Hvad er det, du har på? Kirsten Madsen lod blikket glide over sin datter, fra top til tå, og dvælede ved nederdelen. Den er jo alt for kort. I din alder burde du klæde dig mere passende.
Freja trak automatisk nederdelen ned, selvom den næsten nåede til knæet. En ganske almindelig kontornederdel, købt på udsalg for en måned siden. Dengang syntes hun, det var et fund klassisk snit, neutral farve.
Mor, den er altså helt almindelig, sagde Freja og forsøgte at lyde rolig. Jeg har den på på arbejde.
Netop derfor. Folk tænker deres. Da jeg var ung…
Freja hørte kun halvt efter. Hun havde hørt det tusind gange før om besindighed, om “i vores tid”, om hvordan en anstændig kvinde skulle tage sig ud. I stedet for at svare lagde hun en kuvert på bordet, tyk og med rejseselskabets logo.
Den er til dig, mor…
Kirsten Madsen tav midt i sætningen. Hun så på kuverten, på datteren og tilbage på kuverten.
Hvad har du nu fundet på?
Åbn den.
Freja havde ventet på det øjeblik i et halvt år. Hver eneste krone hun ikke havde brugt, havde hun lagt til side. Det var det kursted med søjler og mineralvand i Skagen, hvor moren altid havde drømt om at komme. Freja havde fundet stedet, booket det bedste værelse, planlagt alt ned til mindste detalje.
Kirsten tog langsomt papirerne ud, læste hurtigt henover dem. Freja ventede, hvis ikke på et kram, så bare et stille “tak”, et varmt blik.
Hendes mor trak på munden og skubbede kuverten fra sig med fingerspidserne, som om den var snavset.
Du bestemmer altid for mig.
Freja blev stående med åndedrættet i halsen.
Mor, det er jo Skagen. Du har altid ønsket…
Hvem skal vande mine stueplanter? Det har du ikke tænkt på, Kirsten trommede med fingrene på bordet. Tre uger, så er de gået ud.
Jeg kan komme forbi. Hver eneste dag.
Du har jo travlt på arbejde. Du glemmer det bare. Og maden deroppe, det er sikkert kun rugbrød og kartofler. Jeg har læst om de nye kursteder, det hele er sparet væk.
Freja kunne ikke regne ud, om hendes mor lavede sjov eller ej. Et halvt års forsagelse ingen latte på vej til arbejde, ingen nye sko, ingen byture med veninderne. Alt sammen for det her?
Mor, der er restaurant med fem retter at vælge imellem. Spa, swimmingpool, smukke gåture i klitterne…
Gåture, gentog Kirsten skarpt. Moderne ord. Tænkte du på, om jeg overhovedet har lyst til sådan noget?
En klump satte sig i halsen på Freja. Hun havde i det mindste håbet på et lille “flot klaret”, det allermindste, hun havde levet for hele sit liv.
Freja sank ned på en stol. Benene føltes tunge, kroppen syntes at tro, at hun ikke længere kunne stå op. Hun stirrede på kuverten, som hendes mor havde skubbet ud på bordkanten, og tav.
Og klimaet deroppe Kirsten gik frem og tilbage i det lille køkken, rettede på den ellers perfekt glatte dug. Al den blæst, mit hoved begynder straks at pine. Har du tænkt på det?
Freja svarede ikke. For første gang i årevis mærkede hun en underlig vilje til ikke længere at retfærdiggøre sig.
Og rejsen dertil? Hvor mange timer tager det med toget? Min ryg kan jo ikke klare det. Moren satte sig på den modsatte side af bordet, lagde armene over kors, klar til endnu en lang remse. Din moster Anne, hun bor tæt på sine børn. Hver dag kigger de forbi, om det så bare er med en pose franskbrød.
Freja kiggede på de fine rynker omkring moderens mund, de grå hårrødder under farven, de hænder med ujævne blodårer. De samme hænder, der engang flettede hendes hår til skole. De læber, der sang godnatsange. Hvor var alt det blevet af?
Lytter du overhovedet?
Ja, mor.
Det ser ikke sådan ud. Du sidder bare der som en sten. Jeg taler om vigtige ting, og du…
Kirsten blev ved, gennemgik pointer om trange værelser på kursteder, larmende naboer, unge læger, der intet forstod, kun kunne skrive recepter. Freja nikkede de rigtige steder, men indeni blev hun mere og mere tom.
Uret på væggen slog minutterne. Timer. Kirsten tog mere og mere fart, fra klager over kurstedet til bredere anklager ensomme aftener, sjældne opkald, datterens manglende vilje til at høre efter.
Ved du overhovedet, hvor svært det er at være alene? Moren løftede hagen. Du vil bare af med mig, så du selv kan more dig.
Mor, det er en gave.
Gave! Kirsten slog ud med armene. En gave skal føles rar. Det her du gjorde det bare for egen samvittighed. Får mig sendt bort og lever i fred selv?
