Mads og jeg mødte hinanden, da vi begge var tyve-syv. På det tidspunkt havde Mads allerede afsluttet universitetet med flotte karakterer og var i fuld gang med forberedelserne til sin afsluttende eksamen. Han havde altid haft styr på det akademiske. Derudover havde han nået at tjene til både en toværelses lejlighed i Vanløse og et pænt lille kælderrum til cyklerne så danske, som vi nu engang er. Efter studiet regnede han med at købe sig en bil, for der er jo grænser for, hvor langt cyklen holder i regnvejr.
Året efter blev vi gift, og halvandet år senere fik vi en datter. Da vi selv fyldte tredive, var hun allerede to måneder gammel med mere hår end mig (det siger altså lidt). Fordi hans fødselsdag var på trapperne, foreslog jeg, at vi fejrede det på en hyggelig restaurant sammen med hans forældre. Men Mads rystede på hovedet han ville kun fejre med sine piger, som han kaldte os med det skæve smil, jeg er faldet for så mange gange.
Så vi sad der med boller, jordbærtærte og babygråd. Næste dag, efter arbejde, tog han så hjem til sine forældre. Men han kom hurtigt tilbage og så ud som om, verdens vægt sad på hans skuldre. Han satte sig tungt i sofaen og begyndte at græde. Der sad min Mads voksen, far, fuldtidsansat, og græd som om han lige havde mistet sin yndlings-fodboldtrøje. Jeg blev helt paf, men satte mig selvfølgelig og holdt om ham, indtil han fik blikket igen.
Så brød det frem. Som barn var han blevet slået for selv den mindste ting: hvis han sparkede til en bold, fik græs på bukserne, eller lavede en plet i hæftet så fik han smæk af både far og mor.
Da jeg blev ældre, holdt de op med det, men de havde aldrig et anerkendende ord til mig. Jeg afsluttede handelsgymnasiet med topkarakterer.
Nå, men det er jo bare handelsgymnasiet. Du skal altså videre, Mads. Så jeg endte på universitetet, selvom jeg ikke havde lyst eller behov.
Så sparede han op og købte lejlighed.
Hvad, kun 50 kvadratmeter? sagde hans forældre selvom de boede trangt i noget der knap nåede 30 kvadratmeter.
Han blev gift.
Hun er da godt nok lille og ranglet. Tror du, hun kan holde til det?
Det kunne jeg nu.
Så kom datteren.
Hvor mon hun får det fra? Hun ligner ikke nogen af os!
Og som prikken over iet lavede de et kæmpe nummer fordi han ikke holdt en stor fest for deres bryllupsdag.
Utaknemmelige søn!
Så sendte de ham afsted med det.
Og så spurgte han mig næsten som en lille dreng:
Er jeg virkelig sådan et forfærdeligt menneske, siden de ikke kan lide mig? Jeg fortalte ham, at der altså findes folk, der ikke kan finde ud af at elske. Han havde desværre trukket nitten i udlodningen af forældre. Men nu har han mig og vores pige. Vi elsker ham. Han er virkelig verdens bedste.
Kan du ikke se, hvor glad din datter bliver, hver gang du går ind ad døren efter arbejde? Og Mads, der kom til at tænke på vores piges tindrende øjne, når hun ser sin far, faldt til ro. Og så smilede han. Rigtigt.
Den dag kom min mand tidligere hjem end normalt, satte sig i sofaen og begyndte at græde som et lille barn. Da jeg fandt ud af hvorfor, frøs jeg til is.