Hej, jeg vil bare snakke lidt ud som om vi sad sammen over en kop kaffe. Jeg blev gift for at slippe ud af fattigdommen, men nu føles det, som om jeg lever i et virkelig flot bur. Jeg er 35 år. Da jeg var 20, var jeg ikke totalt på bunden, men jeg måtte virkelig vende hver eneste krone. Jeg var studerende læste om aftenen på universitetet og arbejdede i en bager om dagen. Hver dag kom jeg hjem med ømme ben og gik i seng med tanken om, hvorvidt mine penge rakte til buskort, kopier, mad og regninger den måned. Jeg drømte ikke om noget luksuriøst bare ro og stabilitet.
Så mødte jeg ham. Han var 40, universitetslærer, altid klædt pænt, havde sin egen bil, talte om rejser, investeringer og sikkerhed. Jeg blev ikke forelsket med det samme. Han var rar nok, men det, jeg virkelig faldt for, var det han repræsenterede: et pusterum, ro, et liv uden at kæmpe for at klare sig.
Vi begyndte at date, og det var tydeligt fra starten, hvor forskellige vores verdener var. Mens jeg mandsopdækkede priserne på menuen, bestilte han bare uden at blinke. Hvor jeg talte om ekstra vagter, snakkede han om at købe endnu en lejlighed til investering. Han sagde ting som: Du behøver ikke have det sådan, Jeg kan give dig et bedre liv, Jeg vil ikke have, du skal klare det alene. De sætninger brændte sig fast i hovedet på mig.
Jeg vidste godt, at hvis jeg gennemførte min uddannelse, ville jeg få det bedre. Men jeg vidste også, at det ville tage år. Med ham kom springet på et øjeblik. Han friede efter seks måneder. Jeg begyndte ikke at græde af glæde. Jeg blev bare helt stille. Den nat sov jeg næsten ikke tænkte på min mor, på de tidlige morgener, på aldrig at skulle vende hver krone igen, på en dejlig bolig.
Min mor var imod det i starten. Hun sagde, jeg var alt for ung, han var for gammel, og hun kunne ikke se mig forelsket. Jeg svarede hende, at kærlighed ikke betaler regninger, at jeg er træt af savn, og jeg vil gerne have noget bedre. Vi græd en del, men til sidst accepterede hun det, for hun ville ikke miste mig.
Vi blev gift halvandet år efter, vi mødtes. Alt gik stærkt stor villa, nye møbler, rejser de første måneder. Jeg lagde glade billeder på Insta, men indeni følte jeg mig som en skuespiller, der spiller en rolle, man ikke selv har valgt. Ikke ud af kærlighed, men af bekvemmelighed.
Jeg kan ikke sige, han er en dårlig mand. Han støtter, er ansvarsfuld, en super far til vores børn, hjælper både sin og min mor økonomisk, er til stede, er trofast, aldrig voldsom. Det er ikke ham, der er problemet det er mig. Jeg elsker ham ikke med den kærlighed, der giver kriller i maven. Jeg respekterer ham, beundrer ham, og er taknemmelig for alt. Men jeg har ikke den store følelse, der får det til at bruse.
Hans livsrytme er anderledes. Han går tidligt i seng, elsker ro, vil helst ikke lave om på noget. Jeg længes stadig efter at rejse, grine højlydt, tage beslutninger på impulsen, mærke sommerfugle i maven. Men jeg tilpasser mig det har jeg altid gjort.
Nogle aftener ligger jeg i vores store seng, med aircondition og ro, og mærker en mærkelig tomhed. Ikke sorg, men følelsen af, at jeg lever det rigtige liv på papiret, men ikke det, der gør mig glad. Jeg laver mad i et lækkert køkken, sender børnene i gode skoler, mangler ikke noget materialistisk men det er ofte følelser, passion og drømme, jeg savner. Når han siger Jeg elsker dig, svarer jeg Jeg elsker også dig, men min stemme føles anderledes indeni.
Af og til tænker jeg på, hvordan det havde været, hvis jeg var blevet alene, afsluttet uddannelsen selv, ventet på en anden slags kærlighed. Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over bare at tænke sådan for der er kvinder, som ville gøre alt for den stabilitet jeg har. Og dér rammer skyldfølelsen: jeg har ikke ret til at brokke mig, men jeg kan heller ikke lyve for mig selv.
Har du et godt råd til, hvordan jeg bliver lykkelig?
