Antonine Pedersen gik under det grå regnvejr og græd stille for sig selv. Tårerne sneg sig ned ad hendes kinder, blandet med regndråberne.
“Det eneste, der glæder mig det regner. Så er der ingen, der ser mine tårer,” tænkte hun stille.
Hun klandrede også sig selv: “Det er min egen skyld! Jeg kom ubelejligt. Uindbudt gæst.”
Så gik hun og græd og pludselig kom hun til at grine, da hun huskede en gammel vittighed, hvor svigersønnen siger til svigermoren: “Hvad så, mor, vil du ikke engang have en kop te?”
Nu stod hun jo egentlig i samme situation som denne “mor”.
Hun græd imens hun grinede, og grinede mens hun græd.
Da hun nåede hjem, smed hun sine våde klæder og krøb ind under et tæppe. Nu græd hun højt, uden at holde sig tilbage. Der var jo ingen andre der, kun hendes guldfisk i det runde akvarium. Ingen andre!
Antonine Pedersen havde altid været en spændende kvinde, populær blandt mændene. Men det gik ikke med Niklas far hendes søns far. Han drak for meget. I starten var det til at leve med han drak, sov, og alt var roligt. Men så begyndte han pludselig at blive jaloux. På alle! På manden, der spurgte om vej på gaden, på slagteren, på den gamle nabo, endda på postbuddet.
En dag, hvor Antonine hilste venligt på naboen, gik hendes mand helt fra forstanden.
Han slog hende. Længe og grundigt. Lige dér, foran barnet.
Niklas fortalte senere alt til mormor og morfar. Antonines mor græd:
“Er det for dét her, jeg har opdraget dig? At du skal slås af et drukhovede?”
Faren sagde ingenting, men klædte sig bare på og gik. Han fik lynhurtigt svigersønnen, som nu var blevet eksmand, ud fra fjerde sal. Svigersønnen brækkede endda armen på vej ned.
“Kommer du nær min datter igen, så knuser jeg dig. Om så jeg skal i fængsel, så skal du aldrig ødelægge min Tonni igen,” truede faren.
Og det passede; manden dukkede aldrig op igen. Og Tonni giftede sig ikke mere en søn skal opdrages, det er det vigtigste, tænkte hun.
Mange mænd forsøgte efterfølgende, men hun kunne ikke. Hun havde fået nok af Niklas far.
Det kneb ikke med økonomien for Antonine, for hun havde en god stilling som ernæringsteknolog på en hyggelig lille restaurant i Roskilde. Hun klagede aldrig, lagde da også lidt penge til side til en lejlighed.
Men da hun endelig havde sparet nok sammen, besluttede Niklas sig for at gifte sig. Hans brud hed Malene, en sød pige med et klingende dansk navn.
Så blev Antonine boende i den gamle etagelejlighed og gav børnene både brylluppet og den nye, toværelses lejlighed. Sådan skal det være de har startet familie, de behøvede det mere end hende!
Nu var hun endda begyndt at spare op til børnene, så de kunne få sig en ny bil.
For hvor længe skulle de køre rundt i den slidte gamle Skoda?
Egentlig havde hun ikke planlagt at besøge sønnen den dag. Hun plejede ikke at trænge sig på. Men hun fandt sig selv tæt ved deres hjem, da himlen åbnede sig, og regnen væltede ned. Hun havde ikke engang en paraply med sig, og i så voldsomt vejr ville den næppe have hjulpet.
Så hun bestemte sig for spontant at slå et smut forbi måske kunne hun sidde lidt sammen med Malene, snakke som kvinder nu gør, og få en kop te.
Da Malene åbnede, så hun forundret på sin svigermor, bød hende ikke engang ind:
“Antonine Pedersen, ønskede du noget?” spurgte hun køligt ud i entreen.
Antonine snerrede lidt forvirret og talte sig ud af det, som om hun skulle undskylde:
“Det er bare… regnen…”
“Regnen er stoppet nu! Du bor jo tæt på, du kan sagtens gå igennem,” sagde Malene og foldede armene, mens hun kiggede ud ad vinduet.
“Ja, selvfølgelig,” nikkede Antonine og gik ud under regnen, med tårerne trillende ned.
Hun græd hele vejen hjem og først da hun faldt i søvn, drømte hun om sin guldfisk.
Den var pludselig vokset diger og svømmede lydløst rundt, men Antonine kunne høre alt, den sagde:
“Så sidder du dér og tuder, hva? Ikke engang en kop te det kunne de ikke byde dig på i regnen! Er det til sådan nogen, du samler penge til en bil? Skal du altid ofre dig selv? Se dig selv an! Så klog og så smuk! For hvad de værdsætter dig jo ikke. Tag dine penge og rejs til havet! Lev lidt for dig selv!”
Antonine vågnede, da mørket havde lagt sig over København. Guldfisken svømmede stadig i akvariet munden åbnede og lukkede sig, men ordene var væk. Men Antonine havde forstået det vigtigste:
Man må ikke ofre sig for utaknemmelige folk. Eller for folk, der ikke engang vil lade én få ly for regnen og ikke byder på te.
Så tog Antonine de penge, hun havde sparet op til bilen. Brugte dem på sig selv i stedet.
Hun købte en rejse til Vesterhavet og nød sommeren. Da hun vendte hjem, var hun smuk, solbrændt og havde mod på livet igen.
Sønnen og svigerdatteren opdagede det slet ikke. De kontaktede hende kun, når de skulle låne penge eller have hende til at passe barnet.
Og nu undgik Antonine ikke længere mænd, og snart dukkede der en bejler op restauratørens direktør, en charmerende mand. Han havde længe haft et godt øje til hende, men hun havde altid færdedes i familiens skygge. Nu var det anderledes nu havde hun tid og lyst.
De gik på arbejde sammen, hjem sammen, livet bød på noget nyt og dejligt.
En dag kom Malene forbi.
“Hvorfor kommer du aldrig forbi? Hvorfor ringer du ikke? Niklas har fundet en bil, der ville være god,” hentydede hun.
Antonine lagde armene over kors og svarede roligt:
“Malene, ville du noget særligt?”
Malene åbnede munden for at svare, men netop da stak den interessante direktør hovedet ud:
“Tonni, skal vi have te nu?”
“Det skal vi!” smilede Antonine og nikkede mod døren.
“Kald også gæsten ind,” foreslog han venligt.
“Nej, Malene er lige på vej ud hun drikker ikke te. Vel, Malene?”
Antonine Pedersen lukkede døren efter svigerdatteren, og med et glimt i øjet, sendte hun et smil mod guldfisken i akvariet.
Sådan kan det også gå.
Antonias tårer i regnen – en mors offer for en utaknemmelig familie, et hårdt liv med en voldelig ma…
