Min bror, Jonas, flyttede efter universitetet til Aarhus for at arbejde. Han havde egentlig kun tænkt sig at blive i Jylland et år, spare lidt sammen og så flytte tilbage til Odense for at købe lejlighed. Men ak ja, livet er fuld af overraskelser. Han mødte en pige dér og de besluttede sig for at gifte sig. Jonas blev i Aarhus. Vi kendte ikke hans kone ikke sådan rigtigt. Da de skulle giftes, var jeg selv højgravid og kunne nærmest trille, så jeg blev hjemme. Min far kunne ikke få fri fra sygehuset, så det endte med, at det kun var min mor, der repræsenterede familien til brylluppet. Min mor fik ikke rigtig talt så meget med svigerdatteren, de hilste bare pænt. Så tog de på bryllupsrejse og et par dage senere vendte min mor hjem igen. Hun sagde, at pigen da var pæn nok hun smilede da meget og virkede egentlig meget venlig. Årene gik, og vi lærte aldrig rigtig min svigerinde at kende.
Men i år var der sørme breaking news: Min bror havde planlagt en episk ferie-roadtrip! Først skulle de komme og besøge os hele to dage! Så videre til bryllup hos en kammerat, derefter klassefest, og så endelig mødes med forældrene ved Vesterhavet, og så hjem til Aarhus. Jeg tænkte, det kunne vi da sagtens. Lejligheden i Odense er måske lidt lille, men svigerforældrene har et sommerhus udenfor byen, og svigermor sagde, vi bare måtte bruge det. Det var måske ikke lige et sommerhus fra Bo Bedre, men der var da tag og toilet og lidt patina, lad os sige det sådan. Humøret var højt, og jeg glædede mig til gæster.
Så kom de. Og der begyndte balladen. Jonas nåede dårligt nok at præsentere os, før svigerinden, Mathilde, begyndte at klage: Hun havde haft det varmt i toget, det var støjende, der lugtede, sædet var hårdt, og hvad har vi. Så ankom vi til sommerhuset. Jeg gav en hurtig rundvisning, men Mathilde stirrede på brusekabinen og det lille badeværelse, som om der boede en familie grævlinger derinde. Hun trak Jonas til side, hviskede løs, og lidt efter spurgte han min mand, om de ikke kunne blive kørt tilbage til byen. Mathilde nægtede simpelthen at bruge det brusebad. De kørte hjem til os, hvor hun gik i bad og brugte halvanden time på makeuppen. Så vendte de tilbage til sommerhuset.
Men det stoppede naturligvis ikke der. Da vi serverede aftensmad, nægtede hun at spise noget af det, vi havde lavet selvom vi havde svedt over gryderne. Hun rynkede på næsen over både rugbrød, flæskesteg og kartofler. Der var gluten, der var for meget smør, og hvem ved, hvad hun ellers havde af allergier på dagen. Til sidst spiste hun kun lidt tomat og agurk, og selv det så ud til at være en personlig prøvelse. Og hun nægtede at sove i det værelse, vi havde gjort klar, så vi pakkede sammen og kørte tilbage til byen igen. Dagen efter da vi ville gå en tur i centrum, var hun værre end min treårige søn: Enten frøs hun, eller også var det for varmt, benene gjorde ondt, eller hun kedede sig. Da vi vinkede farvel, føltes det som en to-dages maraton. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Jonas har overlevet det i flere år. Hun formåede at udmatte os alle på to dage. Det kræver lidt af et talent, må man sige.
Min bror havde været gift i fem år, men vi havde aldrig mødt hans kone. Så sagde han, at de ville komme og besøge mig i to dage. De ankom – men jeg kunne slet ikke holde ud at være sammen med den kvinde.