Tre år som ægtefolk og hver nat sov hendes mand inde hos sin mor. En nat fulgte hun efter ham og opdagede en sandhed, der tog pusten fra hende.
Ida og Mads havde været gift i tre år. For det blotte øje var de et eksemplarisk par. Mads var venlig, arbejdsom og kærlig. Men én ting forstyrrede Ida inderst inde: hendes mands mærkelige vane.
Hver aften omkring midnat eller ét-tiden sneg Mads sig forsigtigt ud af Idas favn og forlod soveværelset. Han gik ind til sin mor, fru Hjerte, som boede hos dem. Og han kom ikke tilbage, før solen stod op.
Det første år prøvede Ida at forstå.
Min mor har søvnproblemer, sagde Mads. Hun har brug for selskab.
Men i det andet år begyndte tvivlen at gnave.
Var han for knyttet til sin mor? En mors dreng?
Da tredje år kom, var Ida slidt ned af jalousi og mistro. Hun følte, at Mads holdt mere af sin mor end af hende. Som om de faktisk var tre i ægteskabet.
Hvorfor sover du derinde? gik hun til ham en aften. Jeg er jo din kone! Du burde ligge her hos mig. Hvad laver I derinde hele natten? Taler I virkelig til solen står op?
Ida, du må forstå, sagde Mads udmattet med mørke rande under øjnene. Min mor er syg. Hun har brug for mig.
Syg? Jeg ser hende da frisk om morgenen. Hun spiser, ser fjernsyn Det lyder bare som en undskyldning fordi du ikke vil sove her!
Mads svarede ikke. Han kiggede ned og forlod stille rummet.
Ida blev grebet af vrede og mistro og besluttede at følge efter ham. Hun måtte kende sandheden.
Det blev midnat.
Ligesom hver anden aften listede Mads langsomt ud fra sengen. Han troede, at Ida sov, men hun lå vågen og iagttog ham i mørket.
Han forlod soveværelset.
Ida ventede fem minutter og sneg sig så forsigtigt efter ham, barfodet for ikke at larme.
Hun stoppede ud for døren til fru Hjertes værelse. Døren stod på klem.
Ida kiggede ind.
Hun var klar til at råbe, klar til at konfrontere dem begge to.
Men synet hun mødte, stoppede hendes hjerte.
Derinde i det dæmpede skær fra en gammel natlampe lå fru Hjerte som om dagen virkede helt normal blidt bundet til sengen med tørklæder. Hun vred sig fortvivlet. Øjnene var vilde, sveden sprang, skum løb ud af mundvigen.
Gå væk! Forbrydere! Lad min søn være i fred, brølede hun, stemmen hæs og svag.
Mads holdt hende fast for at hun ikke skulle skade sig. Hans arme var fyldt med mærker, bid, rifter og blå mærker.
Schh Mor, jeg er her. Det er bare Mads. Du er tryg nu hviskede han og kærtegnede hendes ryg.
Nej! Du er ikke min Mads! Mads er død! De har slået ham ihjel! skreg hun og bed fat i hans skulder.
Mads lukkede øjnene af smerte, men gav ikke slip. Han blev ikke vred.
Ida så tårerne løbe ned ad hendes mands kinder, mens han fandt sig i smerten fra sin egen mor.
Minutter efter kastede fru Hjerte op ud over Mads trøje. Den skarpe lugt bredte sig helt hen til døren. Men Mads gik ikke væk. I stedet tørrede han forsigtigt sin mors ansigt af og dernæst sin egen bluse. Så skiftede han bleen på hende.
Idas knæ rystede. Hun støttede sig til dørkarmen.
Efter næsten en time blev fru Hjerte rolig. Hun fik et kort øjebliks klarhed.
M-Mads? hviskede hun.
Ja, mor. Det er mig.
Hun rørte hans ansigt og så mærkerne.
Har jeg gjort dig fortræd igen, dreng? Undskyld det var ikke med vilje græd hun. Gå, Mads! Gå tilbage til Ida. Stakkels pige, du forsømler hende.
Mads rystede på hovedet og trak dynen over hende.
Nej, mor. Jeg bliver hos dig. Jeg vil ikke have, at Ida skal se dig sådan. Hun skal ikke blive bange eller rydde op. Jeg er din søn, det er mit ansvar. Hun skal have lov at sove.
Men søn du er så træt
Jeg kan klare det, mor. Jeg elsker jer begge to. Jeg vil beskytte jer. Ida om dagen… og dig om natten.
Da brast Ida.
Hun gik helt ind i værelset.
Ida? udbrød Mads og prøvede febrilsk at skjule de beskidte mærker på tøjet. Hvad laver du her? Gå tilbage her lugter forfærdeligt
Ida sagde ikke et ord. Hun gik hen, satte sig på knæ og omfavnede sin mand, mens tårene strømmede.
Undskyld snøftede hun. Undskyld, Mads jeg har troet det værste om dig, mens du har båret alt dette alene
Ida så på fru Hjerte, der nu så flovt ned.
Mor sagde Ida stille og tog hendes hånd. Hvorfor har I ikke sagt det? Du har jo demens og såkaldt solnedgangssyndrom, ikke? (en tilstand, der forværres om aftenen).
Vi ville ikke forstyrre dig, pige, mumlede den gamle. Vi ved, du slider hårdt. Jeg ville ikke være til besvær.
Du er ingen byrde, sagde Ida fast.
Hun hentede varmt vand og et håndklæde. Forsigtigt vaskede hun sved og snavs af Mads arme og svigermorens ansigt.
Mads, sagde hun, mens hun tørrede ham. Tre år har du båret det her alene. Fra nu af er vi to om det. Jeg er din kone i medgang og modgang også når det gælder at tage os af din mor.
Men Ida
Ingen men. Vi skiftes, eller finder en hjemmehjælper. Men du skal aldrig stå alene med det her igen.
Mads slog armene om hende og mærkede for første gang i årevis ro i krop og sind. Vægten på hans skuldre blev straks lettere.
Fra den dag var fru Hjertes sygdom ikke længere en hemmelighed. Sammen fandt de styrken til at klare det. Og Ida lærte, at kærlighed ikke kun måles i de lyse, søde stunder, men især i det mod, det kræver at blive, når livet gør allermest ondt.
Der var ikke flere jalousier.
Kun respekt og en dybere kærlighed til en mand, der ofrede sin nattesøvn og bar smerten bare for at passe på de kvinder, han elskede.
