Min bror havde været gift i fem år, men vi havde aldrig mødt hans kone. En dag sagde han, at de ville besøge mig i to dage. De kom – og jeg kunne slet ikke holde ud at være sammen med den kvinde.

Min bror, Anders, flyttede til Aarhus efter universitetet for at arbejde. Han havde egentlig kun tænkt sig at blive der i et år, spare lidt op og derefter flytte tilbage til København for at købe en lejlighed. Men sådan blev det ikke. Han mødte en pige, og de besluttede sig for at gifte sig. Min bror blev dér. Vi kendte ikke hans kone, for jeg var højgravid under deres bryllup og kunne umuligt tage af sted, og min far kunne ikke få fri fra arbejde. Derfor var det kun min mor, der var med til brylluppet. Hun hilste høfligt på svigerdatteren, men de knyttede ikke noget særligt bånd. De tog på bryllupsrejse, og min mor tog hjem efter et par dage. Hun sagde, at pigen virkede sød, køn og venlig. Mange år gik, uden at vi nogensinde så noget særligt til min svigerinde.
Men så i år kom Anders med en fantastisk nyhed. De havde lagt en længere rundtur: Først ville han og konen besøge os i København, derefter tage til sin vens bryllup, så til en gammel klassefest, videre til forældrene ved Vesterhavet og til sidst hjem igen. De skulle være hos os i to dage. Jeg syntes egentlig ikke, det var et problem, selv om vores lejlighed var lille, for mine svigerforældre havde et sommerhus, de ikke brugte. Min svigermor sagde, vi gerne måtte låne det. Det var ikke lige blevet renoveret for nylig, men det var da fint nok at være i. Jeg glædede mig og var i højt humør, da de ankom. Men nærmest med det samme opstod der problemer. Anders præsenterede os, og fra første sekund begyndte hans kone, Cecilie, at klage: Det havde været varmt på rejsen, larmende, ubehageligt osv.
Da vi så kom ud til sommerhuset og jeg ville vise dem rundt, kiggede Cecilie på bad og toilet, som om nogen havde prøvet at sælge hende en gammel pindemad til overpris. Hun hev Anders til side, og kort efter bad Anders min mand om at køre dem ind til byen igen. Cecilie sagde, at hun nægtede at bruge det brusebad. Så de kørte til vores lejlighed, hvor hun kunne bade, ordne makeup og så vende tilbage.
Madmæssigt var intet som det skulle være. Vi havde ellers gjort os umage, men det jeg havde lavet indeholdt gluten, fedt og vist nok også noget andet, hun ikke kunne tåle. Til sidst spiste hun kun lidt grønt og selv det stirrede hun skeptisk på. Hun ville heller ikke sove i værelset, vi havde gjort klar, så vi måtte allesammen tilbage til byen og bo i vores lille lejlighed. Dagen efter, på gåtur i København, var hun mere besværlig end min treårige søn: Enten var det for varmt, eller også gjorde hendes ben ondt, eller også kedede hun sig. Jeg var ganske lettet, da de endelig tog videre. Jeg forstår virkelig ikke, hvordan Anders har holdt hende ud i alle de år. Hun kunne virkelig få to dage til at føles som en evighed.