HJERTET SLÅR IGEN
Jeg skriver dette som en dagbog, for at forstå mig selv og mit liv. Da jeg ser tilbage, føles det som en rejse med mange omveje. Min datter, Amalie, blev født, uden at jeg rigtig vidste, hvem faderen var. Ja, jeg “snublede” før bryllup, som man siger.
Jeg havde flirtet med Jacob, en meget flot og charmerende fyr, men han ville aldrig rigtigt binde sig. Han kunne smile som ingen anden og var altid høflig, men glemte at tage ansvar. Alligevel var jeg stolt hver gang jeg med ham på armen gik forbi damerne, der som solsikker vendte hovederne efter alle, fra deres pladser ved opgangen. De ældre damer holdt øje med alt og alle, og jeg kunne mærke deres blikke følge os.
Jacob havde intet arbejde. Han levede bekvemt uden ambitioner, næsten som en sommerfugl. Jeg gav ham mad, vaskede hans tøj og sørgede for ham, som om jeg allerede var hans kone. Men pludselig en dag sagde han, at han kedede sig, at jeg ikke satte nok pris på ham, og at jeg da snart kunne invitere ham på ferie sydpå, hvis jeg virkelig elskede ham…
Jeg græd i en uge og brændte siden det eneste billede vi havde sammen. En måned senere var jeg alene, stadig fortabt, men så mødte jeg Jens.
Jeg husker morgenen tydeligt. Jeg var sent på den til arbejde, stod utålmodigt ved busstoppestedet. Pludselig stoppede en taxi føreren åbnede døren og tilbød at køre. Uden at tænke sprang jeg ind. Jens, som han præsenterede sig, var i midten af fyrrene, velsoigneret og pæn, skjorten presset, håret klippet. Jeg fornemmede, der var en kvindes hånd bag måske hans mor? Han var så hensynsfuld, og jeg lod ham beholde mit nummer.
Jens var alt det, Jacob ikke havde været. Vi begyndte at ses, og han overdængede mig med blomster og gaver. Han elskede mig blidt og omfavnede min sårbarhed.
En forårsdag gik vi tur i Dyrehaven. Jeg begyndte at plukke anemoner, og Jens hjalp begejstret til. Da vi satte os i bilen, lagde han sin store buket på bagsædet. “Til konen,” tænkte jeg straks. Kunne han virkelig være gift? Jeg nåede aldrig at spørge.
Kort efter bankede det på min dør. En kvinde hans kone stod der, med to små børn i hånden:
Vær så god, opdrag dem du! De elsker deres far meget!
Jeg sagde stille:
Undskyld, jeg vidste ikke han var gift. Jeg har ingen planer om at ødelægge jeres familie.
Samme aften sluttede det med Jens.
Måneder senere traf jeg Levan på en venindes fødselsdag. Han var georgisk og havde et smil, der kunne smelte is. Levan fejede mig af fødderne viljestærk, gavmild, sprudlende med liv. Med ham oplevede jeg mere på et år end før i hele mit voksne liv. Jeg ville have løbet efter ham til verdens ende, men han savnede hjemlandet og vendte tilbage til Tbilisi.
Jeg følte mig kort som en forladt sko, ubrugelig og glemt. Ingen flere sorger, besluttede jeg, bedre at leve alene i det mindste uden skuffelser.
Så, netop da jeg havde indstillet mig på ensomhed, opdagede jeg, at jeg ventede mig. Hvem var faderen? Hvordan skulle jeg klare det? Ville jeg miste forstanden? Spørgsmålene hobede sig op.
En lille pige blev født. Jeg kaldte hende Alma. Hun blev mit anker. Hun lignede Levan: mørkt, krøllet hår, mørke øjne den samme smittende latter. Det gjorde mig mærkeligt lykkelig; måske fordi jeg havde elsket Levan mere end nogen anden.
Alma krævede al min tid. Misundelsen på venindernes liv var der, men tårerne havde jeg ikke tid til.
Den 1. september begyndte Alma i skole. Hun blev sat sammen med en dreng, Emil og de hadede straks hinanden. Han drillede hende med hendes hår, og hun kaldte ham skøre navne. Læreren måtte skille dem ad, men de røg stadig i totterne på hinanden i frikvarteret.
Da Alma kom hjem med nye skrammer, gik jeg op til læreren. Hun undskyldte og gav mig straks Emils fars adresse. Jeg gik derop for at tage sagen i egen hånd.
