I flere timer stod en ældre kvinde på Københavns Hovedbanegård og ventede på sin søn, men han dukkede aldrig op!

23. marts
Jeg, Anders Madsen, vil skrive om den dag, min mor, Grethe, kom til København fra sin lille hjemby Thisted. Hun havde slæbt sig hele vejen med to tunge tasker, der næsten var ved at give hendes gamle skuldre op. Selvom hun ikke ofte besøgte familien, havde hun brugt sine sidste kroner på gaver til os alle. Grethe plejede aldrig at komme med tomme hænder, men denne gang havde hun virkelig overgået sig selv begge tasker vejede jo nærmest ti kilo stykket.
Togturen var lang, men hun tøvede ikke med at tage af sted, drevet af tanken om, at jeg ville stå klar til at tage imod hende på Hovedbanegården. Sådan skulle det dog ikke gå. Da hun trådte ud på perronen, var der ingen i syne. Hun satte de tunge tasker fra sig, greb mobilen og ringede til mig.
Telefonen ringede og ringede, indtil jeg alt for sent tog den. Med lidt famlende stemme sagde jeg: Åh, mor, undskyld. Jeg havde helt glemt, at du kom i dag. Vi valgte i sidste øjeblik at tage til Camillas forældre i Aalborg, så vi er væk hele ugen. Du er helt forgæves taget hertil. Vil du ikke tage hjem igen? Ærligt talt opstod det så spontan, at jeg slet ikke nåede at fortælle dig det.
Min mors øjne blev fyldt med tårer. Hun sagde ingenting, udover et stille Det er i orden.
I stedet for at tage taskerne med hjem igen for det magtede hun simpelthen ikke forærede hun gaverne til et par hjemløse, der sad udenfor stationen. Grethe sagde aldrig et ondt ord til mig, og jeg forstod dengang ikke, hvor dybt det stak i hende. Hele mit liv havde hun lagt sit hjerte i at sørge for mig og hjælpe hvor hun kunne at jeg ikke engang kunne tage imod hende, nu hvor hun var blevet gammel, slog nok hårdere, end jeg forstod.
En måned senere ringede Camilla og spurgte, om vi ikke kunne få mor til at passe børnene i weekenden, så vi kunne tage til bryllup hos nogle venner. Mor sagde nej. Hun havde fået nok af kun at høre fra os, når vi havde brug for hende.
Jeg har lært, at det er alt for let at tage dem for givet, der ofrer sig for én især ens forældre. Engang troede jeg, hun altid ville stå klar, men det er slut nu. Det minde sidder stadig tungt i mig. Nogle gange er kærlighed ikke at give, men at blive set.