Freja rejste sig forsigtigt op. Benene var stadig tunge, men hun tog kuverten i hånden, trykkede den hårde papirflade sammen mellem fingrene.
Du har ret, mor. Det er måske ikke en god idé. Jeg returnerer rejsen.
Kirsten tav. Noget som forbløffelse gik gennem hendes ansigt, som én der gør sig klar til kamp, men hvis modstander pludselig opgiver.
Hvad mener du med returnere?
Præcis hvad jeg siger. Jeg får pengene retur. Du har ret, jeg har ikke tænkt det igennem.
Freja, læg nu kuverten tilbage.
Hvorfor? Du sagde selv, du ikke ville afsted.
Jeg sagde, du burde have spurgt! Kirsten hævede stemmen, røde pletter bredte sig på kinderne. Du gør altid sådan bestemmer alt selv, og så forstår du ikke, hvorfor jeg er ked af det!
Freja holdt kuverten tæt ind til sig og gik mod gangen. Hjertet slog oppe i halsen, men en sjælden beslutsomhed drev hende frem.
Hvor skal du hen? Freja! Jeg snakker til dig!
Mor, jeg er træt.
Træt! Kirsten fór efter og fik fat i datterens albue. Jeg har ofret alt for dig! Vi havde ingenting, din far tog af sted, og jeg opfostrede dig alene! Og sådan takker du?
Freja vendte sig. Så på sin mors rystende læber, det blege vrede ansigt.
Du sagde jo selv, du ikke ville afsted.
Jeg sagde, du ikke havde spurgt!
Så spørger jeg nu. Mor, vil du med til Skagen spa?
Kirsten trak vejret hidsigt.
Nu gør du det igen! Driller mig, du er så hårdhjertet! Læg nu rejsen på bordet, jeg skal nok overveje det!
Freja slap varsomt sin mors greb uden at give slip på kuverten.
Jeg ringer til dig i morgen, mor.
Hun lukkede døren bag sig, før Kirsten kunne svare. Forbandelserne nåede hende ud på trappen, mumlet gennem døren utaknemmelig, ødelagt ungdom, hun ville komme til at fortryde det. Freja standsede ikke, kiggede ikke tilbage. Benene bar hende ned ad trapperne, forbi de slidte postkasser og naboer uden at standse.
Udenfor støvregnede det. Freja løftede ansigtet og lod de kolde dråber ramme huden, trækkede vejret dybt ind med duften af vådt fortov. Forbipasserende gik uden om hende, nogen sukkede irriteret, men det rørte hende ikke. Kuverten med billetterne var stadig i hendes hånd, og Freja overvejede pludseligt, om hun ikke bare selv kunne tage afsted. Skagen, søjler, varme bade og ingen bebrejdelser ved morgenbordet.
Hun gik planløst, indtil hun stoppede foran et lille cafévindue i et hjørne af byen. Varmen strømmede ud gennem ruden, der var dækket af dug, duge og levende blomster på hvert bord, mennesker der sad og spiste i ro. Freja åbnede døren og gik ind.
Godaften, tjeneren rakte hende menuen venligt. Er du alene?
Ja, svarede Freja lidt overrasket over sin egen lethed.
Hun valgte et bord i en krog, langt fra de andre. Lagde servietten omhyggeligt i skødet og slog menuen op. Øjnene faldt med det samme på den dyreste dessert pæretærte med karamel og flagesalt. Og et glas rødvin, kraftigt og lagret.
Mor ville kalde det vanvittigt. Spild af penge. Freja så for sig de sammenpressede læber, det bebrejdende blik, den endeløse “i min tid…”, og så bestilte hun.
Vinen var dyb, urtet, og sved let på tungen. Freja tog en slurk og lænede sig tilbage. Der bredte sig en mærkelig lethed i hende let dér, hvor der ellers i årevis havde været tungt. Hun mindedes, hvordan hun i sin barndom frygtede at komme hjem med et syvtal, fordi moren var tavs ugevis bagefter. Hvordan hun på universitetet valgte regnskab og ikke litteratur, fordi “det er mere fornuftigt”. Hvordan hun i tre år var sammen med Peter, som hun elskede, men slog op, fordi moren sagde, at han “ingen fremtid havde”.
Tærten var blød og smeltede på tungen. Freja så på den flydende karamel og tænkte, at hun ikke kunne huske, hvornår hun sidst gjorde noget bare for sig selv. Ikke for moderens billige “godt gået”, ikke for et lille nik kun for sig selv.
Telefonen vibrerede i tasken. Igen. Og igen. Syv ubesvarede opkald, tre talebeskeder fra moren Freja slukkede den bare.
Hun tømte vinglasset, spiste op, bad om regningen og lagde ekstra drikkepenge bare fordi hun havde lyst. Udenfor var regnen stoppet, og over hustagene lyste de første stjerner.
Freja tænkte, at hun nu havde taget det første, svære skridt. Endelig tillod hun sig selv at være vigtigere end andre menneskers forventninger.
