Jeg kom hjem sent om natten og gik straks i bruseren. Jeg nåede ikke engang at tage skoene af ved døren; jeg kastede min jakke på en stol og forsvandt ind i badeværelset, som om vandet kunne skylle dagens træthed væk.
Lyden af den stramme vandhane og dampen, der fyldte brusekabinen, gik i mine ører. Min tid gik langsomt, som da jeg som barn talte gyngeturene på legepladsen: én, to, tre alt for længe.
Da han kom ud igen, var håret stadig fugtigt, og han duftede af en anden parfum end sin sædvanlige; mellem en frisk citrusnote brød en sød, fremmed akkord igennem.
«Jeg er udmattet», mumlede han uden at møde mig i øjnene. «Jeg fortæller dig alt i morgen.» Jeg nikkede og lod et halvt tvunget smil brede sig, et smil, der kun rører kinderne, ikke hjertet.
Jeg var alene i køkkenet med hans jakke. Jeg tog den i hænderne for at hænge den i skabet. Da jeg gik for at hænge den, raslede der i lommen. Instinktivt greb jeg, og et lille trekantet stykke papir gled ud. Det var stadig varmt, som om det lige havde været i hans hånd, som om det gemte på en hemmelighed, jeg ikke burde afdække.
Papiret rystede i mine fingre. Jeg lagde det på bordet. Logoet på en elegant restaurant i indre København, tidspunktet 22:41. «Middag: 2 personer». To kaffe, en flaske rødvin, to forretter, to desserter. To.
I det øjeblik gik min hjerne automatisk i forsvar: måske en forretningskunde, en samarbejdspartner, en kollega i nød. Jeg gled fingeren over retterne, der lød som en kokkes latter over min naivitet: carpaccio, oksefilet, tiramisu. Han kan ikke lide tiramisu jeg kan.
Jeg gemte regningen i skuffen, men hele natten hørte jeg den rasle. Jeg gik rundt i lejligheden, åbnede køleskabet, drak vand fra hanen, stirrede på beløbet i bunden: beløbet plus drikkepenge. Dumme tal, der vejede tungere end hele hans jakke.
Om morgenen lod vi som om intet var sket. Jeg bryggede kaffe og lagde en smørrebrød foran ham. Han så ikke min rystende hånd, der smurte smør på brødet. «I dag bliver det længere», sagde han, mens han skød gennem telefonen.
«Stor kunde, nyt projekt», sagde han, mens han trak jakken på igen. Jeg løftede hånden for et øjeblik, som om jeg ville stoppe ham og sige: «Vent, lad os tale.» Jeg sagde det ikke. Døren lukkedes lydløst.
Efter arbejdet gik jeg til adressen på regningen. Jeg vidste ikke hvorfor måske for at se, om stedet virkelig eksisterede eller kun var i min fantasi. Det gjorde det. En murstensbygning i halvmørke, vinflasker i vinduet, der glimtede som lovløfter.
Jeg satte mig på en bænk udenfor. Indenfor fik tjeneren flyttet stole og dækket bordene. Jeg trak min telefon frem, tændte kameraet, men tog ingen billede. Jeg ville ikke gøre historien til bevis, kun forstå den.
Jeg gik ind i fem minutter. »Til dig alene?« spurgte tjeneren med et smil. »Nej, tak. Har I ledige bord i dag?« Jeg så i hans notesbog. »Masser af. Torsdage er altid fyldt.« Jeg tøvede. »Hvad med i går, kl. 21?«
Tjeneren kneb øjnene sammen. »I går var der kaos. De samme ansigter vender ofte tilbage men jeg kan ikke huske dem alle.« Han smilede undskyldende. »Måske et bord i hjørnet, ved søjlen?« Jeg nikkede, selvom jeg egentlig spurgte om noget andet. Jeg gik ud med en fornemmelse af, at nogen så på mig, selvom ingen egentlig gjorde.
Om aftenen, inden han kom hjem, lagde jeg regningen på bordet under en hørserviet, som et kort i et patience-spil, der venter på at blive vendt. Han kom sent, spiste suppen og sagde, den var lækker. Så gik han i bruseren, længere end i går. Jeg hørte vandet slå mod fliserne som et trommeslag. Jeg gik fra køkkenet til badeværelset og bankede på døren med den åbne hånd.
«Må jeg komme ind?« spurgte jeg.
