Tættere på end det her bliver det ikke…
Vibeke og hendes datter trådte ud af bussen i udkanten af landsbyen. Solen kæmpede med de tunge, grå sne-skyer, kulden bed i kinderne, og sneen var så blændende hvid, at lille Freja kneb øjnene sammen.
Mor, hvorfor bor der egentlig ikke nogen i dét hus? spurgte Freja, da de gik forbi det, som var nærmest det eneste forladte hus i landsbyen.
Der boede engang en gammel dame der, forklarede Vibeke. Hun havde aldrig set nogle slægtninge komme på besøg hos hende. Hun var hundredeogto år, da hun døde.
Hun fyrede selv op i kakkelovnen, mens naboerne hjalp hende med at hente mad og vand. De satte madvarer eller en spand vand på hendes trappesten, og næste dag var der enten penge tilbage eller den tomme spand stod der. Vi børn hjalp også indimellem.
Kunne folk ikke bare have taget pengene eller maden? udbrød Freja forundret.
Det gjorde ingen. Folk troede hun var lidt hekseagtig, og var en kende bange for hende. En dag, hvor ingen hentede madvarerne fra hendes dør, gik det op for alle, at hun var gået bort. Men alligevel var det ingen, der turde gå ind i huset med det samme. Da de til sidst gik derind, blev hun begravet, og siden har huset bare stået tomt, som nu.
Var hun virkelig en rigtig heks, mor?
Det er bare historier, pus. Hun var bare en gammel dame. Ingen vidste præcist hvor gammel hun var nogen sagde tohundrede, andre trehundrede! Til sidst fandt man fødselsattesten henne på sognekontoret: hundredeogto år, det var det.
Freja blev lidt stille. De var allerede gået forbi det forladte hus, og de andre huse lå pænt og velholdt, med ryddede indkørsler og snefri fortove.
Måske derfor tør ingen bo i huset, de er stadig lidt bange? Freja kunne ikke rigtig slippe tanken om den gamle dame.
Vibeke fik pludselig øje på en kendt skikkelse foran et af husene.
Se, bedstemor har stillet sig ud for at tage imod os! Skynd dig hen til hende! sagde hun glad til Freja, og satte selv tempoet op.
Bedste! råbte Freja og løb alt hvad hun kunne, mens mormor stod med armene spredt og klar til et bjørnekram.
Vibeke var vokset op der i landsbyen, og hun elskede at komme hjem. Luften føltes lettere at trække og friere end i byen.
Mor! sagde Vibeke, mens hun lagde armene om sin mor, som slog armen om hende og trak Freja ind til sig.
Jeg havde sådan på fornemmelsen, at det blev i dag jeg har bagt brunsviger og spandauere! Hver lørdag har jeg været ude og se, om I ikke kom. Men nu står vi her på isen kom nu ind, så vi kan få varmen.
Inde i huset var der varmt og hyggeligt, det duftede af træ og hjemmebag og sådan noget, man ikke kan forklare. Måske var det bare duften, der sad fast i væggene gennem alle årene. Det hele var, som det plejede, og Vibeke smilede lykkeligt. Hvor var det godt at være hjemme!
Hvor er det dejligt, at I kom. Bliver I længe? spurgte moderen lidt bekymret.
Nej, kun weekenden. Jens skulle passe sit arbejde. Vi ville til jul, men du ved, Freja blev syg, så gjorde Jens også. Vi skal tilbage søndag aften, på job mandag.
Vibeke så, hvor meget hendes mor var blevet ældre. Hun gik lige hen og lagde armene om hende. Faren var død for to år siden, selvom han egentlig var yngre end hendes mor. Efter det var det gået hurtigt ned ad bakke.
Livet i landsbyen var heller ikke det nemmeste.
Nu skal I have noget mad i maven, I må være sultne efter turen! sagde Tove, Vibekes mor, og gik ud i det lille køkken, der nærmest bare var en aflukket del af huset. Tallerkner klirrede, og Freja listede efter hende.
Tove dækkede bordet i roligt tempo. Både Vibeke og Freja kunne have guffet det hele ned på én gang, men de nøjedes med lidt fra det hele, blev søvnige og Freja gned øjnene og lagde sig ind til mormor på bænken.
Du er træt efter turen, min blomst. Og hvor er du blevet stor! Snart er du højere end mig.
