Enten mor, eller ingen
Rikke, jeg tror, jeg lige skal købe en ekstra billet til teateret.
Jeg kiggede op fra min tallerken. Maden var knap nok blevet kold, før Mads allerede havde fundet sin telefon frem og trykkede på skærmen, som om det gjaldt liv eller død.
Endnu en billet? Skal vi have selskab?
Han svarede uden at kigge op:
Mor vil så gerne med. Jeg fortalte hende i går om forestillingen, og hun blev helt tændt på idéen.
Jeg lagde forsigtigt min gaffel fra mig og gik over mod køkkenbordet under dække af at hente et glas vand. Mit ansigt krøllede sig sammen, helt uden kontrol jeg forsøgte faktisk ikke engang at skjule det. Bare Mads ikke så det, for jeg magtede hverken at forklare eller høre på undskyldninger og forklaringer mere.
Selvfølgelig. Mor vil med. Hanne Madsen har altid villet være med.
Jeg stod ved vasken og fyldte langsomt glasset op, mens jeg så vores bryllupsbilleder for mit indre blik. Alle 240, som fotografen havde dumpet over på USB-stik med pynteligt bånd. Tre aftener brugte jeg på at bladre dem igennem, ledte efter bare ét billede, hvor Mads og jeg var alene. Bare os to, ingen gæster, ingen familie. Sådan et fandtes ikke.
På hvert eneste billede stod Hanne Madsen: nu justerer hun sin søns slips, nu krammer hun ham, nu står hun midt imellem ham og mig og smiler til fotografen, som om det hele var hendes fest. Dengang tænkte jeg, at det nok var tilfældigt, måske havde fotografen bare dårlig sans for vinkler. Men den slags tror jeg ikke på længere.
Min svigermor opførte sig fra første dag, som om jeg kun var en slags roomie, der midlertidigt havde fået et værelse her. Lejligheden var ovenikøbet min egen min, købt for mine penge. Men Hanne Madsen kom og gik, som det passede hende, uden at spørge først, altid med sin egen mening om alting. Gardinerne var for kedelige. Gryden var forkert. Kødet for salt. Mads ser tynd ud. Mads er for bleg. Mads spiser for lidt.
Jeg tog en slurk af vandet og satte glasset på plads…
Hver gang vi skulle noget, skete det samme. Biografen i sidste måned? Alle tre sammen. Skøjtebanen til jul? Tre igen. Selv på den lille café på Vesterbrogade, hvor jeg havde håbet på et roligt øjeblik bare os to, havde Mads inviteret moren med. Og hun kom, drønede ind mellem os ved det lille bord, bestilte te med citron og førte i tre kvarter samtalen om blodtryk og underboen, der igen havde oversvømmet hendes loft…
Teater. Jeg havde glædet mig til den forestilling i halvanden måned. Gode pladser på tredje række, det havde været besværet værd. Det skulle have været vores aften. KUN vores.
Rikke, hvorfor siger du ikke noget?
Endelig kiggede Mads op.
Du skal forstå, hun er jo bare lidt ensom, sagde han, så mekanisk, at jeg begyndte at tænke på, om han egentlig selv hørte, hvor ofte det kom over hans læber.
Jeg vendte mig mod ham og nikkede.
Fint. Køb en ekstra.
Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg havde sagt det før flere gange. Hver samtale endte ens: Mads blev fornærmet, gik ind på værelset og sagde ikke ét ord hele aftenen, og næste morgen ringede Hanne Madsen og spurgte med fornærmet stemme, om alt nu var okay derhjemme. En endeløs rundkreds, jeg for længst var holdt op med at kæmpe imod.
Mads smilede lettet og bøjede sig igen over telefonen…
Tredje række viste sig faktisk at være rigtig god, jeg havde gjort det godt med billetterne. Scenen var tydelig, man kunne se hver detalje og hver nuance i skuespillernes ansigter. Men jeg nød udsigten alene, fordi Mads vendte sig omgående mod sin mor og ikke så mig en eneste gang.
Hanne Madsen sad til højre for sin søn, og de begyndte straks at diskutere programmet, foyeren, og en eller anden bekendt hun mente at have set ved garderoben. Jeg sad til venstre og stirrede på scenen, selv om forestillingen endnu ikke var begyndt. I pausen tog Mads sin mor med til baren; jeg blev siddende, ingen spurgte om jeg ville med, og jeg gad heller ikke insistere. De kom tilbage, og svigermor genfortalte første akt til sønnen, som om han sad i en helt anden by. Jeg sad og bladrede rastløst i programmet og tænkte på, hvor meget pladserne på tredje række egentlig havde kostet.
Hjemturen var også os tre. Vi satte Hanne Madsen af først, og jeg sad ti minutter og ventede i bilen, mens Mads hjalp hende op, kæmpede lidt med låsen og stod og nød hendes sludren i døråbningen. Da han endelig vendte tilbage, gled han på plads bag rattet med et tilfreds og afslappet ansigt.
Det var hyggeligt, ikke?
Jeg nikkede og så ud af vinduet. En vældig træthed havde lagt sig over mig, men jeg sagde, det bare var træthed. Sandheden var, at jeg slet ikke orkede at tale mere den dag for ord fra mig ville bare forsvinde i luften og ikke lande noget sted.