«Giv mig fem minutter,« råbte han. «Så fortæller jeg alt.»
«Snart,» sagde han. «I morgen.» «Senere.» Ordene, der før kun handlede om tid, lød nu som en gæld, der vokser med renter.
Han fortalte, at det var en forretningsmiddag. En kunde fra Århus, der «ikke drikker alene». Han prøvede at forklare, men sagde kun: «Du ved, hvordan det er». De havde bestilt tiramisu, fordi det stod på menuen. Mens han sagde det, så han væk fra mine øjne, som om han frygtede at læse noget i dem.
«Hvorfor bruse så hurtigt?« spurgte jeg. «Du lugtede jo ikke af lager.».
«Jeg var træt,« svarede han. «Og jeg ville varme mig. Du ved, hvor let man får forkølelse.»
Måske havde han ret. Måske løj han. Måske sagde han halve sandheder, den slags sandheder, man kan kramme i en pude. «Jeg arbejdede», «jeg var», «jeg måtte». Ord, der ikke giver plads til et «vi».
Om natten stod jeg op igen. Jeg lavede te, åbnede og lukkede køleskabet, dækkede og afslørede servietten. Jeg tog regningen frem, lagde den i lommen, som et barn, der tjekker, om et trylletrick virker hver gang.
Næste dag sendte han mig et billede fra kontoret: ham, kolleger, en pizza i en kasse. «En hård dag, kryds fingrene», stod der. Jeg krydsede. Senere gik jeg alene til et stormagasin, til en parfumeafdeling. Jeg gled min hånd over teststiften af en duft, jeg havde sniffet i går aftes: “Ambra di noget”. Dyr, elegant, unisex, men på hylden stod der «til hende». Jeg tænkte, at det var en ny kampagne, hvor mænd og kvinder nu lugter det samme.
Lørdag foreslog han biograf. Jeg sagde ja. Vi sad ved siden af hinanden, spiste popcorn fra den samme skål. Midt i filmen så jeg med siden af øjet en notifikation på hans telefon: «Tak for i går. Ses snart». Ingen navn, ingen gemt nummer. Den forsvandt, før den nåede at vise sig. Det kunne have været en kunde, en tjener, hvem som helst, han havde hjulpet eller lovet noget til. Det kunne have været en, han helst ikke ville navngive foran mig.
Søndag tog jeg min kalender frem og skrev tre linjer: «Snak. Sæt grænser. Spørg om sandheden». Jeg lagde den fra side, tog den igen, rev et ark ud, smed det i skraldespanden, trak det frem, glatte det ud og gemte det i skuffen sammen med regningen.
Om aftenen, da han lagde sig, spurgte jeg:
«Har du noget, du vil fortælle, før jeg selv begynder at forestille mig svar?»
«Intet der vil såre dig,« svarede han, mens han lagde ansigtet på puden. «Virkelig.»
Den ene sætning kan nogle gange veje tungere end et ja eller nej.
Jeg ved ikke, om der var en anden i billedet. Jeg ved ikke, om middagen for to var et svik eller bare livet, der tager en på afveje, vi ikke har planlagt. Jeg ved, at noget har ændret sig. At vandet fra bruseren ikke kan vaske alting væk. At regningen, selvom man kan krølle den, efterlader tal i hukommelsen, som ikke vil forsvinde.
I dag lagde jeg regningen på bordet ikke ved hans side, men midt på, som en fælles ret, som vi begge må indrømme, om vi har lyst til at spise den eller ej. Jeg bryggede te i to kopper.
Jeg sidder og venter på, at han kommer tilbage. Måske træder han ind, ser på mig og siger: «Jeg overså det. Jeg var bange. Jeg ville ikke såre dig.» Eller: «Stol ikke mere på regninger end på mig.» Eller han smider blot papiret i skraldespanden og spørger, hvad vi skal spise til middag.
Så må jeg vælge, hvad jeg er mest bange for: svaret, der bekræfter mine frygt, eller tavsheden, der fodrer dem. Måske er det mest modige at kigge ind i sit eget hjerte og finde ud af, om vi stadig kan bestille for to.
Jeg har ingen løsning endnu. Jeg har et bord indrettet til to og et stykke papir, der siger mindre, end det ser ud til, og mere, end vi vil have. Hvad gør jeg med det? Jeg ved det ikke. Nogle gange afslører regningen ikke sandheden, men hvor længe vi kan se på den sammen.
