Kirstine sad foran spejlet og lagde den samme læbestift Kirsebærmarmelade. Søren havde engang sagt, at den klædte hende.
I hendes alder ventede man ikke længere mirakler. Men pludselig mødte hun ham. Forestil dig ved et busstoppested! Han gav sin plads, hun takkede, de faldt i snak.
Tre måneder siden nu. Føltes som et helt liv.
Misser, hvad siger du? Kirstine vendte sig mod katten, der lå i vindueskarmen og holdt øje med gråspurvene. Ser jeg godt ud?
Katten mjavede, bossagtigt bifaldende.
Misser havde boet hos hende i fem år nu. Lige siden dagen, hun begravede sin mand. Hun tog killingen med hjem og sagde til ham: Vi to sørger videre sammen. Men i stedet kom de til at leve sammen.
En klog kat. Omsorgsfuld. Når hun havde det skidt, kom han og spandt, og når hun var glad, fyrede han rundt i stuen. Om morgenen vækkede han hende altid en blid pote på hendes kind.
Telefonen ringede.
Kirstine, jeg er på vej! Sørens stemme var glad, energisk. I dag får vi det afklaret, én gang for alle.
Fint, lo hun. Jeg venter.
I dag skulle han komme med nøglerne til sin lejlighed. De havde besluttet at flytte sammen! Til hans lejlighed i Hellerup nær Øresund. Mere plads, mere lys bedre luft.
Kirstine syntes allerede, hun så det for sig: morgenmad på altanen, udsigt over havnen, Søren med avisen.
Misser, sagde hun, vi flytter! Du kommer til at elske det. Store vinduer, masser af fugle du kan kigge på.
Katten strakte sig, hoppede ned, gned sig op ad benet på hende.
Ja, ja, selvfølgelig tager jeg dig med. Hvad skulle jeg gøre uden dig?
Dørklokken lød.
Søren stod med blomster og et stort smil. Velklædt og velplejet. I jakkesæt, der viste, han var en succesfuld forretningsmand ikke hvem som helst.
Min skønne! Han kyssede hendes kind. Klar til et nyt liv?
Klar! Kirstine strålede. Kom ind, jeg sætter vand over til te.
De satte sig i køkkenet. Søren lagde et nøglebundt højtideligt på bordet.
Her er de. Nøglerne til vores nye hjem.
Misser kom til døren. Han listede hen og snusede til gæsten.
Nu er det igen den kat, knurrede Søren og rynkede på næsen. Kirstine, jeg ville gerne tale med dig.
Om hvad? spurgte hun anspændt. Noget køligt gled ind i hans stemme.
Ser du, lejligheden er ny. Nyt gulvtæppe. Katte de fælder, lugter. For at sige det som det er, jeg har allergi.
Kirstine stivnede med koppen i hånden.
Hvad betyder det?
Det betyder, jeg ikke vil bo sammen med en kat. Søren sagde det roligt, som talte han om gammel, udslidt sofa. Du må selv finde ud af det.
Ordene ramte som isvand.
Misser sad ved hendes fødder og så på hende. Først på hende, så på Søren.
Et blik fuldt af forståelse.
Lidt efter gik Søren, han lod nøglerne ligge på bordet. Kirstine blev siddende med teen, stirrende på de forbandede nøgler.
Misser hoppede op på hendes skød, begyndte at spinde. Roligt, trøstende.
Hvad skal jeg gøre, Misser? hviskede hun og aede ham hen over pelsen. Hvad skal jeg stille op?
Sørens ord kørte rundt i hovedet: Du må selv vælge.
Hvad skulle hun vælge? I fem år havde Misser været hendes familie, hendes trøst, hendes mening. Efter Jens død havde killingen nærmest reddet hende fra vanvid.
Hun huskede, hvordan hun bar ham ind lille, pjevsende. Hun flaskede ham op, plejede ham, sad op om natten. Første gang han spandt i hendes arme.
Alle de år. Morgenmad sammen. Aftener foran fjernsynet. Når hun var syg, forlod han hende aldrig. Når hun var trist, kom han slæbende med sin elskede stofmus og lagde den ved siden af hende, nærmest for at sige: Tag den, leg lidt.
