Nej, kom ikke nu, mor. Tænk på det selv. Turen er lang, en hel nat i toget, og du er jo ikke ung længere. Hvorfor slænge dig ud i den slags besvær? Og så er det forår, du har sikkert masser af arbejde i haven sagde min søn.
Sønn, hvorfor skulle jeg? Vi har jo ikke set hinanden længe. Jeg vil også gerne møde din kone, som man siger, man skal lære svigerdatteren at kende, er ærlig som den er.
Så lad os aftale, at du venter til slutningen af måneden, så kommer vi alle sammen, lige når påskeferien giver mange fridage beroligede han mig.
Ærligt talt var jeg allerede i færd med at pakke, men jeg gik med på at blive hjemme og vente på ham. Ingen kom dog.
Jeg ringede flere gange til Mikkel, men han afviste opkaldet. Til sidst ringede han selv tilbage og sagde, han var alt for travl, så jeg ikke skulle vente på ham.
Det gjorde mig rigtig ked af det. Jeg havde forberedt mig på at byde hans brud, Sif, velkommen. De havde kun været gift i et halvt år, og jeg havde aldrig set min svigerdatter før.
Mikkel, min eneste søn, var som man siger, født for mig. Jeg var omkring tredive, gift mig aldrig og besluttede mig for at få et barn på egen hånd.
Måske var det en synd, men jeg har aldrig fortrudt beslutningen, selvom det ofte var hårdt. Penge var knappe, og vi levede fra måned til måned. Jeg arbejdede på flere småjobs, så min dreng altid havde, hvad han manglede.
Da Mikkel voksede op, gik han på universitetet i København. For at kunne støtte ham i starten, tog jeg også småjob i Sverige, så jeg kunne sende ham penge til studie og husleje. Min moderhjertet gled af lykke, hver gang jeg kunne hjælpe.
På tredje år begyndte han selv at tjene penge ved at arbejde ved siden af studierne. Efter endt universitet fik han et fast job, så han klarede sig selv.
Han kom hjem kun en gang om året. Jeg, som bor i Aarhus, har aldrig forladt byen.
Da jeg hørte, at han skulle giftes, begyndte jeg at lægge penge til side. 60.000 kroner i en sparegris.
Et halvt år senere ringede han og sagde: Mor, kom ikke nu. Vi skriver kun kontrakten først, brylluppet kommer senere.
Jeg blev bedrøvet, men hvad kunne man gøre? Mikkel viste mig Sif over video. Hun så fin ud, smuk og tro mig rig. Hendes far var en stor forretningsmand. Jeg havde kun én ting tilbage: at glæde mig over, at alt gik så godt for ham.
Tiden gik, og han kom stadig ikke for at hente mig. Jeg blev så rastløs, at jeg købte en billet til tog, pakkede min hjemmebag, bagte selv brød, tog en lille portion kiks og satte kursen mod København. Før jeg gik om bord, ringede jeg til ham:
Du giver mig lige så meget bøvl! Jeg kan slet ikke møde dig på arbejdet. Her er adressen, så kan du bestille en taxa, sagde Mikkel.
Jeg ankom til hovedstaden om morgenen, bestilte en taxa, og blev næsten blæst omkuld af prisen. Men København i morgensolen er så smuk, at jeg nød udsigten fra vognens vindue.
Døren åbnede sig, og svigerdatteren, Sif, stod uden smil eller kram. Hun pegede bare på køkkenet. Mikkel var allerede på arbejde.
Jeg begyndte at lægge mine poser ud: kartofler, rødbeder, æg, tørrede æbler, syltede svampe, agurker, tomater og flere glas marmelade. Sif så på det hele i tavshed og sagde:
Det var forgæves, vi spiser så herligt ikke. Vi får mad leveret hver dag, og jeg bryder mig ikke om at lave mad; lugten i køkkenet holder væk i flere timer, sagde hun.
Før jeg nåede at reagere, sprang den lille dreng, en treårig dreng, ind i køkkenet.
Mød hinanden, min søn er Daniel, sagde Sif.
Daniel? spurgte jeg.
Nej, Daniel, ikke Danilo. Jeg kan ikke lide at få mit navn bøjet, svarede hun.
Sådan er det, Ilona, sagde jeg ironisk, men så sagde han, at han hed Ilona. I Danmark bøjer man ikke navne, men hvordan skulle jeg vide det?
Jeg var ved at falde i tårer. Ikke fordi han havde fået en kone med barn, men fordi han slet ikke havde fortalt mig det.
På væggen hang et stort bryllupsfoto.
Åh, så var der ingen bryllup? I har da lavet et flot billede, sagde jeg og prøvede at skifte emnet.
Hvor er der så ingen bryllup? spurgte Sif. Det var for 200 gæster, kun du manglede. Mikkel sagde, du var syg. Måske er det bedre, sagde hun.
Vil du have morgenmad? spurgte hun.
Ja, sagde jeg.
Hun lagde en kop te og et par stykker dyr ost foran mig hendes idé om morgenmad. Jeg havde brug for en ordentlig start på dagen efter den lange rejse, så jeg ville gerne stege et par æg og spise mit hjemmebagte brød. Men Sif forbød det med et dramatisk vink med armene: ingen æg, de lugter i køkkenet. Hun sagde, at de spiste sundt.
Jeg gav op, så jeg drak teen. Sif sad tavs. Pludselig kom drengen løbende og klemte sig op til mig. Jeg ville give ham et kram, men Sif viftede med hænderne: nej, du må ikke, jeg ved ikke, hvad du har bragt med dig.
Jeg havde ingen stol til ham, så jeg rakte ham en lille krukke med hindbærmarmelade og sagde: Her får du en sød snack til pandekager. Sif grinte så langt hun kunne og rev marmeladen ud af mine hænder:
Hvor mange gange skal jeg gentage? Vi spiser ingen sukker, vi er på sund kost!
Tårene pressede på, og teen forblev ubrugt. Jeg gik ud på gangen, trak sko på, men Sif sagde intet. Jeg gik ud på trappen, satte mig på en bænk og lod tårerne flyde. Det var den mest pinlige dag i mit liv.
Efter et stykke tid kom Sif ud med drengen og smed al min bagage i skraldespanden. Jeg stod målløs. Jeg samlede sammen, pakkede alt i min taske og skyndte mig mod stationen. Heldigvis fandt jeg en billet, der var blevet solgt, så jeg kunne købe en til aften.
Ved stationen var der en lille café. Jeg købte en skål med flæskestegssuppe, et stykke stegt kød, kartofler med salat. Jeg var så sulten, at jeg betalte en god sum men var det ikke min ret at få noget lækkert?
Jeg lagde taskerne i bagageopbevaringen og havde et par timer til at gå en tur i København. Byen var dejlig, og jeg glemte næsten sorgen.
I toget sov jeg ikke. Jeg græd. Det var så trist, at min søn ikke engang spurgte, hvor jeg var.
Jeg havde håbet på sne i december, men fik i stedet et hjerteknust møde. Mikkel er min eneste søn, den jeg har sat al min håb i, og nu viser han sig at være en, der ikke behøver mig.
Nu overvejer jeg, hvad jeg skal gøre med de 60.000 kroner, jeg har sparet til hans bryllup. Skal jeg give dem til ham, så han ved, at mor altid har tænkt på ham? Eller beholde dem, for han har ikke fortjent dem?