Døren blev åbnet af en mand i slutningen af trediverne Henrik. Han tørrede hænderne i det viskestykke, der hang om hans hals.
Du kommer nok om Emil? Sagde han. Kom ind, jeg laver lige kaffe, skal bare lige give den lille noget at spise.
Jeg gik ind; det var tydeligt, at der ikke var nogen kvinde i huset. Rod over det hele, støv i luften, og duften af gammel røg.
Så kom Henrik med kaffe, og for første gang blev jeg budt på en god kop kaffe af en mand. Han spurgte venligt til mit ærinde, og jeg forklarede, at jeg ikke brød mig om, at Emil kradsede Alma. Han lyttede og lovede at tage sig af det.
Den nat tænkte jeg meget på Henrik. Hans hjem var ikke så pænt, men jeg fik lyst til at gøre det hyggeligt. I tankerne lagde jeg blomster på vindueskarmen og organiserede børnenes legehjørne.
Næste morgen sagde jeg til Alma, at hun skulle prøve at være sødere ved Emil.
Ugerne gik. På næste forældremøde så jeg Henrik igen. Nu vidste jeg med sikkerhed, at Emil ikke havde nogen mor. Henrik tilbød at følge Alma og mig hjem det var december, mørkt og koldt, så jeg sagde ja.
Han præsenterede sig:
Henrik.
Rigtig hyggeligt! Jeg hedder Line, svarede jeg.
Henrik inviterede os senere til at fejre nytår sammen. Jeg sagde ja. Man skal ikke altid frygte lykken, bare fordi man er blevet såret før.
Senere fortalte Henrik, at han var blevet skilt nogle år forinden; ekskonen havde hurtigt fundet en ny, og Emil var blevet hos ham. Henrik havde savnet både kærlighed og en kvinde, der kunne give Emil tryghed.
Jeg flyttede efterhånden ind med Alma. Først spurgte vi dog børnene, om de var med på idéen. De nikkede, noget modvilligt, men de vænnede sig hurtigt til det.
Vi blev en familie. Henrik var lykkelig, købte en rummelig lejlighed i Frederiksberg til os. Jeg holdt hjemmet, og børnene voksede op i kærlighed. Emil blev mit barn, og Alma var Henriks øjesten.
Årene gik. Emil og Alma blev voksne og blev kærester! De giftede sig til alles overraskelse, og tog på bryllupsrejse til Paris. Jeg foreslog Henrik, at vi tog en uge ved Vesterhavet sammen.
Køb nu noget til dig selv for de penge, sagde han.
Henrik, nu skal vi endelig bare være os to! insisterede jeg, og han gav sig.
Vi havde en uge i paradis. Henrik strålede af lykke, overraskede mig med blomster og søde ord. På afrejsedagen gik vi, hånd i hånd, ned til havet en tidlig morgen. Henrik kyssede mig og sagde:
Line, jeg elsker dig virkelig. Så forbandet højt…
Jeg går lige i vandet en sidste gang, sagde han.
Jeg så ham aldrig igen. Havet tog ham. Han var en erfaren svømmer, men forsvandt bare. Redderne fandt ham aldrig, selvom vejret var stille den dag.
Jeg kom hjem alene. Tiden stod stille. Sorgen sled i mig. Hvorfor lige min mand? Hvorfor nu? Og hvorfor sagde jeg ikke, at jeg elskede ham, dengang på stranden?
Mange ubesvarede spørgsmål lå tilbage. Jeg lukkede mig inde i mig selv. Havet, som før føltes magisk, blev mig nu fremmed og skræmmende. Jeg kunne ikke engang besøge hans grav, for han var væk uden et mindested.
Men livet skulle fortsætte. Jeg fandt trøst i mine to små børnebørn, Laura og Gustav, som jeg gik ture med i Søndermarken. Det blev fast tradition at købe dem is, mens jeg selv bestilte kaffe. Den samme kraftige, mørke duft, der altid vil minde mig om Henrik.
I dag, når jeg tænker tilbage på alt, er jeg taknemmelig for de 25 år med Henrik. Sorg forbliver, men kærligheden dør aldrig. Livet slutter, men hjertet slår videre og der venter altid noget lys i mørket. Det vigtigste, jeg har lært, er, at det er bedre at leve åbent og elske, end at lukke hjertet for livets muligheder.