Misser løftede sit hoved og så hende ind i øjnene. Der var noget menneskeligt i hans blik.
Kirstine gik rastløst rundt i køkkenet. Tog mobilen, ville ringe til veninden Anne, men lod være. Hvad ville Anne sige? Sikkert: Kirstine, for en mands skyld kan man altid finde et hjem til en kat
Men kunne man?
Hun gik hen til vinduet. Udenfor dalede årets første sne. December. Snart nytår. Hun havde drømt om ikke at være alene for en gangs skyld.
Tja, besluttede hun. Jeg må gå til dyrlægen. Måske kender de nogen, der kan tage ham. Vi finder gode mennesker.
Men selv mens hun sagde det, mærkede hun, at noget i hende strittede imod. Protesterede.
Dagen efter gik hun ind til naboen, fru Grethe hun fodrede altid de vilde katte i gården.
Grethe, kender du nogen, der kunne tage en kat? En god, klog kat.
Misser? Grethe så overrasket ud. Hvad er der sket?
Jeg skal flytte. Og der må man ikke have dyr.
Grethe så længe på hende:
Men Kirstine, er du rigtig klog? Misser er jo din familie! Jeg husker, du sad nat og dag og tog dig af ham, da han var småtig.
Omstændigheder, sukkede Kirstine.
Hvilke omstændigheder er vigtigere end en trofast ven? rystede Grethe på hovedet. Nej, jeg kender ikke nogen. Og jeg vil heller ikke. Det ville være forræderi, Kirstine.
Ordet forræderi skar i hjertet. Kirstine sagde farvel i hast og gik.
Hjemme ventede Misser ved døren. Han gned sig op ad hendes ben og spandt. Og hun forstod pludselig: Han mærker det. Dyr fornemmer, når noget ikke er, som det skal være.
Undskyld, sagde hun dæmpet og tog ham op. Tilgiv mig.
Hen under aften ringede Søren:
Nå, har du fået katteproblemet løst?
Ikke endnu. Leder stadig efter nogen.
Kirstine, stemmen var blevet hård. Nu må du ikke blive alt for sentimental. Vil du mig eller vil du ikke? Jeg er en seriøs mand, jeg har brug for en kvinde, der kan træffe beslutninger. Ikke en, der sætter en almindelig kat foran lykken.
Giv mig lidt tid endnu.
Der er ikke meget tid. Jeg vil have, at du fejrer nytår med mig. I mit hjem.
Kirstine sad længe efter på sin plads i stilheden. Misser lå tæt på hende i sofaen, kiggede jævnligt op.
Han har jo ret, sagde hun til katten. Du er bare et dyr. Søren er et menneske. Hvor finder jeg ellers sådan en?
Men ordene klingede falskt selv for hende.
Tredje dag ringede Anne:
Kirstine, du lyder mut. Hvad sker der?
Og Kirstine fortalte alt. Om ultimatumet, jagten på nyt hjem til Misser, tvivlen i sig selv.
Vent lige, afbrød Anne. Sagde han virkelig: Enten mig eller katten?
Ja sådan blev det sagt.
Og ved du, hvad det næste bliver?
Hvad?
Så siger han: Jeg kan ikke lide, du går i jeans. Eller: Din veninde bryder jeg mig ikke om, stop det. Hvis en mand allerede nu begynder med krav og betingelser
Men jeg ender jo alene! Kirstine nærmest råbte. Alene med mig selv!
Og hvad nu? Er du ikke allerede alene? Gælder Misser ikke?
Kirstine tav.
Efter snakken med Anne satte hun sig i sofaen. Misser hoppede op og lagde sig til rette.
Hør, sagde hun, lad os være ærlige. Hvis jeg afleverer dig savner du mig så?
Katten spandt sit eget svar.
Og hvad med mig? hun strøg ham over hovedet. Kan jeg være glad, hvis jeg svigter dig?
Misser så hende dybt i øjnene. Så megen tillid. Så meget kærlighed.
Åh Gud, hviskede hun. Hvad er det, jeg gør?
