for efter kun en uge stod hans mor pludselig i døren.
Hun var næsten ædru, råbte meget af den dame, der havde givet ham ly: De har ikke taget mig fra min søn endnu, og jeg har stadig rettigheder over ham!
Leon blev slæbt med ud i vinterkulden mens sneen dalede, og det virkede, som om huset, hvor den gode tante boede, var et hvidt slot.
Fra da af blev livet kun ringere. Hans mor drak, og han løb hjemmefra. Overnattede på banegårde, samlede flasker, købte rugbrød. Han prøvede ikke at lære nogen at kende eller spørge nogen om hjælp.
Med tiden blev moren frataget forældremyndigheden, og Leon kom på børnehjem.
Det værste var, at han ikke kunne finde tilbage til det hvide slot, hvor den venlige dame Ingrid boede.
Tre år gik.
Leon boede stadig på børnehjemmet. Han var stille og holdt sig for sig selv. Hans yndlingsbeskæftigelse var at sidde alene og tegne og han tegnede altid det samme: et hvidt hus og snefnug, der daler.
En dag kom der en journalist forbi. Pædagogen viste hende rundt og præsenterede børnene. Så kom de til Leon.
Leon er en rigtig god dreng, men han har lidt svært ved at falde til blandt de andre børn. Vi håber stadig at finde en familie til ham, forklarede pædagogen.
Lad os hilse på hinanden. Jeg hedder Ingrid, sagde journalisten.
Drengen spærrede øjnene op og lyste straks op. Pludselig snakkede han løs om den anden gode tante Ingrid. Det var, som om hans sjæl blev tøet op for hver sætning. Øjnene strålede, der kom farve i kinderne. Pædagogen måbede over forvandlingen.
Navnet Ingrid var nøglen til drengens hjerte.
Journalisten Ingrid stod og tudbrølede over Leons liv, men lovede ham at skrive hans historie i lokalavisen måske ville den venlige dame se det og forstå, at Leon ventede på hende.
Hun holdt sit løfte. Og så skete der et lille dansk mirakel.
Den gode dame læste normalt ikke avisen, men hun havde fødselsdag, kollegaerne havde givet hende blomster og da det var vinter pakket de dem ind i dagens udgave af Politiken. Da hun derhjemme pakkede blomsterne ud, faldt hendes blik på en overskrift: “Venlig dame Ingrid drengen Leon leder efter dig. Giv lyd!”
Hun læste artiklen og forstod straks, at det var hendes lille dreng, hun havde fundet på trappen for tre år siden og drømt om at adoptere.
Leon genkendte hende med det samme. Han styrtede hen til hende. De krammede. Både Leon, Ingrid og pædagogerne stortudede af lykke.
Jeg har ventet så meget på dig, sagde Leon.
Det var ikke nemt at få ham til at lade hende gå hjem igen. Hun kunne ikke tage ham med den samme dag, der skulle først en hel stak adoptionstilladelser på plads. Men hun lovede at besøge ham hver dag.
P.S.
Senere blev Leons liv virkelig lykkeligt. Nu er han 26 år, har afsluttet DTU, og skal giftes med en skøn pige. Han er munter, åben og elsker sin mor Ingrid, som han skylder alt i livet.
Da han voksede op, fortalte hun, at hendes mand havde forladt hende, fordi hun ikke selv kunne få børn. Hun havde følt sig usynlig og trist. Det var lige præcis der, hun fandt Leon på trappen og gav ham sin kærlighed.
Efter moren havde hentet ham igen, tænkte Ingrid med sorg: Nå, det var ikke meningen…
Men hun blev uendeligt lykkelig, da hun alligevel fandt ham igen på børnehjemmet.
Leon prøvede på et tidspunkt at opspore sin biologiske mor. Han fandt ud af, at de blot havde lejet en lejlighed i Valby, og at hun for længst var forsvundet sammen med en mand, hun havde mødt efter sin løsladelse fra fængsel. Han ledte ikke videre. Hvorfor skulle han også det…
