Min bror er seks år ældre end mig. For tre år siden blev han gift og besluttede at flytte ind i sin kones lejlighed i stedet for at blive boende med vores forældre. Huslejen i byen var så høj, at det var det eneste fornuftige valg for dem. Jeg havde selv været gift i seks år på det tidspunkt, og jeg havde to børn en dreng på seks og en pige på fire år. Min kone kommer fra København, så det var dér, vi slog os ned. Begge arbejdede vi, og derfor kunne vi købe en lille lejlighed på afbetaling.
For nylig tikkede der en mærkelig besked ind fra mine forældre: Min bror og hans familie skulle komme på besøg i en uge og havde forventning om, at jeg selvfølgelig skulle huse dem alle i min lejlighed. Jeg blev selvfølgelig glad for at se min bror igen efter så mange år, men i sandhedens navn kunne jeg ikke tilbyde dem overnatning vi var allerede fire personer pakket sammen i en etværelses på Amager.
Vi mødtes alle på Hovedbanegården og gled sammen ud i byen, hvor gaderne snoede sig i uvirkelige mønstre, og tårnene på Slotsholmen svajede som vokslys i vinden. Mine forældre nævnte endnu engang over aftensmaden på en lille café på Nørrebro, at jeg skulle give min bror, hans kone og søn tag over hovedet, for alle ved jo, at et værelse i København koster mere end guld og drømmestøv. Men det kunne jeg slet ikke se mig ud af der var ganske enkelt ikke plads i vores lille kabinet.
Da vi sad med stegt sild og rugbrød, forsøgte jeg at foreslå et hotel som et eventyrligt alternativ, men min bror rynkede på næsen, og hans stemme blev til en kold vind, der slog hul i samtalen. Han ville partout ikke sove andre steder end i min lejlighed, som om den rummede skjulte hemmeligheder, kun han kunne afkode.
Jeg kom med alle mulige forslag midt i den mærkelige, drømmende stemning et hyggeligt hotel, et billigt hostel på Vesterbro, eller måske en lejelejlighed via gamle studiekammerater. Alt blev afvist, og det føltes som om afslagene dryssede ned fra himlen som blødt, tungt sne. Det var tydeligt, at de forventede gratis ophold i mit hjem, at lade sig bære gennem ugen af min gæstfrihed spise, sove og le på min regning.
Men alligevel var jeg som fanget i et kalejdoskop af rationalitet og dårlig samvittighed. Jeg ved, at jeg har ret til at sige nej min egen familie og vores velvære må være min første prioritet. Min kone, Freja, og børnene, Rikke og Asger, har også brug for et sted at være, hvor der er ro og plads til drømme mellem de hvide vægge. I virkeligheden skylder jeg ingen andre end dem et hjem, uanset hvor mange mærkværdige drømme natten drysser over min familie.
Min bror og hans familie ville bo gratis hos mig i København, men jeg fik dem heldigvis til at forstå i tide, at det ikke kom til at ske!