Telefonen ringede igen. Søren.
Kirstine, i morgen er det lørdag. Jeg henter dig. Har du fået ordnet dyret?
Hun så på Misser. Han lå trygt sammenrullet og spandt dovent.
Søren, jeg må tænke lidt mere.
Tænke!? han lød irriteret. Vil du virkelig ødelægge alt for en kat? Er du rigtig klog?
Kunne du ikke vænne dig til ham? Han er virkelig venlig, renlig.
Jeg har jo sagt jeg har allergi! Og du er slet ikke klar til et rigtigt forhold. Tænk dig nu om. Sidste chance.
Så blev der stille. Kun Misser spandt.
Nå, sagde hun stille. Sidste chance. Pænt sagt.
Pludselig blev hun bange. Ikke for ensomheden. Men for hvor tæt hun havde været på at svigte den eneste, der aldrig stillede krav.
Lørdagen kom grå og fugtig. Kirstine vågnede for tidligt, havde sovet dårligt vendt og drejet sig hele natten. I drømmen havde hun gået ned ad en lang korridor, hvor Søren og Misser stod for enden, og hun måtte vælge hvem.
Misser lå som altid ved hendes fødder. Han strakte sig og hoppede op på hendes pude.
Godmorgen, min ven, hviskede Kirstine og stak ansigtet i blød pels.
Hun gik i køkkenet, satte vand over, fyldte katteskålen. Rystede på hænderne.
Hvad skal jeg gøre? sagde hun lavt til den spisende kat. Hvad skal jeg dog gøre?
Katten så op og mødte hendes blik. Så megen forståelse i de gule øjne, at hun blev rørt.
Måske har han ret, mumlede hun. Måske er jeg ikke klar til et rigtigt forhold mere. Måske hænger jeg for meget i det gamle?
Men hun mærkede: De ord var ikke hendes. De var påtvungne.
Klokken elleve ringede Anne:
Kirstine, hvordan går det? Har du besluttet dig?
Nej, Anne. Hjertet siger ét, fornuften noget andet.
Og hvad siger hjertet?
Kirstine tav. Kiggede på Misser, der vaskede sig på vindueskarmen.
Hjertet siger, jeg ikke kan svigte ham.
Så har du svaret! sagde Anne. Hør nu, Kirstine: En mand, der tvinger dig til at vælge mellem sig selv og en trofast ven hvad er han for én?
Efter samtalen satte Kirstine sig med Misser på skødet.
Ved du hvad, sagde hun. Anne har ret. Jeg er ikke alene. Jeg har dig. Og jeg er tilfreds. Rigtig tilfreds.
Misser spandt, lagde sig godt til rette.
Og hvis det nu er, at Søren slet ikke er den rette? Måske kommer den rigtige en dag, én der holder af os begge.
Klokken to lød dørklokken. Kirstine fór sammen hjertet bankede vildt.
Søren stod på dørtrinnet med en lille taske. Ansigtet fast, forretningsagtigt.
Så? Er du klar? Har du pakket?
Kom indenfor, Søren. Vi må lige tale sammen først.
Tale om hvad? Han trådte ind og kiggede sig omkring. Hvor er katten? Har du fundet et sted til ham?
Misser kom ud fra køkkenet, stoppede op og satte sig.
Se nu der, Søren kneb øjnene sammen. Kirstine, jeg bad dig klare det!
Jeg har truffet en beslutning, sagde hun stille.
Og?
Og jeg kan ikke skille mig af med ham.
Søren stod stille. Drejede sig mod hende:
Hvordan kan du ikke?
Jeg kan det bare ikke. Han har været hos mig i fem år.
Og hvad med mig? hans stemme blev hård. Hvem er jeg for dig så?
Kirstine så på ham. Og nu så hun ikke længere manden, hun var blevet forelsket i. Hun så bare en, der ville bestemme. En, for hvem hendes bånd var en hindring.
Du betyder noget for mig, sagde hun. Men Misser har aldrig krævet, at jeg vælger.
Hvad!? Søren så chokeret ud. Sammenligner du mig med en kat?
