Jeg kommer sent, der er kaos på byggepladsen, sagde Viktoria med dæmpet stemme, mens en vinkelsliber brummede i baggrunden. Hører du mig overhovedet?
Ja, jeg hører, svarede Mikkel, mens han flyttede telefonen til det andet øre. Skal jeg vente på dig til aftensmad?
Vent ikke. Jeg kommer måske slet ikke; deadline presser.
Okay.
Korte pip. Så går det altid.
Mikkel lagde telefonen på køkkenbordet og stirrede på gryden med afkølet sild. Han havde lavet mad til to ud af vane, selvom han længe havde haft tænkt sig at stoppe. Viktoria arbejdede som fliselægger, og hendes arbejdstider lignede et elektrokardiogram: vilde toppe af aktivitet efterfulgt af lange perioder med lige linje. I et halvt år rejste hun fra projekt til projekt, lagde dyre porcelænsfliser i andres lejligheder og tjente så mange penge, at Mikkel stille og roligt blev misundelig. Så fulgte et halvt år i fuldstændig ro, hvor der ingen opgaver var, og hun sad hjemme.
Begge tilstande var på hver sin måde uudholdelige.
Når Viktoria var på arbejde, forsvandt hun. Fysisk, følelsesmæssigt, mentalt helt. Hun tog af sted klokken syv om morgenen og kom først hjem omkring midnat, hvis hun overhovedet kom hjem. Nogle gange overnattede hun på byggepladsen, fordi hvorfor skulle jeg køre frem og tilbage, når jeg alligevel skal starte igen klokken seks. Mikkel spiste aftensmad alene, så serier i ensomhed og lagde sig i en kold, tom seng. Det eneste bevis på, at han overhovedet var gift, var papiret med vielsesattesten, gemt i en mappe med andre dokumenter.
Han prøvede engang at tælle, hvor mange fælles middage de havde haft de sidste tre måneder. Fire. Fire!
Den virkelige helvedes ild begyndte, når arbejdet var slut.
Viktoria kom hjem. Man skulle tro, at det var en grund til at glæde sig hendes kone var her, de kunne endelig være sammen. Ikke så hurtigt. Efter et halvt år i andres lejligheder havde hun set så mange designløsninger, at hendes eget hjem begyndte at irritere hende. Hun stod i badeværelset og så på fliserne, dem hun selv havde lagt for to år siden, og hendes øjne flakkede.
Det er et mareridt, mumlede hun og strøg med fingeren langs fugerne. Hvordan kunne jeg lade det ske? En forskydning på halv millimeter. En halv millimeter, Mikkel!
Mikkel, der ikke kunne skelne en halv millimeter fra femten, nikkede høfligt.
Så begyndte det.
Først sagde hun: Lad mig se, om jeg kan rette det. Så: Jeg fjerner bare én flise, udskifter den, så er det gjort. Så: Hvis jeg allerede er i gang, må jeg jo renovere hele væggen, ellers er det spildt. Til sidst kom Mikkel hjem fra arbejde og fandt, at badeværelset slet ikke længere eksisterede kun nøgne vægge, bunker af byggeskrot og en kone i åndedrætsværn, der gladeligt blandede fliseklæber.
I løbet af deres tre år som ægtefolk havde de gennemgået fire badeværelsesrenoveringer, tre køkkener og én gangkorridor.
Projektet blev afleveret til tiden, og roen sænkede sig igen. Men ikke for Mikkel.
Kan du hente fliser for mig?, ringede Viktoria, mens Mikkel var på arbejde. Og fuge, grå, jeg sender dig navnet.
Jeg er på arbejde.
Så smid forbi i frokostpausen. Jeg skal nå at færdiggøre dette hjørne inden aftenen.
Så gør jeg.
Hent, bring, bestil, hjælp. Mikkel blev til både bud, flyttearbejder og hjælper på ét. Viktoria holdt sig fast hjemme, gik kun i byggemarkedet for materialer nogle gange tre gange om dagen, fordi jeg vidste jo ikke, at den grå fuge ikke ville række, hvordan skulle jeg så vide det?.
Hun var konstant udmattet. Af sin egen renovering. Om aftenen fandt Mikkel hende på køkkenet beskidt, udtændt, med flisestøv i håret og hun så på ham med tomme øjne.
Skal vi spise?
Senere. Jeg har ingen energi.
Hun havde ingen energi til noget. Ikke til samtaler, ikke til film, ikke til intimitet. Mikkel var kun til at hente ruller, når hun var for doven til at klæde sig på og gå ud. Eller til at bære en cementpose fra bilen. Eller holde en vater, mens hun justerede en række fliser.
Vi er ægtefolk, sagde Viktoria, når Mikkel prøvede at protestere. Ægtefolk hjælper hinanden.
Ægtefolk. Et komisk ord i et forhold, hvor den ene kun eksisterer som serviceperson for den andens professionelle ambitioner.
Lørdag aften stod Viktoria og sorterede en ny baggrund på væggen. Den forrige farve havde ikke tilfredsstillet hende. Mikkel sad i køkkenet midt i kaosset, forsøgte at drikke te. Tekanden stod på en skammel i gangen, fordi bordpladen var dækket af fliser. Sukker fandt han i badet. Skeen var forsvundet helt.
