Mette, du er helt vanvittig i din alder! Dine børnebørn går allerede i skole, og du skal giftes? så lød det, da min søster udbrød, efter jeg havde fortalt hende, at jeg skulle giftes.
Hvorfor tøve? Om en uge skulle jeg og Jens Nielsen skrive under på ægteskabspapirerne, så jeg måtte give min søster besked. Selvfølgelig ville hun ikke komme til ceremonien vi boede på hver sin ende af landet, og i vores 60 år havde vi ingen lyst til storslåede festligheder med høje råb om Suk, så hårdt! i stedet. Vi ville blot skrive under i stilhed og nyde et lille øjeblik for to.
Jeg kunne have sagt nej, men Jens insisterede. Han er min ridder på benene: åbner døren til elevatoren for mig, rækker ud, når jeg stiger ud af bilen, hjælper med frakken. Han vil ikke leve uden et officielt stempel i paset. Så sagde han: Hvad er jeg, en dreng eller hvad? Jeg vil have et seriøst forhold. For mig er han stadig en dreng, om end med gråt hår på hovedet.
På arbejdet respekteres han, og folk kalder ham kun med fornavn og efternavn. Der er han alvorlig, streng, men når han ser mig, smelter han som om han mistede fyrre år. Han griber mig i armene og vil danse midt på gaden. Jeg bliver både glad og flov. Folk vil kigge, le, siger jeg. Hvem? Jeg ser kun dig, svarer han. Når vi er sammen, føles det, som om hele verden kun består af mig og ham.
Alligevel har jeg min søster, som jeg må fortælle alt. Jeg frygtede, at Kirstine ligesom mange andre ville dømme mig, men jeg havde mest brug for hendes støtte. Så jeg samlede modet og ringede.
Metteeeee, lød hendes hæse stemme, da hun hørte, at jeg skulle giftes, et år er gået siden vi begravede Vagn, og du har allerede fundet en erstatning!
Jeg vidste, at nyheden ville chokere hende, men jeg havde ikke forestillet mig, at min afdøde mand skulle være kilden til hendes vrede.
Tanja, jeg husker, afbrød hun mig. Men hvem fastsætter de tidsrammer? Kan du give mig et tal? Hvor lang tid skal jeg vente, før jeg kan være lykkelig igen uden at blive dømt?
Hun tænkte sig om:
Nå, af anstændighedens skyld bør du vente mindst fem år.
Så jeg skal fortælle Jens, at han skal komme om fem år, mens jeg stadig bærer sorgens sort?
Kirstine sagde intet mere.
Hvad vil det give? fortsatte jeg. Tror du virkelig, at ingen vil kritisere os om fem år? Der vil altid være dem, der vil sprede rygter, men jeg har intet med dem at gøre. Din mening betyder meget, og hvis du holder fast, vil jeg aflyse brylluppet.
Jeg vil ikke være den hårde, men ægteskabet skal finde sted i dag! Jeg forstår dig ikke og støtter dig ikke. Du har altid haft dit hoved i skyerne, men du tror ikke, du kan overleve til alderdommen. Hav samvittighed, vent mindst et år.
Jeg gav mig ikke.
Du siger, vent et år. Hvad hvis vi kun har et år tilbage at leve?
Hun sukkede.
Gør som du vil. Jeg forstår, at alle vil lykke, men du har levet så mange år i lykke…
Jeg lo.
Kirstine, er du seriøs? Du har troet, jeg var lykkelig hele tiden? Jeg har også tænkt det. Nu indser jeg, hvem jeg virkelig var: en arbejdssom hest. Jeg vidste ikke, at livet kunne være anderledes, at man kunne nyde det.
Vagn var en god mand. Vi fik to døtre sammen, og nu har jeg fem børnebørn. Han mindede mig altid om, at familie er det vigtigste. Jeg protesterede aldrig. Først arbejdede vi hårdt for familien, så for vores børns familier, så for børnebørnene. Nu, når jeg ser tilbage, ser jeg, at det hele var en uafbrudt jagt på velstand uden en pause til frokost. Da den ældste datter giftede sig, havde vi allerede et sommerhus, men Vagn ville udvide og opdrætte dyr til børnebørnenes eget kød.
Vi lejede en hektar jord, påtog os byrden som en klods på nakken i mange år. Han holdt kvæg, som vi måtte fodre konstant. Tidligt om morgenen, klokken fem, stod vi allerede på benene. Hele året boede vi på sommerhuset, sjældent tog vi til byen, kun ved nødvendighed. Nogle gange fandt jeg tid til at ringe til veninder, som pralede med at deres børnebørn netop var vendt tilbage fra havet, eller at de var i teatret med deres ægtefæller. Jeg selv havde aldrig set et teater, kun supermarkedet.