Kom, jeg putter dig.
Tove tog hende med ind i krogen, hvor Vibeke selv engang havde sovet som barn. Der var bare én stor stue, og hvis man ville have lidt privatliv, trak man et klædeskab eller forhæng for.
Hun kan lige sove lidt, sagde Tove, da hun vendte tilbage. Fortæl, hvordan går det egentlig med jer?
Åh, det er fint, mor. I øvrigt, på rutebilstationen mødte jeg Kirsten fra nabobyen hun kaldte mig helt tiden Lene! Jeg sagde pænt, jeg hed Vibeke, men hun blev ved. Synes du virkelig, jeg ligner din søster så meget? Har du ikke et billede af hende?
Det har du da set hundrede gange, sagde Tove og så væk.
Ja, men jeg vil gerne se det igen.
Okay jeg rydder lige af, så finder jeg det frem.
Et øjeblik senere satte Tove en gammel skotøjsæske på bordet.
De fleste billeder var gamle, sort-hvide, gule og lidt krøllede. Men der var også enkelte nyere, i farver.
Se, dér er du som lille. Og her er du i femte klasse. Freja ligner dig på en prik! Og gæt, hvem det er? spurgte Tove og rakte et billede over.
Det er jo mig! Men det billede har jeg da aldrig set?
Det er din tante, min lillesøster Lene, rettede Tove hende.
Hold da op, vi ligner da hinanden helt vildt!
Her er hendes konfirmationsbillede, sagde Tove, og rakte hende et pænt farvefoto af en smilende, lyshåret pige. Hun var noget helt særligt jeg kunne stirre på det foto i evigheder.
Vibeke studerede billedet længe.
Underligt, jeg ligner dig ikke. Overhovedet, sagde hun stille, og så op på sin mor.
Nå, nu siger jeg det. Det er måske tid nu. Det nytter ikke at tage hemmelighederne med i graven, tog Tove en dyb indånding.
Lene er din biologiske mor. Undskyld jeg aldrig sagde noget. Jeg holdt det hemmeligt for din skyld.
Jeg vil ikke gøre dig ked af det, men nu får du hele historien, begyndte Tove. Mor blev gravid sent, og ønskede det ikke rigtigt, bar på tunge kartofler, svedte i badstuen alt for at undgå at beholde barnet. Men Lene blev født alligevel, og var skøn allerede som spæd. Jeg var femten, hjalp til derhjemme og blev den lille lillesøsters barnepige.
De unge flyttede ind til byen, men jeg kunne ikke få mig selv til at lade mor og Lene være alene tilbage. Der var ingen at gifte sig med, alle drengene rejste, og jeg ville ikke binde mig til en enkemand eller drukkenbolt. Så jeg blev bare hjemme.
Lene ville også til byen. Hun tog afsted efter skolen, men kom tilbage to år senere og du var med. Du var så lille, at jeg knap turde holde dig. Lene hun gav alt sin skønhed til dig.
Hun blev alt for mager og mærkelig nogle dage tavs og indelukket, andre dage vild og grinende. To dage senere forsvandt hun igen. Efterlod dig hos os og tog toget til København for at få stoffer. Det fandt vi først ud af senere. Hun døde derude, af en overdosis. Jeg måtte selv til byen og begrave hende. Mor kunne ikke komme, hun var svækket og syg på det tidspunkt.
Mor foreslog, at vi afleverede dig på børnehjem, men det ville jeg ikke. Jeg tænkte, jeg er jo alene alligevel, så kan jeg lige så godt tage dig til mig. Ingen i byen forstod rigtigt sammenhængen, og dem der gjorde sagde ikke noget. Lene var kun hjemme to dage, og så væk igen. Jeg fik dig skrevet ind som min egen datter på hospitalet i Odense. Ikke gratis, men sådan blev det altså du blev min datter, jeg gav dig et andet navn. Lene havde døbt dig Sille, men jeg syntes det lød for mærkeligt så jeg ændrede det til Vibeke.
Et år senere kom din far. Han var soldat, og havde slet ikke vidst, at Lene var gravid, da hun boede i byen. Da han vendte hjem efter en skade, fandt han ud af det, fordi veninderne fortalte ham, Lene havde fået et barn, men var død kort efter. Han blev i landsbyen, mor tog ham til sig selvom han og Lene aldrig nåede at blive gift. Uden en mand var det svært i landsbyen. Vi to fandt sammen, og blev gift. Vi havde det faktisk godt. Han vidste ikke, at Lene var stofmisbruger.