Kirstine, startede han forsigtigt, tror du, vi kan holde op nu?
Hvad skal jeg holde op med? svarede hun uden at vende sig, mens hun prøvede endnu en flise på væggen.
Med alt dette. Renoveringen. Du ændrer hele lejligheden hele tiden.
Så hvad? Jeg kan godt lide det. Det er mit hjem, jeg vil have det perfekt.
Det vil aldrig blive perfekt for dig. Du vil hele tiden ombygge, så vil du så få nye projekter, kigge på andres boliger og starte forfra.
Viktoria lagde flisen ned og vendte langsomt om. I hendes øjne lyste noget farligt.
Og hvad foreslår du? At leve sådan, at alt omkring mig irriterer mig?
Jeg foreslår, at vi lever normalt! Som almindelige mennesker. Gå i biografen. Spise aftensmad sammen. Tale om noget andet end fuger og fuge. Kan du huske, hvornår vi sidst gik et sted ud sammen?
Jeg har arbejde.
Du har ikke arbejde! Du har selv fundet på det!
Det er ikke et opdigtet arbejde, Mikkel. Det hedder at forbedre boligen. Nogle er rigtig dygtige til det.
Andre vil bare leve. Ikke på en byggeplads, ikke i støv, ikke i en hentgivtilstand. Leve med en kone, der husker, at hun har en mand.
Viktoria krydsede armene som om hun ville beskytte sig.
Du forstår det ikke. Du er programmør, du sidder i dit hyggelige kontor og trykker på taster. Jeg skaber noget med hænderne. Noget håndgribeligt, som man kan røre ved. Når jeg ser, at jeg kan gøre noget bedre, så gør jeg det bedre.
På bekostning af alt andet!
Hvis du er utilfreds så holder ingen dig fast.
Hun sagde det næsten ligegyldigt, som om det drejede sig om en ubehagelig stol, man bare kan smide ud og erstatte. Mikkel blev tavs. I den sætning var hele deres problem komprimeret i syv ord. For Viktoria var han blot en mulighed. Ikke en nødvendighed, ikke en ægtemand, ikke en elsket blot en indstilling, man kunne slå fra, hvis den kom i vejen.
Ved du hvad, rejste han sig og børstede støvet af sine jeans, måske har du ret.
Hvorfor?
At der faktisk ikke er nogen, der holder mig fast.
De kiggede på hinanden gennem bunker af fliser, poser med klæbemasse og rester af det, der engang havde været et køkken. Begge indså, at skænderiet ikke handlede om renoveringen. Det handlede om, at deres livsrytmer for længst havde løst sig fra hinanden og kun mødtes på adressen.
De blev skilt efter tre måneder. Overraskende fredeligt. Der var intet at dele.
Mikkel gik rundt i sin nye lejlighed lille, men ren, uden en cementpose i krogen og kunne ikke tro på stilheden. Ingen boremaskine. Ingen dørklokke. Ingen hastende beskeder om at hente fugemasse, fordi den gamle var udtømt.
Han kunne planlægge. For første gang i tre år vidste han præcis, hvad han skulle lave om aftenen. Men der manglede noget. Som om et hul i brystet ikke kunne fyldes.
Næsten to år gik.
Har du hørt nyhederne? ringede Ditlev, en gammel ven, fredag aften. Om din eks?
Mikkel spændte sig. De var blevet skilt, og han havde siden da undgået al information om Viktoria.
Hvad er der?
Hun er gift igen. For nylig.
Det gik hurtigt.
Ja. Gæt hvem? Ditlev holdt en dramatisk pause. En fliselægger, kan du tro?
Mikkel trak på smilebåndet.
Hvordan går det?
De siges at skinne sammen. De slår til på byggepladser som et topersoners hold. Et perfekt tandem.
Det, der havde irriteret Mikkel til tanden, blev nu fundamentet for andres forhold. Sjovt.
Tre måneder senere stødte han på dem i supermarkedet. Ren tilfældighed han gik efter arbejde efter indkøb, greb en indkøbsvogn og gik mod mejeriet, hvor han så stoppet.
Viktoria stod ved yoghurtkølet, ved siden af en mand i hans alder, solid bygget med hænder, der tydeligt var vant til fysisk arbejde. De diskuterede noget i lavmælt tone og grinede. Hun skubbede ham let i skulderen, han pegede på hende i siden, hun skrattede og trak sig væk.
De lignede teenagere i forelskelse, som om hele verden kun bestod af den ene ved siden af.
Viktoria så anderledes ud. Ikke udmattet, ikke med tomt blik, men levende. Som den hun var, da de først mødtes.
Mikkel tøvede, lagde stille vognen på gulvet og gik ud af butikken uden at købe noget.
I bilen smilede han. De to passede simpelthen ikke sammen. Deres skilsmisse var uundgåelig.
Mikkel startede motoren.
Hvis hun har fundet sin partner, kan jeg også finde min.
Den tætte tåge, der havde indhyllet Mikkels liv efter skilsmissen, begyndte endelig at lette. Så lærte han, at ingen kan holde dig fast, men at du selv kan vælge, hvornår du giver slip og går videre med respekt for både dig selv og dem, du engang elskede.
