Varmen slog gennem Misse som en brændende pande i en sommermiddag på Strøget. Det var ikke første gang, men for femten dage siden havde hun fundet lidt af den lave græsplante, som kun vokser i skyggen af et gammelt birketræ ved Ørstedsparken. Den var allerede tørret op og trukket i den første kølige frost, som var så forsigtig som en nyfødt lam.
Misse slikkede resten af græsset, indtil den knuste ned til rødderne i den hårde jord. Det gik op for hende, at hun næsten havde glemt, hvor ubehageligt det havde været. Så var den der igen
Den lille plante var væk, og den ville nok ikke kunne hjælpe hende meget mere. Men den havde i det mindste kunnet dæmpe den skærende, brændende varme, som lå som en lille ild i bunden af hendes mave.
Hvem siger, at en kat har ni liv? Misse har kun ét lille, næsten usynligt, men så varmt og omsluttende som den bløde uld fra en nyfødt lam, når man elsker den. Det liv kan man ikke vække igen, men man kan give det væk, hvis katten vil.
Misse ville holde fast i sit lille liv med alle sine poter og ville ikke så let miste det i evigheden. Hun begyndte at holde øje med de andre mennesker på gaden, som også havde mistet deres liv på en eller anden måde.
De så ud som alle andre gik, talte, spiste smørrebrød og sov i deres små lejligheder. Men det, der holdt dem på Jorden, var væk, opløst i tidens flod. Når det forsvandt, så gik deres andre liv også tabt, og de blev til “de andre”.
De havde mistet børn, kærester, forældre eller venner. De var blevet skuffede i livet, i Gud, i alting, de engang troede på. Så stod de bare der som tomme robotter, kun i stand til at snakke og spise.
Mennesker ser dem ikke, men katte kan mærke dem og holder sig væk. Men nu gik Misse selv på jagt efter dem.
Hun kom til et travlt stoppested ved Nørreport og slog sig ned et sted, så hun næsten smeltede ind i menneskemængden. Rundt omkring var folk med deres egne problemer og glæder. Misse ventede længe, og da hun næsten var ved at miste håbet, mærkede hun en kølig brise, der rystede hendes opvarmede sjæl.
En ung kvinde, smuk som en forårsblomst, gik forbi. Hun skilte sig ikke ud i mængden, men Misse så noget. Kvinden bar på en indre tomhed, en knust drøm, som en tågede søndag morgen.
Misse sprang op, greb kvindens håndled med sine forpoter, og løb hen til benene. Kirstine forstod ikke, hvordan en kat pludselig var landet under hendes fødder som et farverigt mærke. Hun udstødte et skingrende råb, mens hendes store, blå øjne fulgte den lille skabning.
Kirstine bøjede sig for at kæle, men Misse kravlede op på hendes arm, stoppede ved skulderen, stak snuden ind i den bløde lomme på hendes trøje og kløede sig fast med kløerne. Hun havde ingen intention om at slippe fri.
For de “andre” var det lettere at tage en kat med sig, end at rode med en irriterende kat på gaden. Kirstine kunne ikke kæmpe imod hun havde ingen kræfter tilbage. Misse var lige så udmattet. Hvis Kirstine havde ønsket det, ville hun have smidt Misse væk på et øjeblik. Så fandt to udslidte væsener hinanden.
Om natten, uden modstand, krøb Misse under Kirstines dynelag. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, så hun ladte instinktet bestemme. Centimeter for centimeter lagde hun sig over den kolde krop. Varmen fra hendes eget indre pressede på hun måtte nå det, før den brændende følelse tog over.
Den fjerde nat vågnede Kirstine pludselig op. En lille stemme fra det barn, hun aldrig havde fået, hviskede:
Jeg venter på dig, mor Men ikke nu. Hvor dejligt du har sat mig fri!
Kirstine havde glemt, hvordan det var at være dækket af sved, at føle frygt, sorg eller medlidenhed. Hun havde næsten ingen følelser tilbage. Misse, som lå på hendes mave, blinkede med øjnene som små lanterner i mørket.
Åh Gud, hvor er du varm
Kirstine begyndte at kærtegne katten. Hvor hård og varm du er, mumlede hun. Katten stønnede svagt, næsten som om den led.
Misse var vred og skuffet. Hun havde næsten givet sit liv, da Kirstine pludselig vågnede og begyndte at klemme hendes allerede ømme mave. Smerten var uudslukkelig. Hun kunne hverken redde et andres liv eller holde sit eget.
Hvem siger, at en kat har ni liv? Den har kun ét, som den kan give væk, hvis den vil. Men Kirstine havde ikke brug for Misses liv.
– Kun et par timer kunne have reddet hende.
Den unge dyrlæge, som netop var ved at afslutte sin nattevagt på en klinik i København, trøstede den grædende kvinde, der stormede ind med sin kat og brød den stille søvn, hun havde haft.
– Smerten vil gå over, jeg holder øje med hende, så kan I hente den igen. Lad være med at skrige I skal nå det!
Katten har ikke ni liv. Den har kun ét, som den kan give, hvis den vil. Og hvis du ønsker det, kan du måske give livet tilbage det samme liv, den delte med dig.