Der var perioder, hvor vi gik flere dage uden brød, fordi kvæget bandt os hånd og fod. Det eneste, der gav os styrke, var de mætte børn og børnebørn. Den ældste datter udskiftede en bil takket være gården, den yngste renoverede sin lejlighed så vores hårde arbejde var ikke forgæves. En gammel kollega kom på besøg og sagde:
Mette, jeg genkendte dig ikke. Jeg troede, du var ude i frisk luft og samlede kræfter. Du ser ud som om du knap er i live! Hvorfor torturerer du dig selv?
Hvad skal jeg gøre? Børnene har brug for hjælp, svarede jeg.
Børnene vil klare sig selv, du burde leve for dig selv.
Det gik op for mig, hvad at leve for sig selv betød. Nu ved jeg, at man kan sove så meget man vil, gå roligt i butikker, i biografen, i svømmebassinet, stå på ski. Ingen lider under det! Børnene blev ikke fattige, børnebørnene gik ikke sultne. Men vigtigst af alt har jeg lært at se de daglige ting med nye øjne.
Hvor jeg før samlede faldefærdigt løv på sommerhuset og klagede over affaldet, giver løvet mig nu glæde. Jeg sparker det i parken og jubler som et barn. Jeg har lært at elske regnet, for nu behøver jeg ikke skynde gederne ind under tag, men kan betragte dråberne gennem caféens vindue. Nu ser jeg de fantastiske skyer, de smukke solnedgange, det knasende snefald, og jeg indser, hvor smukt vores land er. Alt dette takker jeg Jens for.
Efter Vagns død var jeg som i en drøm. Alt skete pludseligt: et hjerteanfald, han døde før ambulancen nåede. Børnene solgte straks gården, sommerhuset, og flyttede mig tilbage til København. De første dage gik jeg som en galning, uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Jeg stod op klokken fem, gik rundt i lejligheden og spekulerede på, hvor jeg skulle finde mig selv.
Da Jens kom ind i mit liv, husker jeg første gang, han tog mig med på en gåtur. Han var min nabo og en bekendt svigersøn, som hjalp med at flytte møbler fra sommerhuset. Han indrømmede senere, at han i starten ikke havde nogen særlige følelser for mig; han så en ensom kvinde og følte medlidenhed. Han sagde, at han straks forstod, at jeg stadig var levende og energisk, bare i en dyb melankoli, som skulle vækkes. Han førte mig til en park, købte is, og foreslog så at gå til dammen for at fodre ænderne. Jeg havde altid haft ænder på gården, men aldrig haft tid til blot at betragte dem. De er så sjove, de springer rundt og griber brød!
Det er utroligt, at man bare kan stå og se på ænderne, sagde jeg. Jeg har aldrig haft tid til at nyde dem, kun tid til at fodre, rense og holde dem i live. Men nu kan jeg bare stå og se.
Jens smilede, tog min hånd og sagde: Vent, jeg har så meget spændende at vise dig! Du vil føles som om du blir født på ny.
Det var sandt. Som et barn opdagede jeg verden hver dag, og han blev så værdifuld for mig, at mit tidligere liv føltes som en tung drøm. Jeg kan ikke længere huske præcis, hvornår jeg indså, at jeg desperat havde brug for Jens, hans stemme, latter, hans blide berøring. Men én dag vågnede jeg med den klare erkendelse, at både han og alt, der sker omkring mig, er virkeligt, og uden dem kan jeg ikke leve.
Mine døtre tog afstand til vores forhold; de sagde, at jeg forrådte Vagns hukommelse. Jeg følte mig skyldig overfor dem. Jens børn derimod blev glade, de sagde, at nu er faren rolig. Jeg måtte endelig fortælle alt til min søster, og jeg udsatte det så længe som muligt.
Hvornår skal I skrive under? spurgte Kirstine efter vores lange samtale.
På fredag.
Hvad kan jeg sige? Held og kærlighed i alderdommen, sagde hun kold og gik.
Vi købte ind til to, tog påklædning på, ringede efter en taxa og kørte til rådhuset. Da vi steg ud af bilen, stod mine døtre med svigerfamilier og børnebørn ved indgangen, Jens børn med deres familier, og vigtigst af alt, min søster! Kirstine holdt en buket hvide roser og smilede gennem tårerne.
Mette! Kom du lige i tide for mig? jeg kunne ikke tro mine egne øjne.
Jeg må jo se, hvem jeg giver dig til, lo hun.
Det viser sig, at de i dagene før brylluppet havde aftalt på telefonen at reservere et bord på caféen.
I dag fejrer vi et årti som ægtefolk. Jens er nu min egen mand for alle. Jeg kan stadig ikke tro, at dette sker for mig: jeg er så overvældende lykkelig, at jeg frygter at blive overvældet af følelsen.
