KASSEN MED FORSVUNDNE LØFTER
På det seneste var Astrid begyndt at ane, at nogen udover hende og hendes mand boede i huset i Hellerup men nej, ikke et spøgelse. Spøgelser var for alvorlige til at beskæftige sig med småting, syntes hun. Nej, det var hverdagens forviklinger. Som om en nisse havde taget bolig i deres hjem.
Først forsvandt hendes yndlingssportsstrømper. Naturligvis én ad gangen. Hvis det havde været i vaskemaskinen, ja, det ville enhver husmor ryste på hovedet ad. Men de hvide strømper med rød stribe, som hun brugte, når hun tog til fitness, lå altid synligt i skuffen som om de ville sige: “Hvornår får vi lov til at røre ved træningsgulvet igen?” Og pludselig væk. Først den ene, så den anden dagen efter.
En uge senere dukkede de op igen. På præcis samme sted, rullet sammen som sneglehuse, med en ujævn lap gråligt papir øverst og maskinskrevne, let skæve bogstaver:
“Du har glemt os i 127 dage. Vi har talt efter.”
Var det dig? skød hun med det samme på sin mand, Mads, som sad roligt og læste nyheder på sin tablet. Er det din måde at antyde, jeg burde dyrke mere motion?
Mads skævede undrende til hende og rystede på hovedet.
Hvis ikke, så ikke mumlede Astrid, men hun var ikke helt overbevist. Mads var trods alt kendt for sin lunefulde humor.
Så forsvandt hendes yndlings hårspænde det som altid lå på spejlet i entréen. Og den dyre læbestift hun kun brugte til særlige lejligheder, gemt fast i tasken.
Hun fandt dem i køkkenskabet, gemt mellem poser med perlebyg og pastaskruer. Og selvfølgelig, vedlagt små sedler.
På spændet:
“Kan du beslutte dig vil du have langt hår eller kort? Jeg er træt af at ligge glemt hen, og så pludselig blive savnet.”
På læbestiften:
“Og hvornår var sidst der var en ‘særlig lejlighed’? Jeg ender snart med at tørre ud”
Det her er altså ikke morsomt, hvæsede Astrid og ruskede i Mads, der småblundede i sofaen mens aftensmaden simrede.
Er du rigtig klog!? udbrød han tror du virkelig jeg ville lave sådan nogle numre?
Det var egentlig fair nok. Mads var såmænd ingen fjols, og nu begyndte en snigende uro at tage bolig i Astrids sind.
Hun forsøgte at memorere, hvor hun lagde alting; retur flere gange for at dobbelttjekke. Hun var endda hos lægen. Efterhånden som hun gennemgik diverse tests, mente den gamle praktiserende læge, at hendes hukommelse var bedre end hans egen.
Men ting forsvandt stadig.
Yndlingspenne. Den stribede bluse. Håndcremen uden parfume.
Og som kulmination nøglerne til sommerhuset i Nordsjælland. Episoden, som fik Mads til at sukke betydeligt i flere dage.
Astrids nerver blev flossede: Hun sov dårligt, fór sammen ved lyden af postens cykel, og var konstant opmærksom på mobil, nøgler og pung.
Men på denne sære lørdag blev alt endnu mere mærkværdigt.
Hun valgte at bruge sin weekend på at rydde op i garderoben det trængte. Pludselig opdagede hun, i en tom skotøjsæske, alle de forsvundne ting. Pænt arrangeret, nærmest som i en genbrugsbutik.
Blusen lå krammet sammen med det korte plisserede skørt. En seddel:
“Kan du stadig danse?”
Penne, sorteret efter farve:
“Du tygger på os når du er nervøs. Vi orker ikke mere stress.”
Nøglerne bundet sammen med nøgleringen, som holdt hinanden i hånden:
“Vi kedede os og tog på eventyr ingen besøger jo sommerhuset. Men i modsætning til nogle andre, fandt vi selv hjem.”
Astrid blev overrumplet. I disse sedler, var der en slags ironisk visdom, lidt tristhed som om hun selv havde skrevet dem, i et andet slags liv, hvor der var tid til at snakke med tingene.
Hun var ved at lukke æsken, da hun så endnu en lille grå seddel i bunden. Uden tilhørende ting. Bare en besked.
Bogstaverne rystede og flød ud, som om de blev ramt af tårer:
“Du lovede pigen i spejlet, at du ville blive kunstner.
Jeg det er pigen.
Jeg er så ensom her i kassen med forsvundne løfter og uindfriede håb.”
Længe sad Astrid på det kolde gulv i garderoben, trykket op mod de overfyldte hylder, og tænkte tilbage.
Hun som barn i børnehaven, tungen lige i munden, mens hun tegnede huset, solen, far, mor og storesøster med Fedtfarver.
Skoletimen med billedkunst glæden over hvordan akvareller flyder sporadisk over papiret.
Duften af oliekridt i fritidsklubben. Stilheden i kunstmuseet. Hver penselstrøg som en lille magisk melodi. Lærerenes forklaringer, sagte som kirkeklokker.
Først troede hun, det skulle blive hendes liv.
Så bare en hobby. Et fristed.
Men siden… Ingenting. Ikke fordi hun ikke nåede det men fordi der altid dukkede noget ‘vigtigt’ op, indtil forventningens varme fornemmelse forsvandt ligesom med sokkerne, nøglerne, pennen.
Hun rørte let ved den sidste seddel.
For hende virkede papiret levende varmere og svagt vibrerende. Eller måske var det hendes egne hænder, der dirrede.
Var endnu en eftermiddag i Field’s eller endnu en krimi virkelig vigtigere end en gammel drøm?
Om natten piskede hun rundt i sengen. Søvnen blev væk. Klokken to gled hun ud af den varme dyne.
Hvor skal du hen? mumlede Mads søvnigt.
Sov trygt svarede hun.
Et sted blandt garderobens æsker har jeg set de gamle farver, tænkte Astrid. Da hun passerede spejlet i entréen, fangede hun blikket fra den lille pige. Forskrækket, men med et glimt af håb.