De næste to måneder gik nøjagtigt, som jeg havde forventet. Hanne Madsen dukkede jævnligt op, Mads brugte mere tid med moren, og jeg fandt mig selv oftere alene i min egen stue, mens latter og samtale fra køkkenet fortsatte timevis. Fælles middage blev sjældnere, og fælles weekender blev til rutinemæssige besøg hos svigermor eller endnu en udflugt alle tre sammen. Jeg gik som regel tidligt i seng og vågnede med en velkendt stikkende fornemmelse i brystet, den samme som efterhånden var blevet min følgesvend.
Midt i marts fik jeg en præmie på arbejde, og det var et ordentligt beløb, så jeg gik og tænkte på det i tre dage. Femten dage i Tyrkiet. Alt inkluderet. Sol, strand og et dejligt hotel med gode anmeldelser. Hele ugen talte jeg priser, læste anmeldelser, sammenlignede værelser, tjekkede afstand til stranden. Det her, tænkte jeg, kunne blive vores redning bare os to, langt væk fra alt det sædvanlige, mulighed for at være kærester igen.
Mads, jeg har bestilt en rejse til os, sagde jeg, da vi spiste aftensmad og skubbede booking-papirerne over bordet. Tyrkiet. Femten dage. Juni måned. All inclusive. Jeg har brugt bonussen, men det er det værd.
Han tog papiret, læste hurtigt og mødte mit blik med et svagt, genkendeligt glimt af glæde og nikkede.
Ej, hvor fedt. Virkelig fedt, Rikke.
Jeg åndede lettet op. Måske var det ikke for sent. Måske skulle vi bare væk lidt, så blev det hele godt igen. Den nat sov jeg roligere end jeg havde gjort længe.
Men dagen efter kom Mads hjem, satte sig ved bordet, ventede til jeg havde serveret maden, og sagde imellem to mundfulde frikadelle:
Rikke, jeg har fortalt mor om Tyrkiet. Hun vil virkelig også gerne med. Kan du ikke bestille en ekstra billet?
Gaflen stoppede halvvejs til min mund. Jeg lagde den ned og stirrede på ham, usikker på om han virkelig troede det?
Jeg forblev ikke stille denne gang.
Nej, Mads. Jeg tager ikke på ferie med din mor.
Han stirrede forbløffet på mig, som om jeg havde bandet i kirken.
Kom nu, Rikke. Hun er ensom, hun har ikke været sydpå i flere år. Kan du virkelig nægte hende det?
Jeg rejste mig stille, gik hen til vinduet og satte hænderne fast på bordpladen. Noget varmt og ukontrollerbart boblede inden i noget som havde hobet sig op i månedsvis og nu var nået i halsen.
Hun kan tage med sine veninder! Hun HAR fem, Mads fem veninder, der drikker te i hendes stue hver uge! Lad hende tage til Tyrkiet sammen med dem, og lad OS få fred for en gangs skyld!
Rikke, det er min MOR, du…
Jeg ved det udmærket er din mor! Jeg vendte mig mod ham, og al min opsparede selvkontrol knækkede. Jeg er udmærket klar over det, for hun er overalt i vores liv! Biografen, skøjtebanen, teater, aftenerne hjemme ALT er med hende. Jeg er træt af at være den anden kvinde i det her forhold, Mads, forstår du ikke det?
Mads skubbede sin tallerken væk og rejste sig, armene over kors.
Du er kold, Rikke. Du forstår ikke, hvordan det er for hende.
Nej, det gør jeg ikke! sagde jeg og gik skridt nærmere, mine øjne lynede. Og jeg er heller ikke forpligtet til det! Du er min mand, Mads! Min! Jeg vil på en normal romantisk ferie med dig, hvor vi ENDELIG er bare os to! Jeg vil ikke sidde strandkanten og se dig tale med din mor om hendes blodtryk, mens jeg soler mig i ensomhed usynlig og ligegyldig!
Han kneb øjnene endnu mere sammen og trådte et skridt bagud.
Du er slem. Ved du hvad? Enten tager mor med, eller også tager jeg ingen steder.
Jeg tav. Så på ham længe og intenst, og inde i mig klikkede noget noget afgørende og endeligt.
Fint. Så kan jeg tage afsted uden jer.
Jeg gik forbi ham ind i soveværelset, fandt min kuffert under sengen og hev den op. Han stod i døren med det samme.
Rikke, hvad laver du? Stop, lad os nu tale ordentligt sammen.
Vi TALER altid ordentligt sammen, Mads og hver gang ender vi med din mor. Jeg tog kjolen fra bøjlen og lagde den roligt i kufferten. Jeg går fra dig. Jeg kan ikke mere leve i et forhold, hvor vi er tre, og hvor jeg er den overflødige.
Mads blev tavs, lænede sig op ad karmen, og hans ansigt ændrede sig. Han forstod pludselig, at jeg ikke bare diskuterede. Jeg var færdig.
To måneder senere lå jeg ved poolen på det tyrkiske hotel, som jeg havde udvalgt så omhyggeligt. Solen varmer skuldrene, luften er fyldt med salt fra havet, og min kolde drink dugger i hånden. Ved siden af mig diskuterer ingen blodtryk, ingen brokker sig over træk eller børn, og ingen genfortæller naboklager. Jeg var bare mig og det var bedre end noget andet. Jeg tog en slurk, lukkede øjnene og tænkte, at jeg burde have gjort det for længst i stedet for at slide to år op på en, der aldrig blev voksen.