Ikke sammenligner. Men han elsker mig, bare fordi jeg er mig.
Kirstine, sagde Søren truende og trådte nærmere. Du ødelægger vores liv for et dyr?
Nej. Jeg vælger noget, der er vigtigt for mig.
Misser hoppede op ad benet, så hun tog ham op.
Ved du hvad, lød Sørens stemme spidst. Tænk dig grundigt om. Jeg kunne have givet dig et godt liv! Og nu alt for en kat.
Han er ikke bare en kat, afbrød Kirstine. Han er Misser. Min Misser.
Hvad er der så specielt ved ham? Søren rystede af vrede. Et dyr! Bare et dyr!
Og der forstod Kirstine det helt og holdent.
Søren, sagde hun roligt, du har ret. Der er intet særligt ved ham. Bortset fra at han aldrig har krævet, jeg vælger mellem ham og andre.
Søren stod målløs.
Sådan skal det være? Han sagde endelig. Du vælger katten?
Han blev stående lidt endnu, vendte sig så brat:
Dumme Kirstine. Du mister din chance. Sådan én som mig møder du aldrig igen.
Måske ikke, sagde hun. Men sådan én som ham møder jeg heller aldrig igen.
Han smækkede døren.
Kirstine blev alene i stilheden.
Hun gik ind i køkkenet og satte sig. Misser lagde sig i hendes skød.
Så, nu er vi igen bare os to, sagde hun og nussede hans hoved.
Han løftede det, så hende i øjnene, og gned sig imod hånden.
Der bredte sig lettelse i hende. Ja, lettelse! Som om en tung sten var væk.
Ved du, Misser? hun smilede. Jeg tror, vi gjorde det rigtige.
For første gang i dage føltes alt let.
Marts. Udenfor drypper tagene, foråret banker på, spurvene larmer. Kirstine stod og vandede sine violer i vindueskarmen over vinteren havde hun fået en hel lille jungle.
Se, Misser hvor er den flot! sagde hun og viste ham en blomstrende plante.
Misser snusede anerkendende til potten, gav et venligt mjav.
Tre måneder var gået. Først havde det været svært ikke af ensomhed, men af tanker: Gjorde jeg forkert? Var han min sidste chance?
Men der gik ikke længe, før tingene ændrede sig. Hjemmet fik liv igen.
Hun begyndte at undervise igen tog to elever: lille Rikke og teenageren Asger. Musikken vendte tilbage til hjemmet. Latter, stemmer, liv.
Kirstine, hvem er den kat? spurgte Rikke første gang, hun så Misser.
Det er Misser. Min gode ven.
Må jeg klappe ham?
Selvfølgelig.
Misser tålede det i stor stil, endda med spinden som om han ville vise, at den nye lille gæst var god nok.
For nylig skete noget specielt. Kirstine mødte Henning fra femte i opgangen pensioneret lærer, enkemand. De faldt i snak.
Sikke en kat, De har, sagde han og så Misser i vinduet.
Tak. Er De glad for dyr?
Meget. Jeg havde engang en schæfer, Dina. Hun døde for to år siden. Har ofte tænkt, om jeg skulle skaffe mig en ny ven. Det er ensomt alene.
De snakkede længe. Henning viste sig at være et varmt menneske med mange interesser.
Hvordan har Misser det med gæster? spurgte han en dag.
Han kan bedømme folk ret godt. Han bryder sig ikke om nogen, der er uvenlige.
Henning lo:
Så må jeg håbe, jeg består prøven.
Det gjorde han i første forsøg.
Kirstine så, hvordan Misser nød solskinnet, og smilede. Livet kom tilbage. Ikke som planlagt, men måske endnu bedre.
Hun lavede te, satte sig i lænestolen. Misser lagde sig til rette i hendes skød.
Tak, hviskede hun og aede ham blidt. For at minde mig om, at ægte kærlighed aldrig kræver svigt.
Misser spandt varmt, trygt, hjemligt.
Kirstine var ikke længere bange for ensomhed. For hun vidste nu: Med dem der elsker dig uden betingelser, er du aldrig virkelig alene.
