Jakob og jeg mødte hinanden, da vi begge var syv og tyve år gamle. På det tidspunkt havde Jakob allerede afsluttet sine studier på Københavns Universitet med udmærkelse og forberedte sig på sit speciale. Han havde haft stor succes i sin uddannelse. Ovenikøbet havde han nået at spare op og købe en lys toværelses lejlighed i Frederiksberg samt en garage. Efter han blev færdig, planlagde han at købe en bil. Et år senere blev vi gift. Halvandet år efter kom vores datter til verden. Da vi fyldte tredive, var vores pige allerede to måneder gammel.
Da Jakobs fødselsdag nærmede sig, foreslog jeg, at vi fejrede den på en hyggelig restaurant sammen med hans forældre. Men det ønskede han ikke. Han sagde, at han helst ville tilbringe sin dag kun sammen med os, sine piger.
Så vi fejrede det stille og roligt hjemme, bare os tre. Dagen efter, efter arbejde, besøgte han sine forældre, men han var hurtigt tilbage. Han satte sig i sofaen og begyndte at græde. Jeg blev helt forstenet. En voksen, selvstændig mand, familiefar pludselig i tårer. Jeg trøstede ham og forsøgte at berolige ham. Og da brast muren, han havde bygget op.
Det viste sig, at han som barn blev slået for de mindste ting: for at spille fodbold i gården, for at få beskidt tøj, for at tegne en klat i sin skrivebog… Både hans far og mor gjorde det.
“Da jeg blev voksen, holdt de op med at slå mig, men jeg har aldrig fået ros af dem. Jeg afsluttede teknisk skole med topkarakterer.”
“Jamen, det er jo kun teknisk skole. Du skal videre på universitetet.” Og det gjorde Jakob, selvom han ikke havde brug for en universitetsuddannelse.
Han købte sin egen lejlighed.
“Det er jo kun halvtreds kvadratmeter.”
De kritiserede, selvom de selv boede på tredive. Han giftede sig “Hun er jo ganske lille og spinkel. Kan hun overhovedet føde børn?”
Hun fødte.
“Man ved jo ikke, hvem barnet ligner. Der er intet, der minder om os!”
Og til sidst lavede forældrene en scene, fordi han ikke holdt en stor fest for deres bryllupsdag.
“Utakkede søn!”
De dømte ham hårdt. Så spurgte Jakob mig:
“Er jeg virkelig så dårligt et menneske, siden de ikke kan elske mig?” Jeg svarede, at nogle mennesker desværre ikke formår at give kærlighed videre. At han blot havde været uheldig med sine forældre. Men nu har han mig og vores datter. Vi elsker ham højt. For han er den bedste i hele verden.
“Kan du ikke se, hvor lykkelig din datter er, når du træder ind ad døren efter arbejde?” Og Jakob, som huskede, hvordan vores piges øjne lyser, når hun ser sin far, fandt ro. Og omsider kunne han også smile.
Sand lykke kommer ikke af andres bedømmelse, men af varme, man giver og får i sin egen lille familie.
Den dag kom min mand hjem tidligere end normalt, satte sig i sofaen og begyndte at græde som et barn. Da jeg fandt ud af grunden, frøs jeg til is.