Af sin folkepension, ud over de faste udgifter til varme og el samt håndfulde varer købt på tilbud, tillod Marie Sørensen sig én lille luksus en pose med hele, friskristede kaffebønner. Når hun nænsomt klippede hjørnet af posen, strømmede der straks en duft ud, så stærk at sanserne svævede væk. Det var vigtigt at indånde aromaen med lukkede øjne, give slip på alle andre sanser og så kunne miraklet indtræffe! Sammen med den forførende duft strømmede styrke ind i kroppen, gamle pige-drømme om fjerne steder dansede forbi; Vesterhavets bølger rullede, tunge regnskyls trommen mod ruder, disede dunkle skovdyb og junglekald fra klatreaber, der klamrede sig til evige lianer
Alt dette havde hun aldrig oplevet, men farens eventyr, ham der altid forsvandt væk med ekspeditioner til Sydamerika, stod lyslevende i erindringen. Når han var hjemme, fortalte han med varme stemme små eventyr fra Amazonas, mens han sippede til sin stærke kaffe og duften mindede hende altid om ham, hendes solbrune, seje rejsefar.
Hun havde altid vidst, at hendes forældre ikke var de rigtige. Hun huskede, hvordan en kvinde tog hende til sig, dengang tre år gammel, forældreløs fra krigen, og siden var blevet hendes mor for livet. Resten som de fleste: skole, uddannelse, arbejde, ægteskab, søn, og nu tilbage til ensomhed. Sønnen havde for over tyve år siden, efter konens ønske, flyttet til Amsterdam og levede lykkeligt der med familie. På alle de år havde han kun været på besøg én gang, selvom de ringede sammen, og han hver måned overførte penge til hende. Dem brugte hun aldrig hun sparede dem op på en separat konto. Efterhånden, over tyve år, var det en pæn sum i danske kroner, hun ville give tilbage til ham. En dag
Ofte følte hun, at hendes liv havde været godt, fyldt med omsorg men noget fremmed, som havde hun levet en andens historie. Uden krigen hvem havde hun så været? Andre forældre, andet hjem, et andet livsforløb. De biologiske forældre stod kun som skygger; men én huskede hun ofte en pige på samme alder, hvis navn hun aldrig havde glemt: Astrid. Hun hørte det klangfulde ekko i drømmene: Astrid og Marie! Veninder eller måske søstre?
Tankestrømmen blev brudt af et bip på telefonen pensionen var gået ind på kortet! Perfekt, tænkte Marie, så kunne hun købe sig lidt kaffe hun lavede den sidste kande i går. Hun gik forsigtigt ned ad gaden, tog sig i trappen med sin stok, snoede sig udenom de regntunge pytter, og endte foran Brugsen.
Ved indgangen sad en lille, gråstribet kat, som skævede frygtsomt til folk og de glastrede døre. Noget ømt vågnede i Maries hjerte Stakkels pus, fryser og sikkert sulten. Jeg ville tage dig med hjem, men hvem skulle tage sig af dig, når jeg ikke er her længere og det er måske snart. Alligevel købte hun en billig lille portion kattemad.
Langsomt trykkede hun gelémaden ud i et lille plastikbakke, og katten så trofast op på hende med varme øjne. Pludselig gled dørene op, og en kraftig kvinde trådte ud, med et blik hårdere end oktobervinden. Uden et ord sparkede hun bakken væk, så maden fløj ud over fliserne:
Hvor mange gange skal vi sige det? Fodr ikke de dyr her! Hvæsede hun, inden hun rullede væk med indkøbsvognen.
Katten sneg sig forsigtigt frem og samlede madstumper fra jorden. Marie blev opfyldt af harme, det trykkede i tindingen, med dunkende smerte. Hun skyndte sig til busholdepladsen, hvor der var bænke. Svedig og rystende rodede hun i lommerne, men søgte forgæves efter sine piller.
Hun mærkede smerter, hovedet blev klemt, mørket bredte sig, en klynk kæmpede sig op fra brystet. Da mærkede hun en forsigtig hånd på skulderen. Med besvær slog hun øjnene op. En ung pige, med bekymrede øjne, bøjede sig ind til hende:
Er du okay? Hvordan kan jeg hjælpe dig?
I posen hviskede Marie. Kaffeposen åben den.
Pigen fandt posen, åbnede den, og rakte hende den under næsen. Marie indåndede duften dybt igen og igen. Smerterne lettede, blev mildere, men forsvandt ikke helt.
Tak, kære hviskede hun.
Jeg hedder Alberte, men tak hellere katten, sagde den unge. Hun sad lige ved siden af, mjavede så højt at jeg bare måtte se!
Tak også til dig, lille ven, hvislede Marie og strøg katten, som straks hoppede op på bænken. Den samme, gråstribede.
Hvad skete der? spurgte Alberte.
Migræne, svarede Marie, det ramte mig, jeg blev stresset af alt det
Lad mig følge dig hjem, du må ikke gå alene
Min oldemor har også migræne, fortalte Alberte, da de lidt senere sad hjemme i Maries lille lejlighed, foran svag kaffe med skummetmælk og småkager. Vi bor på landet hele fire generationer. Jeg læser til sygeplejerske her i Aarhus, så jeg besøger kun familien i weekenderne. Oldemor kalder mig også altid kære som du gør. Og ved du hvad, du ligner hende så meget, at jeg næsten troede du var hende! Har du prøvet at lede efter din rigtige familie?
Alberte, kære, hvordan finder man nogen, man knapt kan huske? Jeg kender ikke engang mit efternavn, ikke hvor jeg er fra. Jeg husker bombardementet, vi kørte i hestevogn, pludselig panser jeg løb, så stærkt jeg kunne! Gruen det er alt, der står tilbage. Så fandt kvinden mig, blev min mor, og hendes mand blev senere min far. Min familie er her Men min fortid blev måske knust under bomber min mor, og Astrid
Marie så ikke, hvordan Alberte pludselig blev bleg og stirrede med store blå øjne:
Marie, har du et modermærke på højre skulder, formet som et blad?
Marie satte kaffen i halsen, og katten så opmærksomt op.
Hvor ved du det fra, kære?
Oldemor har samme mærke. Hun hedder Astrid. Hun har aldrig kunnet tale om sin tvillingesøster hun forsvandt under bomberegnen, under evakueringen. Da tyskerne spærrede vejen, måtte de vende hjem og klare sig gennem besættelsen, men lillesøster Marie forsvandt sporløst ligegyldigt hvor meget, de søgte.
Næste morgen gik Marie rastløs rundt i stuen, ventede, kunne ikke finde ro. Katten, Margrethe, forlod hende ikke, holdt øje, spandt lavt.
Bare rolig, Margrethe, jeg har det fint, sagde Marie, mens hendes hjerte galopperede.
Så ringede det på døren. Med nervøse hænder åbnede hun.
To ældre kvinder stod tavse og stirrede på hinanden håbefulde øjne, spejlbilleder af det liv, der var levet hver for sig, men altid med hinanden i blodet. Samme bølgende grå hår, samme blå øjne, de sørgmodige smil.
Endelig tog gæsten mod til sig, åbnede sine arme og hviskede:
Hej, Marie! Min kære søster
Og på dørtrinnet gled tårerne ned ad kinderne på familien, der endelig var samlet igen.
