Kender du det der med at møde den helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt? Jeg mødte Mads, da vi begge var 27 år gamle. På det tidspunkt havde Mads allerede afsluttet sin uddannelse med bravur og var i gang med at forberede sit speciale. Han havde altid klaret sig godt i skolen og havde allerede nået at tjene nok til at købe en toværelses lejlighed her i Aarhus ovenikøbet med egen parkeringsplads. Og han havde planer om at købe bil, når han var færdig med studierne.
Et år efter blev vi gift, og halvandet år senere fik vi vores datter, Alberte. Da vi fyldte 30, var Alberte to måneder gammel. Fordi Mads fødselsdag nærmede sig, foreslog jeg, at vi skulle fejre den på restaurant sammen med hans forældre. Men det havde han slet ikke lyst til. Han sagde bare, at han kun ville fejre dagen sammen med os to sine piger.
Så det gjorde vi. Dagen efter, efter arbejde, kørte han ud til sine forældre. Men han kom hurtigt tilbage igen. Han satte sig tungt i sofaen og begyndte at græde helt åbenlyst. Jeg blev så overrasket, for Mads er ellers sådan en selvstændig og voksen mand og nu sad han bare der og græd som et barn. Jeg prøvede at trøste ham og spurgte, hvad der var galt, og så åbnede han op for alt det, han havde gemt væk.
Det viste sig, at han var blevet slået som barn for de mindste ting. Bare fordi han havde spillet fodbold eller fået snavs på sit tøj, eller hvis han lavede en plet i sin skrivebog. Både moren og faren slog ham. Da han blev ældre, holdt de op med at slå, men kærlige ord, det fik han aldrig.
Jeg blev færdig med teknisk skole med flotte karakterer, sagde han.
Ja, ja, det er jo bare teknisk skole. Du skal på universitetet, sagde hans forældre. Så Mads begyndte på universitetet, selvom han egentlig ikke havde behov for det.
Da han købte sin lejlighed, sagde de bare: Det er jo bare 50 kvadratmeter.
Selv om de selv bor i et hus på kun 30 kvadratmeter. Da han giftede sig med mig: Hun er da helt lille og tynd. Kan hun overhovedet få børn?
Og da Alberte kom til verden:
Man ved jo aldrig, hvem barnet ligner. Der er ikke noget, der minder om os i hende!
Senere blev de fornærmede på ham, fordi han ikke holdt et stort middagsselskab for deres bryllupsdag.
Utakkemmelige søn! sagde de, og vendte ham ryggen.
Så sad Mads der og spurgte mig:
Er jeg virkelig sådan et dårligt menneske, siden de ikke kan lide mig? Jeg måtte bare sige til ham, at der findes folk, der ikke kan finde ud af at vise kærlighed. Han var bare uheldig at vokse op i sådan en familie. Men nu har han jo Alberte og mig, og vi elsker ham virkelig. For han er bare den bedste.
Kan du ikke se, hvor glad Alberte bliver, hver gang du træder ind ad døren? sagde jeg til ham. Og så vendte smilet langsomt tilbage hos ham, mens han kiggede på sin datter, der bare lyste op, når hun så sin far.
Den dag kom min mand tidligere hjem end sædvanligt, satte sig i sofaen og begyndte at græde som et lille barn. Da jeg fandt ud af hvorfor, frøs jeg til is.