Jens Madsen vågnede
Egentlig startede dagen ret godt. Når man fylder 118 år, er det jo nærmest en præstation bare at slå øjnene op om morgenen.
Første punkt på dagsordenen var et slags teknisk eftersyn: venstre øje blev åbnet fungerede fint, højre lidt sløret. Han skyllede det, dryppede lidt i, og straks var han sig selv igen.
Han bøjede alt, hvad der kunne bøjles, og smurte det, der knagede og knirkede. Lige en hurtig tjek af for- og baggear, og så diagnostik af nakken. Da han var sikker på, at alt drejede og knækkede, som det skulle, trippede han to gange, klappede i hænderne tre gange og gik i gang med dagen.
Præcis klokken otte ringede de fra Folkepensionen på slaget, sådan som de plejede.
Dav, Lene, og tillykke, kradsede jubilæaren med hæs stemme i røret.
Ja, godmorgen Jens Madsen, svarede Lene lidt trist, hvordan har De det i dag?
Kan ikke klage, smålo den gamle og så sig omkring.
Det er virkelig en skam, Jens Madsen, sukkede hun, jeg har fået fem påtaler alene i år på grund af Dem! Det er i dag 30 år siden, De overgik fra ATP til almindelig folkepension.
Undskyld, det vidste jeg ikke. Men jeg har hørt, at der skal være en lille forhøjelse denne måned?
Ja En lille forhøjelse, hendes stemme blev helt stille, nærmest sørgmodig, De er vel ikke begyndt at arbejde sort et sted?
Nej, desværre, jeg har faktisk penge nok, sagde Jens og smilede for sig selv.
Øv Nå, det bedste til Dem… men hun lagde på, før hun fik sagt mere.
Klokken ni satte Jens sig til morgenbordet sammen med sit oldebarn, som ikke boede hos ham, men altid selv lukkede sig ind. Drengen plejede at tage mål af køkkenet eller badeværelset; så sad han bagefter og regnede materialepriser igennem, tegnede nye møbler på en serviet.
Denne gang havde han glemt målebåndet.
Tag det på vitrineskabet, det er fra din farfar Jens grinede tørt og hældte kogende vand over tebladene.
Oldebarnet sukkede tungt, men satte sig ned og kastede sig over Jens berømte spejlæg.
Klokken ti gik Jens ud foran opgangen for at ryge.
Nå, Madsen, du ryger stadig! råbte naboen.
Ved du godt, at rygning fører til men han stoppede sig selv, da han så den aldrende Jens ryste asken af cigaretten. Manden havde jo røget, siden de fleste blev begravet for årsagen til at ryge.
Vi tager til København i dag, begyndte naboen.
Og hvad skal I der?
Vi skal køre med metroen, og så ind på Rådhuspladsen og se den nye statue, inden de ændrer noget igen.
Hvad er der at se? Statue som statue.
Har du overhovedet set den selv?
Ja, den kom forbi vores landsby engang.
I kiste?
Nej, i togkupé.
Sig mig, hvor gammel er du egentlig?
Jeg blev atten for nyligt, mumlede Jens bag cigaretten.
Du driller mig.
Næ, jeg tog to omgange med konfirmationen.
Jamen, tillykke med voksenlivet da!
Tak skal du have, Jens nikkede, slukkede cigaretten og gik ind.
Klokken elleve ringede direktøren fra Telia op og tryglede grædende om, at Jens ville skifte mobilabonnement. Det abonnement, Jens havde, eksisterede kun for hans skyld, og reelt set betalte Telia sågar ham lidt ekstra bare for at blive.
Klokken fem gik Jens i supermarkedet. På fødselsdagen gav de rabat svarende til ens alder. Jens snuppede en lagkage, et kilo bananer og et stort smart-tv. For resten bestilte han taxa og hentede et par flyttemænd til at bære tingene ind.
Klokken syv ringede de fra krematoriet. Ville han ikke nok komme og hente sit forsikringsbevis og de hjemmesutter, han havde glemt der?
Klokken otte kom gæsterne. Jens stillede lækkerier frem på bordet, tændte det nye fjernsyn og skænkede vin op.
Skålene var meget sparsomme. Folk vidste virkelig ikke, hvad de skulle ønske manden, så de rejste sig bare én efter én uden at sige så meget.
Klokken ti kom politiet og bad ham dæmpe sig lidt der bor jo ældre mennesker lige ved siden af. Fødselsdagsbarnet selv åbnede døren, hvilket lige for et kort øjeblik fik betjentene til at tvivle lidt på virkeligheden.
Først nær midnat gik Jens i seng, efter de fleste gæster var gået hjem eller sendt af sted til hospitalet. Smilende mod mørket tog han sin gyldne magiske ring af og lagde under hovedpuden. Indeni stod der med små bogstaver, indgraveret for mange år siden efter konens ønske: “Lev for os begge”.
Og det var præcis det, han gjorde.
Jeg lærte i dag, at livet aldrig bør holde op, før smilet falmer, og at kærlighed også i sorg er det, der holder os i gang.