Derfor har jeg aldrig sagt det til dig. Hvem vil egentlig vide, at ens mor var narkoman? Jeg burde slet ikke have sagt det nu, men bedre du får det fra mig. Sandheden kommer altid frem til sidst. Du er min, jeg har opdraget dig som min egen. Du kender jo ordsproget: En mor er ikke hende, der føder dig men hende, der opfostrer dig.
Vibeke sad som lammet. I alle de år! Hvorfor havde de ikke sagt noget?
Hvor går du hen? udbrød Tove mærket, da Vibeke gik mod døren.
Jeg skal bare lige være alene.
Vibeke tog jakken på og gik udenfor.
Din mor var narkoman! Døde af en overdosis! Man kunne ikke have fundet på noget værre, selv ikke i et mareridt Heldigvis var far min rigtige far. Eller hvad nu hvis han heller ikke var? Hvem ved, hvem hun ellers kunne have været sammen med Gud, jeg vil slet ikke tænke tanken til ende. Hun er jo min mor! Men hvad, når hun bare gik sin vej for at jagte stoffer er hun så stadig min mor?
Alligevel Hvordan kan jeg blive vred? Jeg har jo ikke manglet noget. Min mor og far har altid elsket mig. Og hvad så med den anden mor? Det gør jo ingen forskel, hun har aldrig været der det var ikke hende, der tog sig af mig, da jeg var syg, ikke hende, der vuggede mig i søvn.
Mor kunne have afleveret mig på børnehjem, men hun valgte mig Hun har altid været min rigtige mor.
Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med det hele, men før ville jeg slet ikke have kunnet rumme det. Måske sidder hun også bare derinde og tænker’ Vibeke frøs og gik tilbage ind. Tove sad stadig som før.
Tilgiv mig, du er min mor, jeg elsker dig, hviskede hun og omfavnede hende.
Undskyld, at jeg aldrig sagde noget, svarede Tove berørt.
Hvorfor sidder I her helt mørkt? kom det pludselig fra Freja, som stak hovedet ind fra krogen. Ej mor, hvor er du køn på dét billede!
Tove snuppede billedet fra barnebarnet og pakkede tingene væk i skotøjsæsken.
Men jeg nåede ikke at se det hele! småfnøs Freja.
Der er ikke mere at se, himlede Tove kig nu på os, mens vi stadig er her.
Om natten kunne Vibeke ikke sove. Indimellem lød gamle sengefjedre, når Tove vendte sig med et suk.
Vibeke listede sig hen til mors seng.
Er du vågen?
Tove løftede dynen til side.
Gulvet er koldt, kom herind.
Vibeke krøb ind under dynen, tæt ind til sin mors varme, som hun gjorde som barn.
Kan du heller ikke sove? tænker du stadig?
Ikke længere. Du er og bliver min rigtige mor. Der er ikke nogen anden. Lene hun er jo bare din søster.
De hviskede stille sammen længe. Før Vibeke igen stod op.
Sov nu! sagde hun. Du er verdens bedste mor, det har du altid været, det vil du altid være. Hun stak dynen ind under mors side, som hun selv blev puttet, gik tilbage til sin egen seng og faldt hurtigt i søvn.
Næste dag fulgte Tove hende og Freja til bussen.
Bedste, vi kommer snart igen, råbte Freja og vinkede ivrigt.
Vibeke krammede sin mor én sidste gang og indåndede duften af hende.
Skynd jer nu, I fryser
Bussen rullede af sted, mens Tove blev stående på vejen med de tårer i øjnene, der fremkaldes af kulde og blændende sne.
Sådan, i en alder af treogtredive, fandt Vibeke ud af, at hendes mor døde, da hun selv kun var nogle måneder gammel, og at det var hendes moster, der havde opfostret hende.
Først slog vreden hende hvordan kunne de have løjet hele livet? Men så gik det op for hende, at moster og mor var søstre, og at Tove altid havde været hendes mor.
Tættere på end det her bliver det ikke.
Intet er mere hjemme end dette… Vibeke og datteren gik ud af bussen på landsbyens udkant. Solen br…
